Victoriasøen

Støv, støv og atter støv – man skulle næsten tro vi var på vej til at blive afrikanere. Men nej, vi havde blot tilbragt knap en time på boda boda, med Victoriasøen som mål. Sorte/mørke/røde i ansigterne og på tøjet, af støvet fra de knastørre grusveje, ankom vi til den største sø på den sydlige halvkugle (68.000 km²) – Victoriasøen! Et smukt syn mødte os, da vi lidt i 8 om morgenen, så fiskerbådene glide mod land, mens solen kun lige var stået op.

Hundredvis af både lå side om side i det fugtige sand, og mænd og kvinder, børn, unge og gamle færdedes mellem hinanden. Mændene stimlede sammen i grupper om hinandens både, betragtede nattens fangst, viklede garn ud, og hjalp hinanden med at trække bådene på land. Alt imens kvinderne og børnene kom for at vaske tøj og vente vand, eller tage en morgendukkert. Og ja, det hele foregår i den samme sø!

Hver eneste nat drager mændene afsted i deres små træbåde, med håbet om en god fangst. Det kan både være hundredvis af små sølvfisk, eller lidt færre af de større af slagsen. Når fiskeren er kommet på land om morgenen, sælges fiskene ofte videre. Enten til de mange boda boda mænd der kører ind med dem til de nærliggende byer for at sælge dem videre. Eller til de firmaer der holder klar med deres kølebiler, for at transportere dem over en længere distance.

Det er utroligt at tænke på, hvordan familierne i fiskelandsbyerne tilbringer hele deres dag, eller nærmest liv, ved denne sø. Mændene er ude om natten, sover formentligt en del om dagen, imens kvinderne ordner hverdagens pligter, inden en ny dag starter igen. Mange afrikanere har ikke mulighed for at komme så langt omkring som vi danskere er vandt til. Gad vide om der egentlig er nogle der aldrig rigtig har set andet end deres egen lille by? Men på den anden side, kunne man også bare mærke hvor fantastisk et fællesskab de havde! De stod virkelig sammen og hjalp hinanden. Fascinerende!

Efter et par timer i fiskens tegn, var det tid til at sætte kursen hjemad igen. Det skulle dog vise sig at blive en lidt større udfordring end vi lige havde regnet med. På vej tilbage til vores boda bodaer, vender Joseph pludselig om, med beskeden: ”I lost my keys!”.. Hmm.. så stod vi der, ved den kæmpe sø og den lille fiskerlandsby og Kamuzinda føltes lige pludselig meget langt væk! Vi ventede og ventede, og Joseph kom desværre tilbage uden at have haft heldet med sig. Han sendte vores anden boda boda ven Fred, afsted efter en mekaniker der kunne starte hans boda boda. Imens han var på farten, ser Joseph til sin boda boda, og begynder pludselig at grine, ryster lidt på hovedet og fortæller, at hans fordæk også er fladt. Kan den stakkels lille mand være mere uheldig? Men som det søde menneske han er, griner han af det, og synes det er ret så komisk. To mænd ankommer, en ordner låsen mens en anden lapper dækket, og inden længe er vi klar til afgang. Det er sjovt hvordan disse mekanikere mm. bare hurtigt lige kan komme og fixe problemet, og så er de afsted igen på deres egen boda boda. Ingen ventetid, ingen varevogn med alverdens værktøj, kun lige de få nødvendige ting de skal bruge, og så er det hele til utrolig billige penge!

Heldigvis blev det hele løst, og vi var på vej hjem igen. Dog ville vi lige et smut forbi lørdagsmarkedet nær Bukunda. Det skulle dog også vise sig at blive et noget længere besøg end beregnet. Mange byer hernede har en markedsdag, enten hver uge, hver anden uge, eller en gang om måneden. Her kommer folk fra nær og fjern, og forsøger at sælge alt fra kjoler, nederdele, bukser, skjorter, undertøj og sko, til plasticbøtter, service og cremer, samt en masse lækre og friske grøntsager. Det er en oplevelse i sig selv blot at gå rundt og iagttage det hele. Selv om dette dog kan være svært, da mange råber ”Mzungu, mzungu” så snart de ser dig, og forsøger at sælge deres produkt til en ”fantastisk pris”.. Vi fik shoppet lidt, inden det pludselig gav et brag, og regnen med ét stod ned i stænger. Joseph var selvfølgelig med os rundt at handle, og ledte os hurtigt mod et halvtag hvorunder vi kunne stå i læ. Det varede dog ikke mange sekunder inden en mand bød os indenfor i sin stue, og vi fik plads i sofaen og lænestolene. Et lille rum med kolde mørke væge beklædt med et par plakater, samt 6 siddepladser, et lille bord og et meget gammelt tv. Det er utrolig så gæstfrie afrikanerne er. Byder fremmede ind i huset i ly for regnen, alt imens han selv hurtigt var videre til det han var i gang med. Ja vi fik slet ikke set ham igen eller mulighed for at sige tak.

Regnen stilnede lidt af, og vi tog igen plads på vores boda bodaer. Vi havde dog ikke kørt mange meter, inden regnen piskede mod ansigtet og kroppen, og vi måtte gøre holdt i Bukunda. Grusvejene er simpelthen hurtigt for mudrede og farlige at køre på boda boda på, når det regner hernede. Det betød, at vi tilbragte ca. en time, stående under et halvtag på Josephs sædvanlige venteplads i Bukunda. En lidt lang, våd og kold oplevelse. Men alligevel også sjovt. Tænk hvordan alting bare går i stå, blot fordi det regner! Heldigvis varer regnen ofte ikke så længe, og vi kom sikkert og godt hjem igen. Dog ret ømme bagi, af at sidde på boda boda så længe (;

En sjov dag, der bød på flere overraskelser undervejs. Og en dag der blot bekræfter, at Afrika er Afrika. Måske er det derfor de ikke planlægger så meget hernede. For der skal alligevel ikke så meget til, før der sker ændringer. Og hvad vi ikke lige når i dag, det når vi vel i morgen. Man kan dog ind i mellem godt savne lidt struktur hernede. Men det er alligevel en dejlig afslappet tilgang de har til tingene. Det er formentligt sundt nok lige at blive skubbet lidt ud af sine vaner, og se, at verden jo ikke falder fra hinanden, blot fordi vi udskyder nogle af dagens gøremål til i morgen. Vi kan planlægge og planlægge, men hvad hjælper det, hvis vi ikke når at nyde nuet, og tage de spring livet byder på. Vi nåede i hvert fald kun halvdelen af, hvad vi havde planlagt denne lørdag. Alligevel har jeg kun at sige, at det var endnu en dejlig dag i Afrika! (:

Mzunguer og afrikanere på tur(:
Her er det vores 3 faste boda boda chauffører ,
fra venstre Fred, Jefrey og Joeph.