Kamp(ala)

At finde vej, at prutte om prisen med taxachauffører eller blot at krydse en vej, kan alt sammen være en kamp i Ugandas hovedstand; Kampala.

Gadesælgere ved bussen på vej til Kampala

At finde vej, at prutte om prisen med taxachauffører eller blot at krydse en vej, kan alt sammen være en kamp i Ugandas hovedstand; Kampala.

Tirsdag d. 3 september fik vi et lift af Pontiano til Kampala. Efter ca. 3 timer bød storbyen os velkommen. Første stop var en musikbutik, hvor Jacob fik købt en guitar. Tænk at en sådan en her kan købes til godt 500 kr.! Godt nok ikke den bedste kvalitet, men alligevel en fin nok guitar.

Herefter stod den på SHOPPING!! Ja med 4 piger og 1 dreng er det jo ikke til at komme uden om(; Dog gik Jacob mindst lige så meget op i det som os andre(; Pontiano fulgte os lidt på vej til Craft markederne (markeder med håndlavede afrikanske ting), og vi fik herefter at vide at vi blot skulle gå lige ud et lille stykke. Herefter sagde vi farvel, og vi begyndte at gå. Uden at vide, at vi herefter vil komme til at vandre rundt i godt 2 timer! Ja vi farede nok lidt vild, men fik da både set villaveje, en kæmpe golfbane og hjulpet en vagt med at jage en kanin hjem. Pludselig kunne jeg genkende bygningen, og vi stod udenfor Garden City, et næsten vestligt indkøbscenter. Efter planen havde vi tænkt os at besøge dette den følgende dag. Men som altid i Afrika, ændres planerne, og vi tog derfor i Garden City denne dag i stedet for. Her blev shoppet en smule, og ellers nød vi en lækker is og kage, hvilket er en sjældenhed hernede.

Mango, chokolade, pistacie, og vandmelonis - Mums!

Resten af aftenen nød vi på Backpackers Hostel, inden næste dag stod på et lunkent bad (tænk hvor meget et sådan et kan nydes ift. det kolde regnvejrsbad man er blevet vandt til..), og herefter SHOPPING(; Denne gang tog vi en taxa til Craft markederne, og var derfor sikrer på at kunne finde det(; Her havde vi nu 4 timers shopping foran os med prutten om priserne og afrikanere der alle ville have os ind i lige præcis deres lille shop, selv om den var næsten identisk med de andre 50 ved siden af. Alligevel var det utrolig hyggeligt at gå rundt mellem boderne og hører dem fortælle historier om de forskellig ting man blev overtalt til at købe.

Herefter fandt vi vejen til det der skal forestille at være busstationen. Endnu et tegn på hvor kaotisk og ustruktureret Kampala er, og hvor stor en kamp det kan være at finde den rette vej og den rette bus! Men det gik, og efter ca. en halv times ventetid i den lille matatu (minibus), startede vi på den godt 3 timer lange tur tilbage til Kamuzinda. Turen er billig, godt 40 kr. (sindssygt billigt i forhold til offentlig transport i Danmark!), men langt fra komfortable! Når man havde sat sig, så sad man sådan de næste mange timer, og det gav stor lykke da man kunne stå ud af den lille bus og strække sine ben, og i det hel taget bare bevæge sig!

Hvilken taxa mon vi skal vælge..?

Vi blev mødt af Joseph i Bukunda, og fik læsset alle vores ting på boda bodaerne. Tror måske de syntes vi havde lige rigeligt meget bagage. Men det gik nu ganske fint, og vi kom godt tilbage på farmen. Ude godt, men hjemme bedst. Det var vidst en følelse vi alle kunne være enige om! Det var fedt at mærke storbyens puls. Men selv om farmen i Kamuzinda ligger laaangt ude på landet, så er det alligevel meget bedre! Men skulle man være i den situation, at man synes man trænger til storby, kaos, tusindvis af mennesker, kaotisk og uorganiseret trafik, og ja i det hele taget bare at befinde sig et sted, hvor der ikke rigtig virker til at være styr på ret meget, så vil jeg da forelå at besøge Kampala (;