Besøg i bushen

Lerhytter, storfamilier, gæstfrihed, gensyn, bagende sol, smuk natur, ødemark, hyggeligt selskab og godt humør, er nogle af nøgleordene for vores dag i lørdags, hvor vi var på tur i bushen.

Kl. 10, selvfølgelig til afrikatid, mødte vi Herbert, lærer på Cornerstone School, der skulle guide os rundt i ødemarken.

Fredag eftermiddag havde vi tilbragt i poolen i Masaka, hvilket betød at vores hud var glad for, at dagen startede med at være lidt overskyet. Sådan blev det dog langt fra med til at være…

Vi startede på de brede støvede grusveje, og inden længe blev de smallere og smallere, indtil der blot var en lille sti der antydede, at der ville være noget at finde for enden.

På den godt 5 timer lange gåtur, fik vi besøgt 8 familier. Alle bød os straks glædeligt indenfor, og mange steder strømmede børn til. Vi forsøger hver dag at lære lidt Luganda, så vi kan hilse, handle på markedet osv. på deres lokale sprog. Men på denne tur var Luganda dog ikke altid tilstrækkeligt. Uganda er delt op i flere regioner, hvoraf den største er Buganda, som vi hører under. Denne strækker sig helt fra Masaka hvor vi for det meste opholder os, til hovedstaden Kampala. Men i lørdags kom vi altså et lille stykke uden for denne region, og Luganda var nu ikke længere anvendeligt, da de der benytter et andet stammesprog. Sprogene minder på nogle områder en del om hinanden, så med hjælp fra vores guide, fik vi kommunikeret med hinanden. De var alle meget åbne, og vi måtte frimodigt stille spørgsmål. Nogle familier var små, og bestod af 4 mennesker. Andre var helt utroligt store. Hvordan kan man bo 11, eller et andet sted 18 mennesker, i et lille bitte hus?! Det var helt utroligt! Og så der midt ude i ingenting, med flere kilometer til noget der bare minder en smule om civilisation. For en meget kort stund, kunne det sikkert være spændende at prøve. Men tænk at leve hele sin barndom, eller hele sit liv, i en lille hytte, midt ude i ingen ting. Og når det bliver mørkt, så er det altså bare virkelig mørkt! Jeg har svært ved at forstå, hvordan det virkelig kan lade sig gøre! Det sætter virkelig mange ting i perspektiv.

Langt de fleste familier ude i bushen lever af køer og at dyrke det lille stykke jord de har, for at forsyne sig selv. Hovedindtægten er altså salget af mælk. Det betyder, at når der efter en årrække, ikke er mere græs eller vand til køerne i nærheden, så må familien flytte til et nyt sted. Endnu en grund til, at sproget nogle steder kunne være en hindring, da de oprindeligt kom fra en anden region.

Kontrast ...

Flere at familierne vi besøgte, har børn der går på Cornerstone School, hvor vi underviser. Det betyder, at de hver morgen, og hver aften, går flere kilometer for at komme til og fra skole! Og så kan jeg i Danmark tage mig selv i at klage over, at skulle tidligt op, for at sidde en halv time i en bus for at komme i skole…

På min sidste tur til Uganda i foråret, var jeg på samme tur ude i bushen, hvilket betød et gensyn med mange af familierne. Det var utroligt hvordan mange af dem efter kort tid pegede på mig og sagde, at mig havde de da haft besøg af før. Tænk at de kan genkende mig efter et halvt år. En glad familie sagde endda, at nu havde jeg besøgt dem 2 gange, så nu måtte de hellere købe et stykke jord til mig derude. Hold da op, blev helt rørt! I Uganda betyder det meget for familierne, at man besøger hinanden, og de ser det som en velsignelse, når vi mzunguer kommer på besøg. Det er også en uskreven regel, at man ofte har en lille ting med, til dem man besøger. Vi havde derfor fyldt vores rygsække med ris, sukker, salt, stearinlys, kiks og slik, som vi delte ud til de mange glade modtagere. Brugbare ting, som de normalt skal vandre mange kilometer for at få fat i.

Da rygsækkende var blevet mange kilo lettere, og vores hud var ved at ligne en tomat pga. den brændende sol, begav vi os på vej tilbage mod de bredere veje og mere civiliserede steder. En virkelig tankevækkende og spørgsmålstegnssættende tur. Tænk at nogle mennesker virkelig lever hele deres liv helt derude midt i ingenting. Det eneste du kan se, så langt øjet rækker, er græs og træer og måske en flok køer, der giver tegn på liv. Hvis du er heldig kan nu måske endda se din nabos hus… Man skal virkelig kunne være selvstændig og kunne klare sig selv, for at overleve der. Respekt for at de kan! Det endnu mere tankevækkende er jo så, at de jo gør det, fordi det er deres eneste måde at overleve på. Tænk at de kan bo over 10 mennesker i et hus, der er på størrelse med mit værelse hjemme i Danmark! Der er så mange ting vi let tager forgivet. Vi må virkelig huske at sætte pris på, hvor godt vi på mange måder har det!