Kamuzinda - nu med Biskop

Over 1000 mennesker var samlet, telte var sat op og festligt pyntet, de kæmpe store gryder var fundet frem og forberedelserne havde stået på i mange dage. Folk kom fra nær og fjern i deres pæne tøj. Musikken var høj og talerne var mange. Jeps, der var fest i Kamuzinda!

Alt dette fandt sted for at fejre, at vores lokale præst er blevet valgt til Biskop. Det vil sige, at Kamuzinda Victory Church nu ikke længere blot har æren af at have Pastor Daniel til at prædike hver søndag, men nu kan kalde ham for Biskop Daniel. Kirkeligt overhoved af den sydlige del af Masaka.

Søndag d. 15 september var derfor en ægte festdag i vores kirke i Kamuzinda. Vi mødte op ved kirken lidt over 9, og her var forberedelserne stadig i fuld gang, og vi fik hjulpet til med at tørre stole af og sætte dem op på rækker. Kl. 10 begyndte flere og flere folk at ankomme, og det var nu tid til security tjek. Flere fra politiet var til stede, og vi blev nu guidet uden for pladsen på rækker, hvor vi alle skulle tjekkes. Der skulle virkelig være styr på det hele! 

Forberedelserne var i fuld sving søndag morgen

Så skulle vi alle stille op på rækker og tjekkes af politiet, for at få adgang til festen

Herefter fik vi anvist nogle pladser, selv om det dog endte med vi blev flyttet rundt på nogle gange, da de var bekymrede for at vi ikke synes vi sad godt nok. De vil os virkelig altid det bedste. Kl. 10:30 fik vi sat os til rette på de hvide plastichavestole, dog heldigvis uvidende om, at vi skulle sidde her indtil kl. 17:00..! Den røde løber var rullet ud på græsset, og de første par timer gik med at velkomme den nye biskop, synge, bede og lytte til forskellige kor og solosangere. 

Biskop Daniel ankommer på den røde løber,
mens kirkens kor i de orange skjorter og resten af kirken klapper og byder ham velkommen

Senere bød eftermiddagen på taler fra diverse kirkemedlemmer og mere eller mindre fornemme gæster. Det hele virkede meget festligt, men det skal dog lige understreges, at det hele foregik på deres lokale sprog Luganda, hvilket betød at vi kun forstod en meget lille del af hvad der blev sagt! Tilmed sad vi tæt sammen med hundredvis af mennesker, med en bagende sol over os! De godt 6 timer føltes altså som virkelig laaaang tid, og det var svært at blive ved med at bevare koncentrationen og gejsten time efter time, når man ikke rigtigt forstod hvad der foregik. 

Biskop Daniel i sit fine nye tøj

Kl. 17 var det endelig langt om længe blevet frokosttid! Der var blevet skrællet matooke bananer og slagtet køer og høns dagen før, og gryderne havde sydet og boblet hele dagen. Omsider var det tid til at smage på det lækre afrikanske festmåltid. En middag, som mange af børnene i kirken havde glædet sig utrolig meget til. Der er jo desværre ingen garanti for at de normalt har et måltid mad der venter dem en normal søndag når de kommer hjem efter kirke. Skræmmende at tænke på! Efter de mange og lange timer, var vi også blevet godt sultne. Men der er ingen fare for at gå sulten fra et måltid, når man er til fest, eller i det hele taget bare når man spiser ude som gæst i Afrika. For de spiser virkelig kæmpe portioner! Menuen bestod af matooke, ris, sweet potatoes, oksekød i sovs og kylling i sovs. Det hele skulle selvfølgelig indtages på afrikansk manér – med fingrende! Det er altid en oplevelse i sig selv(; Her fik jeg også fortalt en af grundene til, at afrikanerne spiser med deres fingre. Han fortalte mig, at Gud jo har skabt os med vores hænder og fingre, og derfor skal vi også ære ham ved at bruge dem, bl.a. til at spise med. En rigtig fin tanke!

Det kan man vist kalde for et storkøkken.. Det var enorme gryder!

Så blev den lækre mad serveret (:

Efter at være blevet godt mætte, fortsatte festen lidt endnu, inden vi lidt i 7 var hjemme på farmen igen. En lang og festlig dag, hvor sanserne rigtigt havde været i brug. For når man ikke forstår sproget der bliver talt, må man holde øjnene åbne og spidse ekstra meget øre, for at kunne følge bare lidt med. Selv om vi alle var enige om, at det havde været meget langtrukkent at være med til, så var det alligevel en rigtig god oplevelse. En ægte afrikansk fest; hvor starttidspunktet ikke har den store betydning ift. Danmark. Gæsterne kom bare dryssene de første par timer. En rigtig folkefest, hvor alle står sammen om at hjælpe til med forberedelserne og under festen, og hvor man virkelig mærker sammenholdet og venskabet. En rigtig afrikansk fest, hvor sang og taler fylder en stor del, og hvor toastmasteren virkelig forstår at snakke som et vandfald. Og ikke mindst en ægte afrikansk fest, hvor Gud er i centrum.

Familiefoto (: