Fortællinger fra mit liv i Afrika

Døvebesøg:

Søndag for 3 uger siden var vi på døvebesøg. En utrolig spændende oplevelse der viste endnu en side af Afrika. Vi kørte med Josef ud til en lille landsby og fandt huset hvor Atman bor med sin familie. Han er 20 år, og har været døv hele sit liv. 

Nicoline og Atman der er døv

Tilfældigvis var 4 af hans døve venner kommet på besøg, hvilket gjorde det hele endnu mere spændende. Både i Danmark og her fascineres jeg over, hvordan disse mennesker forstår at kommunikere gennem deres hænder og kropssprog! Vi havde en ven med, som forstår en smule tegnsprog, så på denne måde kunne vi kommunikere lidt med dem. Vores egne tegnsprogsevner fra vores tid som gamle spejdere, er meget begrænsede(: Vi fik dog hurtigt også fundet en blok papir og en kuglepen frem, som var med til at gøre det lidt nemmere. Trods deres handicap var de utrolig smilende og livsglade. Man kunne tydeligt mærke hvor glade de var for at have hinandens venskab som døve. De var en rigtig hyggelig eftermiddag med ”snak”, jackfruit og godt humør, og vi fik tilmed lært lidt tegnsprog(:

De kæmpe store jackfruit gror på store træer

Josef skærer  det lækre Jackfruit ud

Afrikansk marked

Sidste lørdag, efter vi havde besøgt Victoria Søen , var vi til marked sammen med vores boda boda Josef, udenfor Bukunda. Sælgerne kommer fra Masaka, og tager rundt til forskellige byer for at sælge deres ting. Hver lørdag kommer de hertil. Her var alt fra frugt, grøntsager, kød, is, kjoler, bukser, babytøj, sko, smykker, creme, plasticbøtter osv. Vi fik købt en masse lækre grøntsager og frugt, og så var der da også lige et par kjoler vi ikke kunne stå for(: Herunder lidt billeder der beskriver stemningen:

Bunkerne på jorden er små fisk som de spiser..

Flere fisk..

Nicoline på vej ind i tøjafdelingen (:

I husene bagerst sælges "frisk" kød

Africa Style(:
En mand kom forbi med en meget stor sæk på hovedet.

Tøj i massevis spredt ud på presenninger 

Sko var der også.
De fleste steder har de dog kun skoene i en størrelse, så der er flere ting der skal gå op, før man får købt et par(:

Krukker som de på traditionel vis drikker øl af

Is kunne man også få. Vi er dog blevet stærkt frarådet at smage det.. 

Dagens indkøb!
Brød, bønner (i plasticposen), majskolber (hvide majs..) avocadoer, æbler (dyre og sjældne hernede ift. så meget andet frugt) kål, vandmelon, sweet potatoes, tomater og  vores nye kjoler (:

Vores lækre frugtsalat! (:

Begravelse

Mandag morgen blev vi kontaktet af en af lærerne på skolen. Vi fik fortalt, at en af de andre lærere havde mistet sin lillesøster om søndagen. Hun var pludselig død af nyresvigt. 18 år! Han vil gerne invitere os med til begravelsen mandag eftermiddag. Det var noget af en besked at vågne op til. Vi var klar over, at de med invitationen havde en stor forventning om at vi ville komme, så vi kunne godt begynde at indstille os på at skulle afsted. Selv om vi aldrig havde mødt pigen, så er begravelser aldrig en sjov ting, og vi befandt os i en anden kultur og havde ingen idé om hvordan sådan noget ville foregå. Men på den anden side var det også meget ”spændende” at kunne opleve. Forstå mig ret!

Hernede foregår det ikke i en kirke, men hjemme den ved afdødes hus eller families hus. Kl. 4 skulle vi derfor ankomme til den landsby pigen havde boet i. Et væld af mennesker mødte vores syn; stående siddende på  bænke eller på græsset, børn voksne, spædbørn, unge, gamle. Tror hele landsbyen og omegn var samlet, og vi var nok 300 mennesker! En højtaler var stillet op, og forskellige mennesker holdt små taler. Herefter blev den brune trækiste båret afsted, og vi fulgte alle efter. De har ingen kirkegårde her, så de døde bliver begravet i familiens have eller på deres landbrugsjord. Et hul var gravet ud mellem bananpalmerne, og kisten blev sænket ned. Der blev sunget en stille sang, en præst sagde et par ord og familie og venner smed blomster ned på kisten. Det var en meget underlig stemning der omgav mig. Man kunne se mange var berørt, og nogle græd også stille for sig selv, men alligevel var der også masser af snak som overhovedet ikke gav antydning af, at det var en begravelse jeg befandt mig til. Denne underlige fornemmelse og stemning tiltog da vi herefter vendte tilbage til familiens hus. Der blev holdt et par taler mere, og en naturmedicinkvinde gik rundt og forsøgte at sælge hendes produkter, så der ikke var nogle der skulle ende som denne stakkels pige..

Herefter blev der serveret mad omme bag ved huset. De store gryder blev fundet frem, og vi fik serveret matoke, ris og lidt kød. Herefter var det som om stemningen tog endnu en drejning, og blev virkelig munter. Jeg havde slet ikke fornemmelsen af at være til begravelse. Vi hilste på mange fra den nærmeste familie, og man kunne godt se at de var berørte, men ingen tårer, og moderen gik endda og serverede mad.. Det virkede helt forkert. Vi spurgte Josef da vi kørte hjem igen, hvorfor stemningen på mange måder slet ikke var så trist. Han sagde, at inden personen bliver lagt i jorden, så græder man og sørger, men efter hun er begravet, så har mange den indstilling, at så skal de videre med livet. Vi fik dog at vide, at den nærmeste familie ofte holder en uge fri, efter de har mistet en nær slægtning. Det var helt rart at høre at de i det mindste så fik mulighed for at sørge efter begravelsen. Da vi havde spist var det tid til at aflevere et symbolsk pengebeløb til forældrene der havde mistet deres datter. Det er en tradition hernede, at alle gæsterne gør det. Der er ingen bårebuketter eller noget, så måske er det lidt i stedet for det. Her har de også mere brug for pengene end en blomst..

Jeg har desværre ingen billeder derfra, da det virkede meget upassende at finde sit kamera frem. Men håber i har fået lidt en fornemmelse af hvordan det var, og hvordan en begravelse kan foregå i Afrika.

Nyt liv på Kamuzinda Farm
Lørdag middag ankom de 2 andre volontører Sofie og Mathilde her til Kamuzinda Farm. Efter at have spist vores nybagte pandekager, var de parate til nogle timers søvn, oven på den lange rejse. 

Mathilde og Sofie er ankommet til Kamuzinda Farm (:

Dog havde vi et tilbud til dem, som de havde svært ved at sige nej til; vi var nemlig blevet inviteret til endnu et bryllup! Så deres lur blev forkortet, og kl. 4 var vi på vej til bryllup.

Pontiano og hele familien har været på tur søndag og mandag, så vi skulle ikke i kirke. Derfor blev søndag brugt på afslapning, mere søvn til pigerne og en gåtur til Kamuzinda(:

Eftermiddagsgåtur til Kamuzinda (:

Desværre gik jeg hen og blev syg søndag aften med mavekramper og kunne knapt stå op. Vi er kommet frem til den konklusion at det nok er en madforgiftning efter en dårlig chapati jeg fik søndag. Efter en knap så god nats søvn og fortsatte mavesmerter og måske en smule feber, insisterede pigerne på ikke at lade mig blive alene på farmen, og vi tog alle en dag mere herhjemme. Tror jeg er på vej til at blive rask nu, men det har godt nok været nogle trælse dage! Og at skulle til læge hernede er ikke lige det der trækker mest. Men håber det bliver godt igen nu(: 

Bryllup

Lørdag var vi igen så priviligerede at blive inviteret til bryllup! Inden jeg rejste til Afrika tænkte jeg, at det ville være vildt fedt at kunne få lov til at opleve et Afrikansk bryllup, men tænkte jeg nok skulle være meget heldig for at det ville ske. At blive inviteret til 2 bryllupper er jo helt fantastisk! Det foregik meget i samme stil som sidst (inklusiv tøjet (:  )  

3 mzunguer klar til bryllup (:

Mathilde og Sofie med deres uundværlige vifter som de sjældent slipper (:

Vi ankom omkring 16:30. Festsalen var dog slet ikke klar, og selv om folk sad i deres fine tøj og ventede på hovedpersonerne, så gik opvartningsfolkene stadig og pyntede op med stof, plasticblomster, farvede lyskæder osv. Kagen blev stillet an, og noget rødt stof blev lagt ud for at udgøre det som en rød løber. 

Brudeparrets bord gøres klar

Denne gang fik vi serveret mad inde i festsalen, og fordi vi var mzunguer stillede de endda et lille sofabord an til os. Selvfølgelig skulle vi sidde foran igen..! Efter at have spist vores matoke, ris og kød, var det tid til at vente og vente og vente. Flere og flere gæster kom til, og musikken begyndte at spille. 

Mathilde i bryllupssalen hvor vi ventede på brudeparret.
De var stadig i gang med oppyntningen, og der var ikke kommet så mange gæster endnu

En mand havde klædt sig ud som en kvinde, og begyndte at danse og synge. Troede virkelig ikke de gjorde sådan noget hernede. Men han gav da et par numre, og folk klappede og grinte. Toastmasteren talte som et vandfald som vi intet forstod af, og vi forsøgte ind i mellem at spørge os lidt ind til hvad han sagde.. En masse små børn kom op for at danse, hvilket var utrolig sødt! Forstår stadig ikke hvordan de kan have så meget rytme i kroppen! Kvinderne dansede en dans, mændene dansede og teltet fyldtes med de hundredvis af mennesker der strømmede til.

Børnene danser

Jeg fik øje på Gommens far og spurgte ind til hvorfor han ikke var med i kirken. Jeg fik fortalt, at hernede er traditionen og kulturen sådan, at en svigerfar aldrig er i nærheden af sin svigerdatter. De snakker ikke sammen, og kommer ikke i nærheden af hinanden. Vildt underligt! Han fortalte videre, at det nok var noget der var opstået i fortiden, hvor mændene ofte havde fået et kærlighedsforhold til deres svigerdøtre, og for at undgå dette, så måtte de aldrig være i nærheden af hinanden. Det er så blevet en del af deres kultur af svigerfar og svigerdatter ikke ses. Virkelig underligt at tænke på; ingen familiesammenkomster eller noget i fremtiden..

Endelig, efter næsten 4 timers ventetid, ankom brudeparret med alle deres brudepiger og brudesvende. Bruden knælede i sin fine hvide kjole ved siden af sin nye mand, og toastmasteren fortsatte med sine mange ord. Vi blev dog pludselig meget overraskede over endnu en kulturforskel. En lille let lussing på kinden bliver på en bryllupsdag set som en kærlighedserklæring, og Gommen og bruden slog derfor forsigtigt hinanden. Virkelig underligt at være vidne til! Håber ikke de fortsætter med at vise kærlighed på denne måde gennem deres ægteskab.

Parret fik herefter sat sig til rette i de pyntede sofaer, og en præst bad en bøn og der blev sagt nogle ord. Endelig blev det tid til bryllupskagen(: Den lignede rent ud sagt pap og sukker. Vi har bl.a. set at de kan købes i de store indkøbsforretninger i Masaka og Kampala, og det er ikke fordi de ser vildt spiselige ud. Men den skulle selvfølgelig smages. Først skulle brudeparret dog made hinanden, og det mindede bare en smule om et dansk bryllup. Herefter blev kagen skåret ud i nogle små tern, lagt på en tallerken, og denne blev herefter sendt rundt. Konsistensen var som tørt brød, og smagen var en blanding af brødet i en mælkesnitte og en honningkage. Desuden kunne man også lige smage et lille stykke af glasuren, som jeg vil gætte på var ren stivnet sukker.. Det var en lidt tør oplevelse ift. det var en bryllupslagkage, men sjovt at prøve. Efter denne smagsoplevelse skulle vi ligesom sidst overrække vores gave. Denne gang var vi heldigvis 4 piger. Brudeparret rejste sig op og kom ud på gulvet. Vi fik givet dem hånd, sagt tillykke og de modtag glad vores pengegave og hjemmelavede kort(: Vi fik at vide at de sidste gang havde syntes det var vildt sjovt og fantastisk at vi havde lavet et kort og de havde været virkelig imponerede over det. Så vi tænkte vi hellere måtte være lidt kreative igen(: Kl. var nu blevet 10, og det var tid til at vi skulle afsted hjemad. Det var toastmasteren dog ikke enig i. Vi skulle alle have et kram af ham mens han snakkede løs, og så insisterede han på at vi skulle danse! Vi stod midt på gulvet, og flere hundrede mennesker gloede på os og grinte. Vi tog et par få dansetrin og forsøgte så desperate at komme væk fra denne virkelig pinlige situation! (: De var dog ikke glade for, at deres nye underholdning bestående at stive mzunguer der ikke forstår hvordan man bevæger sin krop, skulle forlade dem. Men endelig kom vi da ud af teltet. Her mødte mørket os sammen med endnu flere mennesker der stod tæt samlet for også at følge med i brylluppet. Vi fik langsomt sneglet os gennem mængden og endelig kunne vi få luft igen. Dog var vi flade af grin samtidig med(: Josef og Fred (Mathilde og Sofies boda boda mand) fik fundet deres boda bodaer, og vi var på vej hjem til Kamuzinda igen. Da vi var 2 boda bodaer var det ikke nødvendigt at køre så stærkt hjemad som sidst, men det var nu alligevel en god fornemmelse da vi var godt hjemme igen(: Alt i alt en sjov og god oplevelse, der bare endnu engang understreger, at Danmark og Uganda i nogle situationer har en verden til forskel! (: