lørdag den 28. september 2013

Tanzania: Tur - retur

Lørdag formiddag satte vi os forventningsfulde til rette i Pontianos bil, og satte kursen mod grænsen til Tanzania. Efter knap 2 timer ankom vi til grænseområdet, sagde farvel til Pontiano og hej til Josephat og Benjamin. En afrikaner der snakker dansk midt i afrika. Det virkede ret surrealistisk, men forklaringen er blot, at tanzanianeren Josephat er gift med en dansk kvinde Lea, og har boet i Danmark i flere år. Inden vi kunne krydse grænsen, skulle vi dog lige have et visum. Her er situationen noget lettere for en mzungu at komme ind i et afrikansk land, end for en afrikaner at komme ind i et europæisk land. Vi skulle blot udfylde en lille formular, have taget et par fingeraftryk, betale 50  US dollars, og så kunne vi frit gå ind i landet.
Så er bilen pakket og klar til afgang
Selv om vi i Kamuzinda kun befinder os to timer fra grænsen til Tanzania, så er det utroligt at opleve, hvor anderledes der på mange måder alligevel kan være ”på den anden side”. Den næste time gik nu over bjerge og dale i Tanzanias smukke natur. Uganda er virkelig et smukt land, men Tanzania må siges at være mindst lige så smuk! Utrolig mange sten og klippestykker prydede landskabet. Dette ser vi ikke meget til i Uganda. Desuden kørte vi længe i et nærmest øde område (pga. klippestykker og sumpområder), hvilket også er en sjældenhed i det sydlige Uganda. Utroligt hvordan landskabet kan ændre sig inden for så kort en afstand. Efter en time ankom vi til Bukoba. Vores nye hjemby for de næste 4 dage. Her blev vi indkvarteret på ELCT (Evangelical Lutheran Church Tanzania): Lækre værelser, god seng, udsigt til Victoriasøen, TV (når man ikke har haft et TV i over en måned, og har været meget isoleret fra alt hvad der sker ude i verden, så er bare fornemmelsen af at holde en fjernbetjening i hånden, en lille glæde i sig selv). Ja og så ikke mindst varmt vand i bruseren! Behøver jeg sige mere? Det var ikke så ringe endda(;



Om eftermiddagen kom vi også lige forbi en kirke,
 hvor der tilfældigvis var bryllup (:
Eftermiddagen blev brugt på det lokal marked. Boder efter boder tæt pakket sammen med tøj og sko, skåle og krukker, køkkengrej, arbejdsredskaber og hjemmelavede musefælder, kvinder og mænd på rækker foran deres symaskiner, grøntsager, nødder, frugt og fisk. Og ikke at forglemme de hundredvis af sælgere der gerne ville tjene en lille smule på, at vi kom forbi netop deres bod. Her var en lighed med Uganda; de er bestemt ikke generte, og ikke bange for at presse rigtig meget på, for at få en handel i hus. Dette lille visit bød også på en tanzaniansk delikatesse: Stegte græshopper! Vinger og ben pilles af, de steges i friture, og så spises de ellers som en lækker snack.. Måske ikke lige mit første valg en fredag aften til en god film.. Men vi er jo i Afrika, så det skulle jo prøves. Også selv om den lille fyr kiggede underligt på en med sine runde sorte øjne, inden den forsvandt.. En underlig knasende fornemmelse, lidt som flæskesvær. Det smagte overraskende ok, men det galt mest af alt om, at lade være med at tænke på hvad det var man havde mellem tænderne.. (;
En lille butik på markedet
Vi havde lige købt en lille souvenir af ham, så manden giver "thumbs up" (;
Shopping(: Der købes kangaer - stofstykker
Stegte græshopper.. 

Lørdag aften var vi inviteret på middag hos den danske missionær Anne Marie. Hun rejste for første gang til Tanzania da hun var 29 år, og i en alder af nu 75, har hun valgt at blive boende i Tanzania. Vi troede det bare skulle være en stille aften rundt om spisebordet, men vi tog fejl. I det hyggelige danskprægede hus blev vi mødt af en håndfuld afrikanere; flere fra de lokale kirker og det dansk/tanzanianske projekt Mushemba Foundation, som vi skulle besøge senere. Her var tilmed også et par danske volontører fra Danmission. Sjovt at mød andre volontører og snakke om indtryk, kultur og dele hverdagens oplevelser fra Afrika. Sidst men ikke mindst mødte vi Tanzanias tidligere Biskop Mushemba. Med et land som Tanzania, med næsten 48 mio. indbyggere, var det lidt af en ære at få lov til at møde ham! En utrolig flink mand, helt nede på jorden, ift. hvor højtstillet en mand han har været/er. Tilmed er han far til Josephat, som fulgtes rundt med os, under hele vores besøg i Tanzania. Altså ret fornemme mennesker vi tilbragte tid med. Aftenen bød ikke blot på hyggeligt selskab, men også på utrolig lækker mad, hvor især de danske flødekartofler skal nævnes: Mmm..(; 
Hyggelig aften hos Anne Marie.

2 x kirke og havefest med afrikansk dans
Søndag morgen ringede vækkeuret allerede kl. 6.. Og som Mathilde sagde; søndag er jo en hviledag.. Så hvorfor så tidligt op.. I stedet for én lang gudstjeneste, som vi er vandt til i Kamuzinda, så tog vi her til to gudstjenester af almindelige dansk længde i stedet for. Den første gudstjeneste startede kl. 07:30 i Kashura Church. En luthersk kirke, hvilket betød, at gudstjenesten havde meget til fælles med hvad vi kender fra den danske folkekirke. Salmebøger, læsninger, trosbekendelse osv. En stor kontrast til hvad vi er blevet vant til fra Uganda. Dog var her også dejlig korsang med trommespil, som supplement til den meget boglige gudstjeneste, som tilmed jo var på Swahilli, hvilket betød vi slet intet forstod. Dog var den danske missionær Anna Marie så sød at oversætte for os.
Kashura Church.
Læg mærke til at bænkene ingen ryglæn havde,
og gudstjenesten startede kl. 07:30..

Alle medlemmer af kirken har hver en konvolut i "våbenhuset", hvor de så kan lægge penge i til kirken
Herefter gik turen i silende regnvejr til en anden nærliggende kirke kl. 10:30. En gudstjeneste af nogenlunde samme form som den første. En kontrast til de danske kirker, er antallet af børn til gudstjenesterne, både i Uganda og i Tanzania. Her er altid massevis af børn mødt op. I denne kirke talte jeg ca. 150 børn, og kun godt 50 voksne! Meget tankvækkende når man sætter det ift. aldersgruppen af kirkegængere i den danske folkekirke.
Børnekoret synger
En dejlig blanding af mzunguer  (hvide) og mugandaer (afrikanere) 
 Søndagsskoler har også en stor betydning, både i Uganda og i Tanzania. For som de selv siger; børnene og de unge, er kirkens fremtid. Vi var her med til søndagsskole, sammen med de mange børn. Det var som en helt lille gudstjeneste på børneniveau; kirkebænke på rækker, sang, bibellæsning, alter, prædikestol og prædiken. Og så samlede de endda også ind, som de altid gør til gudstjenester. Tænk at børnene også holdt indsamling. Mange børn der måske ofte går sultne i seng, og alligevel giver de til kirken, af den lille smule de har! Det sætter mange ting i perspektiv..
De hundredvis af børn i søndagsskolen
Søndag aften skulle vi holde møde med den tanzanianske diakonisse Sister Sarah Pia. Vi har i Uganda planer og forhåbninger om, at kunne afholde en workshop for lærerne på de to skoler vi underviser på, for at give dem idéer og inspiration, til mere kreative og visuelle undervisningsmetoder. Størstedelen af lærerne er nemlig ikke uddannede, og kender ikke til andet, end hvordan de selv er blevet undervist. Vi troede derfor vi mødte op til en forholdsvis seriøs aften. men vi er jo i Afrika, så mange ting er ofte ikke hvad man forestiller sig. Vi blev sat af vores taxa, og på vej mod hendes hus, blev vi mødt af højere og højere musik og latter. Og rigtig nok, der var fest i haven! Hun havde da lige lavet et hjemmelavet telt i haven, og inviteret over 40 mennesker. Størstedelen børn selvfølgelig. Herefter stod den første del af aftenen ellers på masser af trommespil og afrikansk dans. Som de stive danskere vi er, skulle der dog lige lidt tid til, inden vi fik lettet os fra stolene. Men vi kom hurtigt med, og de mange børn forsøgte at lære os lidt afrikanske dansetekniker, som hovedsageligt består af at hoppe og vrikke med hofterne. Man fik virkelig pulsen op og sved på panden(; Super hyggeligt og festligt!
Der danses på livet løs til lyden af trommer

Børnene forsøger at lære Mathilde og jeg, hvordan man danser som en rigtig afrikaner (:
Herefter indtraf så den mere seriøse del, og vi fik holdt vores lille møde i den lille stue. Men det er jo Afrika, så det blev langt fra så formelt som man havde forestillet sig. Som afslutning på en virkelig hyggeligt aften, fik vi serveret et super lækkert afrikansk måltid, som man altid gør når man er gæst.
Møde med sister Sarah Pia i hendes lille stue

Er vi mon i Danmark eller Afrika?
Mandag blev mere formel, ligesom vi havde forestillet os. Dagen startede med at besøge Mushemba Foundations kontorer. En organisation der er stiftet af Tanzanianeren Josephat og hans danske kone Lea, og bla. har Josephats far, den tidligere Biskop, med i spidsen. Organisationen kører en masse forskellige projekter, for at hjælpe børn i nærområdet. Et af deres hovedprojekter er deres skole; Trinity School. Den startede for 3 år siden, og har nu 85 elever, fordelt i 3 klasser svarende til babyclass, Topclass og P1. Efter at have levet i Uganda, var det noget af en overraskelse af se skolen og dens utrolig høje standarder og fysiske rammer. Det var virkelig en flot skole, og bortset fra beliggenheden kunne man næsten tro, at det var en dansk skole! Murstenshuse, rigtige borde, stole og tavler, dekorative klasselokaler, legeplads med gynger, vipper og sandkasse, samt afgrænset have med træer, buske og blomster. Det var helt utroligt.
Trinity school.
Samlignet med Cornerstone school, skulle man næsten tro vi var i Danmark
Et klasseværelse i Trinity school.
Den tidligere missionær Anne Marie kom også lige forbi.
Børnene hygger sig på legepladsen
Læg også mærke til den fantastiske udsigt!
Vi fik fortalt, at den høje standard skyldes konkurrencen mellem de private skoler i Tanzania. Vil man drive en skole, så skal den være af virkelig god kvalitet – specielt også de fysiske rammer, for at have en chance for at der er forældre der vil sende deres elever derhen. En stor kontrast til Uganda, hvor der ikke er den store vanskelighed i at starte en skole op. Vi blev vist rundt, og eleverne sang og dansede for os. 
Børnene var vilde med at danse (:
Dancebattle (;
Herefter var det frokost tid, og her blev jeg endnu engang positivt overrasket. Alle børnene fik vasket hænder og blev ledt ind i et lokale, hvor de alle fik serveret frokost siddende på stole ved borde! Et øjeblik troede jeg ikke, at jeg længere var i Afrika. Det lignede langt fra noget, som jeg på noget tidspunkt har set i Uganda. Men det var super fedt at se, at der faktisk er en sådan udvikling i gang. Og simpelthen så fantastisk, at alle eleverne fik frokost. Sammenlignet med eksempelvis Cornerstone hvor vi underviser, hvor mange elever kun får lidt frugt eller andet.
Frokostpause
 Herefter gik turen ud i den tanzanianske bushe, hvor vi besøgte familierne, til to af de elever der er sponsoreret, og går på Trinity school. Sikke en kontrast mellem den meget vestligt inspirerede skole, og så et hjem i et lille hus langt ude i en bananplantage. 2 vidt forskellige verdener, som disse børn hver dag veksler mellem! I den ene familie var moderen enke og HIV-positiv. Hvilket drengen havde arvet, og derfor ind i mellem havde forskellige bivirkninger. Mens barnet i den anden familie var forældreløs, og sammen med sine søskende blev passet af sin 22 årige søster. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan sådan en lille familie klarer sig gennem tilværelsen! Jeg er næsten lige så gammel som hende den ældste søster, og tænk en verden til forskel, der er på vores liv..!
Mushemba Fondation giver en solcellelampe til alle de sponsorerede elevers familier. Forestil dig et lille hus, midt mellem massevis af bananpalmer og tørre træer, grene og kviste, da det ikke har regnet længe hernede. Og så bliver det aften, og alt bliver pludselig fuldstændig mørkt. Den eneste mulighed mange familier har, er at tænde en tændstik og få gang i f.eks. en lille olielampe. En meget dårlig kombination, der meget hurtigt kan blive til en katastrofe! Derfor er denne solcellelampe en genial idé. Som Josephat også fortalte, så har børnene nu også mulighed for at læse om aftenen, og de kan tilmed se, og der skulle gemme sig en lille slange i høet på gulvet, ved siden af hvor de skal sove! En virkelig god idé!

Den samlede flok i Biskopens have med den smukkeste udsigt ud over Victoriasøen
Mandag aften besøgt vi Line og Anders, der er volontører for Danmission, og som vi mødte hos den danske missionær Anne Marie den første aften. Spændende at se, hvordan volontørlivet i Tanzania er, og hører mere om deres projekter og deres hverdag i et andet afrikansk land. Endnu en skøn aften i godt selskab i Tanzania! Desværre var dette også den sidste dag vi fik lov til at tilbringe i dette smukke land, da vi tirsdag morgen satte kursen hjem mod Uganda. Denne rejse startede dog umenneskeligt tidligt. Jeg er langt fra morgenmenneske, så da vækkeuret allerede ringede kl. 05:00, var det lidt af en kamp at vælte ud af sengen og køre mod busstationen. Tuja og Poul skulle tilbringe en ekstra dag i Tanzania med flere officielle møder og vi måtte tilbage til vores arbejde i Uganda. Kl. 6:30 kørte vi afsted mod grænsen, hvor vi igen skulle udfylde papirer, lave finderaftryk og så til slut betale 50 US Dollars for at få et stempel i vores pas, og hermed visum og adgang til Uganda igen. 1½ time senere var vi tilbage i Bukunda, hvor vi blev mødt af Joseph, hvilket var det første tegn på at vi var ved at være hjemme igen(: Vi kom hurtigt afsted på boda boda, og det varede ikke længe inden vi kunne sætte os i lejlighed og udråbe et ”Hjem kære hjem”.

Vi havde på de sidste få dage suget tusindvis af nye indtryk til os, og vi var fuldstændig drænet for energi da vi kom hjem. Det har været vildt spændende at få lov til at besøge et andet afrikansk land, og opleve de ligheder og forskelle, der gemmer sig lige om hjørnet. Det er ærgerligt, at det koster 50 US Dollars hver gang vi krydser en grænse, for Tanzania er virkelig et land der er værd at besøge!


Webale Nyo – Tunalabagaana

Mange tak - vi ses senere , på Luganda (:  


De 5 i Tanzania!! (:

Besøg fra det kolde nord...


Onsdag d. 18 september fik vi fornemt besøg fra Danmark. Poul og Tuja, der arbejder i Africa InTouch, organisationen som vi rejser med, kom et smut forbi Uganda.
Det er ikke så ringe at få besøg, når de kommer med slik (;
Onsdag aften arrangerede vi derfor en lille velkomstmiddag for vores 2 gæster, samt Pontiano og hans familie. Og hvad er en fest uden en kage? Og da vi jo er i afrika, er en banankage jo et oplagt forslag, da bananerne her er ekstra gode – især de helt små bananer. Sarah og jeg gik derfor i gang med vores bageprojekt, og for at få en ekstra svampet og lækker kage, kom vi selvfølgelig ekstra mange bananer i. Vi endte nok med at mose næsten 50..! Det skal dog siges, at det er de meget små bananer vi taler om, og at der blev 4 små bradepander. Men når vi selv skal sige det, blev de virkelig gode(; En super hyggelig aften!

Tuja og Poul var her dog langt fra kun for at spis banankage sammen med os og vores afrikanske familie. Torsdag og fredag brugte de bl.a. på at besøge de forskellige projekter Africa InTouch arbejder sammen med, dvs. Kamuzinda Farm, Pastor Fred School, Cornerstone School og kamuzinda Victury Church. Fredag var Sarah og jeg så heldige at komme med dem rundt, da turen her bl.a. gik til Cornerstone school, hvor vi underviser. En helt underlig fornemmelse at være på skolen, uden at skulle undervise. Dagen bød også på besøg på en helt anden skole; ”Christ the King”, og en lækker middag hos Pontiano og Mamma Halle. Tror aldrig jeg har smagt så mør og lækker en mørbrad! Vildt lækkert! Ja og så sluttede vi da lige dagen godt af, med barbecue night på Frikadellen(; En fantastisk start på en weekend, der blot skulle vise sig at blive bedre og bedre!
Eleverne synger for os på skolen "Christ The King"
Froskost hos Pontiano og Mamma Halle
Endelig blev det nemlig lørdag, hvor vi har været så fantastisk heldige, at blive inviteret med Tuja og Poul nogle dage til Tanzania! Det blev til 4 dage fyldt med kulturmøde, afrikansk dans, skolebesøg, kirkebesøg, familiebesøg, missionærbesøg, volontørbesøg, græshopper, marked, en afrikaner der snakker dansk, smuk natur og ikke mindst varmt vand i bruseren(;  Nogle oplevelser der helt sikkert nok skal komme mere om på bloggen! (:
Vores nye vandrensningssystem.
Vi takker Poul og Pontiano for det hårde arbejde,
selv om det stadig smager lidt af plastic.. (;

Kamuzinda - nu med Biskop


Over 1000 mennesker var samlet, telte var sat op og festligt pyntet, de kæmpe store gryder var fundet frem og forberedelserne havde stået på i mange dage. Folk kom fra nær og fjern i deres pæne tøj. Musikken var høj og talerne var mange. Jeps, der var fest i Kamuzinda!

Alt dette fandt sted for at fejre, at vores lokale præst er blevet valgt til Biskop. Det vil sige, at Kamuzinda Victory Church nu ikke længere blot har æren af at have Pastor Daniel til at prædike hver søndag, men nu kan kalde ham for Biskop Daniel. Kirkeligt overhoved af den sydlige del af Masaka.


Søndag d. 15 september var derfor en ægte festdag i vores kirke i Kamuzinda. Vi mødte op ved kirken lidt over 9, og her var forberedelserne stadig i fuld gang, og vi fik hjulpet til med at tørre stole af og sætte dem op på rækker. Kl. 10 begyndte flere og flere folk at ankomme, og det var nu tid til security tjek. Flere fra politiet var til stede, og vi blev nu guidet uden for pladsen på rækker, hvor vi alle skulle tjekkes. Der skulle virkelig være styr på det hele! 
Forberedelserne var i fuld sving søndag morgen
Så skulle vi alle stille op på rækker og tjekkes af politiet, for at få adgang til festen
Herefter fik vi anvist nogle pladser, selv om det dog endte med vi blev flyttet rundt på nogle gange, da de var bekymrede for at vi ikke synes vi sad godt nok. De vil os virkelig altid det bedste. Kl. 10:30 fik vi sat os til rette på de hvide plastichavestole, dog heldigvis uvidende om, at vi skulle sidde her indtil kl. 17:00..! Den røde løber var rullet ud på græsset, og de første par timer gik med at velkomme den nye biskop, synge, bede og lytte til forskellige kor og solosangere. 
Biskop Daniel ankommer på den røde løber,
mens kirkens kor i de orange skjorter og resten af kirken klapper og byder ham velkommen
Senere bød eftermiddagen på taler fra diverse kirkemedlemmer og mere eller mindre fornemme gæster. Det hele virkede meget festligt, men det skal dog lige understreges, at det hele foregik på deres lokale sprog Luganda, hvilket betød at vi kun forstod en meget lille del af hvad der blev sagt! Tilmed sad vi tæt sammen med hundredvis af mennesker, med en bagende sol over os! De godt 6 timer føltes altså som virkelig laaaang tid, og det var svært at blive ved med at bevare koncentrationen og gejsten time efter time, når man ikke rigtigt forstod hvad der foregik. 
Biskop Daniel i sit fine nye tøj
Kl. 17 var det endelig langt om længe blevet frokosttid! Der var blevet skrællet matooke bananer og slagtet køer og høns dagen før, og gryderne havde sydet og boblet hele dagen. Omsider var det tid til at smage på det lækre afrikanske festmåltid. En middag, som mange af børnene i kirken havde glædet sig utrolig meget til. Der er jo desværre ingen garanti for at de normalt har et måltid mad der venter dem en normal søndag når de kommer hjem efter kirke. Skræmmende at tænke på! Efter de mange og lange timer, var vi også blevet godt sultne. Men der er ingen fare for at gå sulten fra et måltid, når man er til fest, eller i det hele taget bare når man spiser ude som gæst i Afrika. For de spiser virkelig kæmpe portioner! Menuen bestod af matooke, ris, sweet potatoes, oksekød i sovs og kylling i sovs. Det hele skulle selvfølgelig indtages på afrikansk manér – med fingrende! Det er altid en oplevelse i sig selv(; Her fik jeg også fortalt en af grundene til, at afrikanerne spiser med deres fingre. Han fortalte mig, at Gud jo har skabt os med vores hænder og fingre, og derfor skal vi også ære ham ved at bruge dem, bl.a. til at spise med. En rigtig fin tanke!
Det kan man vist kalde for et storkøkken.. Det var enorme gryder!
Så blev den lækre mad serveret (:
Efter at være blevet godt mætte, fortsatte festen lidt endnu, inden vi lidt i 7 var hjemme på farmen igen. En lang og festlig dag, hvor sanserne rigtigt havde været i brug. For når man ikke forstår sproget der bliver talt, må man holde øjnene åbne og spidse ekstra meget øre, for at kunne følge bare lidt med. Selv om vi alle var enige om, at det havde været meget langtrukkent at være med til, så var det alligevel en rigtig god oplevelse. En ægte afrikansk fest; hvor starttidspunktet ikke har den store betydning ift. Danmark. Gæsterne kom bare dryssene de første par timer. En rigtig folkefest, hvor alle står sammen om at hjælpe til med forberedelserne og under festen, og hvor man virkelig mærker sammenholdet og venskabet. En rigtig afrikansk fest, hvor sang og taler fylder en stor del, og hvor toastmasteren virkelig forstår at snakke som et vandfald. Og ikke mindst en ægte afrikansk fest, hvor Gud er i centrum.

Familiefoto (:

fredag den 20. september 2013

Besøg i bushen


Lerhytter, storfamilier, gæstfrihed, gensyn, bagende sol, smuk natur, ødemark, hyggeligt selskab og godt humør, er nogle af nøgleordene for vores dag i lørdags, hvor vi var på tur i bushen.

Kl. 10, selvfølgelig til afrikatid, mødte vi Herbert, lærer på Cornerstone School, der skulle guide os rundt i ødemarken.
Fredag eftermiddag havde vi tilbragt i poolen i Masaka, hvilket betød at vores hud var glad for, at dagen startede med at være lidt overskyet. Sådan blev det dog langt fra med til at være…
Vi startede på de brede støvede grusveje, og inden længe blev de smallere og smallere, indtil der blot var en lille sti der antydede, at der ville være noget at finde for enden.

På den godt 5 timer lange gåtur, fik vi besøgt 8 familier. Alle bød os straks glædeligt indenfor, og mange steder strømmede børn til. Vi forsøger hver dag at lære lidt Luganda, så vi kan hilse, handle på markedet osv. på deres lokale sprog. Men på denne tur var Luganda dog ikke altid tilstrækkeligt. Uganda er delt op i flere regioner, hvoraf den største er Buganda, som vi hører under. Denne strækker sig helt fra Masaka hvor vi for det meste opholder os, til hovedstaden Kampala. Men i lørdags kom vi altså et lille stykke uden for denne region, og Luganda var nu ikke længere anvendeligt, da de der benytter et andet stammesprog. Sprogene minder på nogle områder en del om hinanden, så med hjælp fra vores guide, fik vi kommunikeret med hinanden. De var alle meget åbne, og vi måtte frimodigt stille spørgsmål. Nogle familier var små, og bestod af 4 mennesker. Andre var helt utroligt store. Hvordan kan man bo 11, eller et andet sted 18 mennesker, i et lille bitte hus?! Det var helt utroligt! Og så der midt ude i ingenting, med flere kilometer til noget der bare minder en smule om civilisation. For en meget kort stund, kunne det sikkert være spændende at prøve. Men tænk at leve hele sin barndom, eller hele sit liv, i en lille hytte, midt ude i ingen ting. Og når det bliver mørkt, så er det altså bare virkelig mørkt! Jeg har svært ved at forstå, hvordan det virkelig kan lade sig gøre! Det sætter virkelig mange ting i perspektiv.

Langt de fleste familier ude i bushen lever af køer og at dyrke det lille stykke jord de har, for at forsyne sig selv. Hovedindtægten er altså salget af mælk. Det betyder, at når der efter en årrække, ikke er mere græs eller vand til køerne i nærheden, så må familien flytte til et nyt sted. Endnu en grund til, at sproget nogle steder kunne være en hindring, da de oprindeligt kom fra en anden region.

Kontrast ...
Flere at familierne vi besøgte, har børn der går på Cornerstone School, hvor vi underviser. Det betyder, at de hver morgen, og hver aften, går flere kilometer for at komme til og fra skole! Og så kan jeg i Danmark tage mig selv i at klage over, at skulle tidligt op, for at sidde en halv time i en bus for at komme i skole…

På min sidste tur til Uganda i foråret, var jeg på samme tur ude i bushen, hvilket betød et gensyn med mange af familierne. Det var utroligt hvordan mange af dem efter kort tid pegede på mig og sagde, at mig havde de da haft besøg af før. Tænk at de kan genkende mig efter et halvt år. En glad familie sagde endda, at nu havde jeg besøgt dem 2 gange, så nu måtte de hellere købe et stykke jord til mig derude. Hold da op, blev helt rørt! I Uganda betyder det meget for familierne, at man besøger hinanden, og de ser det som en velsignelse, når vi mzunguer kommer på besøg. Det er også en uskreven regel, at man ofte har en lille ting med, til dem man besøger. Vi havde derfor fyldt vores rygsække med ris, sukker, salt, stearinlys, kiks og slik, som vi delte ud til de mange glade modtagere. Brugbare ting, som de normalt skal vandre mange kilometer for at få fat i.


Da rygsækkende var blevet mange kilo lettere, og vores hud var ved at ligne en tomat pga. den brændende sol, begav vi os på vej tilbage mod de bredere veje og mere civiliserede steder. En virkelig tankevækkende og spørgsmålstegnssættende tur. Tænk at nogle mennesker virkelig lever hele deres liv helt derude midt i ingenting. Det eneste du kan se, så langt øjet rækker, er græs og træer og måske en flok køer, der giver tegn på liv. Hvis du er heldig kan nu måske endda se din nabos hus… Man skal virkelig kunne være selvstændig og kunne klare sig selv, for at overleve der. Respekt for at de kan! Det endnu mere tankevækkende er jo så, at de jo gør det, fordi det er deres eneste måde at overleve på. Tænk at de kan bo over 10 mennesker i et hus, der er på størrelse med mit værelse hjemme i Danmark! Der er så mange ting vi let tager forgivet. Vi må virkelig huske at sætte pris på, hvor godt vi på mange måder har det! 

Lortearbejde ...


Den længe ventede regntid er så småt på vej her i Uganda, og det betyder masser af markarbejde for befolkningen, da ca. 80 % af uganderne lever af landbrug. Og da vi jo bor på en farm, kan vi jo ikke undgå at få lyst til at hjælpe med.

Tirsdag efter skole trak vi derfor i arbejdstøjet, og begav os ud i marken sammen med farmens arbejder Francis, uden rigtigt at vide hvad vi skulle. Bag bananplantagen blev vi mødt af John, en anden arbejder fra farmen, og en flok drenge. Inden længe blev vi klar over, at dagens tjans var indbefattet af lort; Vi skulle gøde jorden med hønselort! Vi fik hver en balje, og 2 håndfulde møg skulle nu spredes på jorden i rækker, med 2 fødders mellemrum. Lad mig blot sige; det var rart at få vasket hænder og få et bad, da vi var færdige. Men selv om det var en smule ulækkert, var det alligevel rigtig sjovt at være med til at arbejde på ægte afrikansk manér, og da hønselorten slap op, og halvdelen af marken var gødet, kunne vi igen spadsere hjem med god samvittighed.

Hønselorten fordeles på marken.. (;
Da undervisningen på skolen torsdag var veloverstået, begav vi os igen afsted mod marken, der nu var klar til at blive tilsået med majs. Her blev vi mødt af John og en sæk med majskolber. Han var meget ærlig og fortalte at han var ret træt, og virkede glad for at vi kom og gav en hånd med. Tænk at gå en hel dag, frem og tilbage på en mark, og lægge majskorn i jorden! Vi fik hver tildelt et par rækker vi kunne starte i, og dagens arbejde bestod nu i at pille majsene af kolberne og placere 3 majs i rækkerne med 2 fødders mellemrum. Bagved os gik et par drenge med hakker og blandede jord, hønselorts gødning og majs. Så nu er der blot tilbage at vente på mere regn, så vi kan se det hele spire. Fere drenge arbejde på farmen i deres ferier, for at tjene penge til at betale for deres skolegang.


Flere afrikanere har spurgt mig om, om vi også bruger hakker i Danmark når vi arbejde i marken. Men jeg må forklare dem, at vi har traktorer der gør langt det meste arbejde for os. Det må være utrolig svært for dem at sætte sig ind i, når næsten alt de kender til, er arbejde med håndkraft. Men jeg må sige, at det var utrolig spændende at være med til at arbejde i marken, på deres vilkår. At stå med hønselort på hænderne, og mærke på egen krop, at tingene ikke bare sker af sig selv, men at de her virkelig arbejder for føden! Først at gøde marken med lort, pille et majskorn af kolben og lægge det i jorden, se dem gro, og så om 3 måneder måske være heldig at kunne hjælpe til med at høste dem. Tænk at et så lille majskorn kan blive til en stor majsplante og bære nye majskolber. Det er da egentlig ret tankevækkende og fascinerede! 

Kamp(ala)

At finde vej, at prutte om prisen med taxachauffører eller blot at krydse en vej, kan alt sammen være en kamp i Ugandas hovedstand; Kampala.

Gadesælgere ved bussen på vej til Kampala
At finde vej, at prutte om prisen med taxachauffører eller blot at krydse en vej, kan alt sammen være en kamp i Ugandas hovedstand; Kampala.

Tirsdag d. 3 september fik vi et lift af Pontiano til Kampala. Efter ca. 3 timer bød storbyen os velkommen. Første stop var en musikbutik, hvor Jacob fik købt en guitar. Tænk at en sådan en her kan købes til godt 500 kr.! Godt nok ikke den bedste kvalitet, men alligevel en fin nok guitar.

Herefter stod den på SHOPPING!! Ja med 4 piger og 1 dreng er det jo ikke til at komme uden om(; Dog gik Jacob mindst lige så meget op i det som os andre(; Pontiano fulgte os lidt på vej til Craft markederne (markeder med håndlavede afrikanske ting), og vi fik herefter at vide at vi blot skulle gå lige ud et lille stykke. Herefter sagde vi farvel, og vi begyndte at gå. Uden at vide, at vi herefter vil komme til at vandre rundt i godt 2 timer! Ja vi farede nok lidt vild, men fik da både set villaveje, en kæmpe golfbane og hjulpet en vagt med at jage en kanin hjem. Pludselig kunne jeg genkende bygningen, og vi stod udenfor Garden City, et næsten vestligt indkøbscenter. Efter planen havde vi tænkt os at besøge dette den følgende dag. Men som altid i Afrika, ændres planerne, og vi tog derfor i Garden City denne dag i stedet for. Her blev shoppet en smule, og ellers nød vi en lækker is og kage, hvilket er en sjældenhed hernede.

Mango, chokolade, pistacie, og vandmelonis - Mums!
Resten af aftenen nød vi på Backpackers Hostel, inden næste dag stod på et lunkent bad (tænk hvor meget et sådan et kan nydes ift. det kolde regnvejrsbad man er blevet vandt til..), og herefter SHOPPING(; Denne gang tog vi en taxa til Craft markederne, og var derfor sikrer på at kunne finde det(; Her havde vi nu 4 timers shopping foran os med prutten om priserne og afrikanere der alle ville have os ind i lige præcis deres lille shop, selv om den var næsten identisk med de andre 50 ved siden af. Alligevel var det utrolig hyggeligt at gå rundt mellem boderne og hører dem fortælle historier om de forskellig ting man blev overtalt til at købe.

Herefter fandt vi vejen til det der skal forestille at være busstationen. Endnu et tegn på hvor kaotisk og ustruktureret Kampala er, og hvor stor en kamp det kan være at finde den rette vej og den rette bus! Men det gik, og efter ca. en halv times ventetid i den lille matatu (minibus), startede vi på den godt 3 timer lange tur tilbage til Kamuzinda. Turen er billig, godt 40 kr. (sindssygt billigt i forhold til offentlig transport i Danmark!), men langt fra komfortable! Når man havde sat sig, så sad man sådan de næste mange timer, og det gav stor lykke da man kunne stå ud af den lille bus og strække sine ben, og i det hel taget bare bevæge sig!
Hvilken taxa mon vi skal vælge..?
Vi blev mødt af Joseph i Bukunda, og fik læsset alle vores ting på boda bodaerne. Tror måske de syntes vi havde lige rigeligt meget bagage. Men det gik nu ganske fint, og vi kom godt tilbage på farmen. Ude godt, men hjemme bedst. Det var vidst en følelse vi alle kunne være enige om! Det var fedt at mærke storbyens puls. Men selv om farmen i Kamuzinda ligger laaangt ude på landet, så er det alligevel meget bedre! Men skulle man være i den situation, at man synes man trænger til storby, kaos, tusindvis af mennesker, kaotisk og uorganiseret trafik, og ja i det hele taget bare at befinde sig et sted, hvor der ikke rigtig virker til at være styr på ret meget, så vil jeg da forelå at besøge Kampala (;

fredag den 6. september 2013

Victoriasøen


Støv, støv og atter støv – man skulle næsten tro vi var på vej til at blive afrikanere. Men nej, vi havde blot tilbragt knap en time på boda boda, med Victoriasøen som mål. Sorte/mørke/røde i ansigterne og på tøjet, af støvet fra de knastørre grusveje, ankom vi til den største sø på den sydlige halvkugle (68.000 km2) – Victoriasøen! Et smukt syn mødte os, da vi lidt i 8 om morgenen, så fiskerbådene glide mod land, mens solen kun lige var stået op.

Hundredvis af både lå side om side i det fugtige sand, og mænd og kvinder, børn, unge og gamle færdedes mellem hinanden. Mændene stimlede sammen i grupper om hinandens både, betragtede nattens fangst, viklede garn ud, og hjalp hinanden med at trække bådene på land. Alt imens kvinderne og børnene kom for at vaske tøj og vente vand, eller tage en morgendukkert. Og ja, det hele foregår i den samme sø!

Hver eneste nat drager mændene afsted i deres små træbåde, med håbet om en god fangst. Det kan både være hundredvis af små sølvfisk, eller lidt færre af de større af slagsen. Når fiskeren er kommet på land om morgenen, sælges fiskene ofte videre. Enten til de mange boda boda mænd der kører ind med dem til de nærliggende byer for at sælge dem videre. Eller til de firmaer der holder klar med deres kølebiler, for at transportere dem over en længere distance.

Det er utroligt at tænke på, hvordan familierne i fiskelandsbyerne tilbringer hele deres dag, eller nærmest liv, ved denne sø. Mændene er ude om natten, sover formentligt en del om dagen, imens kvinderne ordner hverdagens pligter, inden en ny dag starter igen. Mange afrikanere har ikke mulighed for at komme så langt omkring som vi danskere er vandt til. Gad vide om der egentlig er nogle der aldrig rigtig har set andet end deres egen lille by? Men på den anden side, kunne man også bare mærke hvor fantastisk et fællesskab de havde! De stod virkelig sammen og hjalp hinanden. Fascinerende!

Efter et par timer i fiskens tegn, var det tid til at sætte kursen hjemad igen. Det skulle dog vise sig at blive en lidt større udfordring end vi lige havde regnet med. På vej tilbage til vores boda bodaer, vender Joseph pludselig om, med beskeden: ”I lost my keys!”.. Hmm.. så stod vi der, ved den kæmpe sø og den lille fiskerlandsby og Kamuzinda føltes lige pludselig meget langt væk! Vi ventede og ventede, og Joseph kom desværre tilbage uden at have haft heldet med sig. Han sendte vores anden boda boda ven Fred, afsted efter en mekaniker der kunne starte hans boda boda. Imens han var på farten, ser Joseph til sin boda boda, og begynder pludselig at grine, ryster lidt på hovedet og fortæller, at hans fordæk også er fladt. Kan den stakkels lille mand være mere uheldig? Men som det søde menneske han er, griner han af det, og synes det er ret så komisk. To mænd ankommer, en ordner låsen mens en anden lapper dækket, og inden længe er vi klar til afgang. Det er sjovt hvordan disse mekanikere mm. bare hurtigt lige kan komme og fixe problemet, og så er de afsted igen på deres egen boda boda. Ingen ventetid, ingen varevogn med alverdens værktøj, kun lige de få nødvendige ting de skal bruge, og så er det hele til utrolig billige penge!


Heldigvis blev det hele løst, og vi var på vej hjem igen. Dog ville vi lige et smut forbi lørdagsmarkedet nær Bukunda. Det skulle dog også vise sig at blive et noget længere besøg end beregnet. Mange byer hernede har en markedsdag, enten hver uge, hver anden uge, eller en gang om måneden. Her kommer folk fra nær og fjern, og forsøger at sælge alt fra kjoler, nederdele, bukser, skjorter, undertøj og sko, til plasticbøtter, service og cremer, samt en masse lækre og friske grøntsager. Det er en oplevelse i sig selv blot at gå rundt og iagttage det hele. Selv om dette dog kan være svært, da mange råber ”Mzungu, mzungu” så snart de ser dig, og forsøger at sælge deres produkt til en ”fantastisk pris”.. Vi fik shoppet lidt, inden det pludselig gav et brag, og regnen med ét stod ned i stænger. Joseph var selvfølgelig med os rundt at handle, og ledte os hurtigt mod et halvtag hvorunder vi kunne stå i læ. Det varede dog ikke mange sekunder inden en mand bød os indenfor i sin stue, og vi fik plads i sofaen og lænestolene. Et lille rum med kolde mørke væge beklædt med et par plakater, samt 6 siddepladser, et lille bord og et meget gammelt tv. Det er utrolig så gæstfrie afrikanerne er. Byder fremmede ind i huset i ly for regnen, alt imens han selv hurtigt var videre til det han var i gang med. Ja vi fik slet ikke set ham igen eller mulighed for at sige tak.

Regnen stilnede lidt af, og vi tog igen plads på vores boda bodaer. Vi havde dog ikke kørt mange meter, inden regnen piskede mod ansigtet og kroppen, og vi måtte gøre holdt i Bukunda. Grusvejene er simpelthen hurtigt for mudrede og farlige at køre på boda boda på, når det regner hernede. Det betød, at vi tilbragte ca. en time, stående under et halvtag på Josephs sædvanlige venteplads i Bukunda. En lidt lang, våd og kold oplevelse. Men alligevel også sjovt. Tænk hvordan alting bare går i stå, blot fordi det regner! Heldigvis varer regnen ofte ikke så længe, og vi kom sikkert og godt hjem igen. Dog ret ømme bagi, af at sidde på boda boda så længe (;


En sjov dag, der bød på flere overraskelser undervejs. Og en dag der blot bekræfter, at Afrika er Afrika. Måske er det derfor de ikke planlægger så meget hernede. For der skal alligevel ikke så meget til, før der sker ændringer. Og hvad vi ikke lige når i dag, det når vi vel i morgen. Man kan dog ind i mellem godt savne lidt struktur hernede. Men det er alligevel en dejlig afslappet tilgang de har til tingene. Det er formentligt sundt nok lige at blive skubbet lidt ud af sine vaner, og se, at verden jo ikke falder fra hinanden, blot fordi vi udskyder nogle af dagens gøremål til i morgen. Vi kan planlægge og planlægge, men hvad hjælper det, hvis vi ikke når at nyde nuet, og tage de spring livet byder på. Vi nåede i hvert fald kun halvdelen af, hvad vi havde planlagt denne lørdag. Alligevel har jeg kun at sige, at det var endnu en dejlig dag i Afrika! (:


Mzunguer og afrikanere på tur(:
Her er det vores 3 faste boda boda chauffører ,
fra venstre Fred, Jefrey og Joeph.