Kaotisk, uorganiseret og massevis af mennesker

Jeg tror det er de 3 ”ord” der bedst beskriver mit første indtryk af Ugandas hovedstad Kampala. Pontiano og Martin er pt. til møde derinde, så da vi fik chancen for at køre med derind søndag aften, kunne vi jo ikke sige nej. Da vi først skulle i kirke, kørte vi først fra Kamuzinda kl. 4 søndag eftermiddag. Efter 3 timer i bil nåede vi Backpackers i Kampala, hvor Nicoline og jeg blev sat af for at overnatte til mandag. Vi havde helt følelsen af at have forladt Uganda, da vi stort set var omgivet af mzunguer. Men virkelig rart med noget mindre opmærksomhed. Backpackers - lækkert og fredeligt sted i en kaotisk og højrøstet by.

Lækker morgenmad (:

Efter en lækker toast med omelet at starte dagen på og Lonely Planet (rejsehåndbog) i hånden, var vi klar til at udforske hovedstaden. Selv en mandag formiddag var trafikken ren kaos; biler og boda bodaer slingrede ud og ind mellem hinanden. Ingen tager hensyn, og det er som om det bare gælder om at komme hurtigst muligt frem. I alle andre situationer her i Uganda, er det som om tid ikke rigtig betyder noget; når man det ikke i dag, så er der en ny dag i morgen. Men dette gælder bestemt ikke når vi snakker om trafikken.

Det meste af tiden bevægede vi os jo omkring i byen på gåben, og det var bestemt heller ikke nemt. Der var mennesker overalt.

Nu har jeg selv været så heldig at have oplevelsen af at være i New York, og i forhold til trafik og menneskemængde kan det nemt sammenlignes. Dog har de i New York i det mindste orden og logistik – det findes ikke i Kampala. Men ja, vi er glade for vi stadig lever, for blot det at krydse en vej var en oplevelse/udfordring i sig selv, og kunne tage en del tid. De fleste steder går de nemlig hverken ind for lyskryds eller fodgængerfelter..

En stille og næsten fredelig gade..

Pludselig var der en grøn plet midt i det kaotiske ræs, der nok skulle forestille en lille park

Men ja vi kom frem til vores første punkt på dagsordenen; Exposure Craft. Det er et stort marked med en masse små boder, der sælger forskellige håndlavede afrikanske ting såsom tasker, instrumenter, skåle, smykker, tøj osv. Materialerne var hovedsageligt træ, blade, kohorn og perler. Det var hyggeligt, spændende og tankevækkende at gå rundt til disse mennesker. Da de jo alle sammen stort set sælger det samme, så er det utroligt at de kan få noget ud af at sidde der dag efter dag året rundt. Men de har desværre formentlig ikke så mange andre muligheder..

Afrikansk shop med glade sælgere (:

Manden her lavede selv disse utrolig smukke billeder

De var derfor også meget glade for at byde os velkomne når vi kom; ”hello dear –  come and take a look inside” blev vi mødt med overalt. De hev ting ned af hylderne i desperate forsøg på at sælge os noget, og pga. de små udgange, kunne det være et helt projekt at få sagt pænt nej tak og komme ud igen. Men selv om de til tider var meget påtrængende, så havde de en utrolig glæde der skinnede ud fra dem der gjorde, at det virkelig var en hyggelig oplevelse at gå rundt og besøge dem. Ja og så var der jo så mange fine ting, som vi ikke kunne stå for(:

Skøn frokost med kød (:

Efter et godt måltid mad, med kød! på en god restaurant, begav vi os videre rundt i Kampala. Efter flere stop for at kigge på kort, forsøg på at lokalisere os selv og forespørgsel hos en parkeringsvagt, fandt vi vejen til et lille supermarked. På vejen derhen mødte os også endnu en side af Uganda, som vi ikke havde set så meget til endnu. Folk der sad sammenkrumpede i hjørner, lå ved trappenedgange eller midt på gulve og sov, folk der sad og tiggede eller bare sad og stirrede ud i luften. Et forfærdeligt syn, der blot er et lille udsnit af virkeligheden.

Vi fandt heldigvis supermarkedet hvor vi bl.a. fik købt en form for flourmelis. Dette kan nemlig være svært at få andre steder, da de ikke rigtig bruger glasur på deres kager. Så nu er vi klar, når der en gang kommer en anledning hvortil vi kan afprøve vores bagekunster.

Kæmpe shoppingcenter

Vi var godt overrumplede i vores hoveder af alle de nye indtryk osv. og det var herefter tid til at forsøge at finde en taxabus hjemad. Men ligesom stort set alt andet i Kampala, så kan ordet ”organiseret” heller ikke passe ind her. Efter at have vandret lidt frem og tilbage, fandt vi endelig en bus der kørte til Kampala, og som der tilmed var andre passagerer der ville med. Her er der nemlig ingen køreplaner. Busserne kører når de er fulde. Vi blev stoppet bagerst i bussen, og efter ca. 15 min. i en varm bus, og med sælgere der stort set konstant forsøgte at sælge noget gennem vinduet, kørte vi endelig afsted i en forhåbning om at vi var på rette vej.

Udsnit af taxaparken. Hvilken én skal vi mon vælge..

Vejene hernede er også af en helt anden standard. Mange steder har vi grusveje, mens de større veje er asfalterede. Dog er disse præget af utrolig mange huller og bump, hvilket man ikke kan undgå at mærke, da tiden jo som sagt åbenbart spiller en rolle ift. transport, og det gælder om at komme så hurtigt frem som muligt. Dog fandt vi ud af, at der faktisk er noget der hedder fartgrænser (80 km/t de fleste steder), da vi pludselig blev stoppet af politiet. Chaufføren måtte af med en bøde, og så fortsatte vi jo selvfølgelig hurtigt videre i samme hastighed som før.. Så vidt jeg kunne lade mig fortælle, skulle han kun af med 10.000 UGX, hvilket svarer til ca. 24 kr. Selvfølgelig er pengene meget mere værd hernede, men det kunne også være de måske lyttede lidt mere til færdselsreglerne, hvis de fik bare en lidt større bøde..

Taxaen..

Efter 2½ time i en varm bus, uden mulighed for at strække benene ud (eller blot sidde lige), et barn foran der kastede op (hvorefter moderen blot smed brækposen ud af vinduet), og mænd der råbte ind i deres mobiltelefoner, var vi endelig fremme i Masaka. Sikke en lettelse. Vi fandt hurtigt en taxa. Eller rettere, der var hurtigt en taxamand der fandt os. Dog skulle vi jo som altid vente til den blev fyldt op, hvilket denne gang tog utrolig lang tid. Da han mente der skulle sidde 3 store afrikanske kvinder på bagsæddet sammen med Nicoline og jeg, endte jeg med at sidde nærmest på hug helt sammenkrumpet midt i bilen, og ja så var der jo selvfølgelig som altid 4 voksne mennesker foran også. Her forstår man begrebet ”som sild i en tønde”. (:

Hjem kære hjem var de ord der bedst beskrev vores følelse af at være tilbage på Kamuzinda farm igen. Selvfølgelig havde det været en spændende, sjov og super hyggelig tur, men jeg tror det varer lidt inden vi selv begiver os derind igen.. Jeg har i hvert fald lært, at når det handler om Uganda, så er jeg meget mere farmergirl end citylover! (: