En verden til forskel

Flere af lærerne fra Cornerstone school, hvor vi underviser, er med i en organisation der tager rundt til nogle af de fattigste familier i området. De besøger dem, snakker med dem om eventuelle problemer, og ser om der er noget de kan hjælpe med. Lørdag var vi så heldige at få lov til at tage med to af lærerne rundt til  nogle af familierne. Besøgene var dog ikke så ”formelle”, og dagen var nok i bund og grund arrangeret for at vi kunne få lov til at opleve en anden side af Uganda. Det er også noget af det der er så spændende ved Afrika – det er fuld af overraskelser. Afrika er ikke bare Afrika, og Uganda er ikke bare Uganda. Befolkningstallet er trods alt omkring de 36 mio. mennesker! Når jeg går rundt i Masaka, bliver jeg ofte overrasket over hvor ”moderne” landet på mange måder i virkeligheden er. Går jeg hen til det næste gadehjørne, bliver jeg dog straks mindet om, at jeg er i Afrika, og at levemåden og levestandarden har en verden til forskel fra hvad jeg kender. Men i går var vi så så heldige, at få lov til at se og mærke, en helt anden, spændende og tankevækkende side af Afrika.

De store grusveje blev hurtigt til små stier.
Det var godt vi havde nogle guides med, for ellers var vi vidst hurtigt farret vild!

Vi startede vores vandretur allerede kl. 8.00 lørdag morgen (hvilket senere viste sig at være rigtig rart, da det blev utrolig varmt den dag!). Først gik turen af støvede tørre grusveje, mens vi forlod Cornerstone ”by”. Selve turen i sig selv, ud til buschen, var fantastisk. Naturen er bare så smuk. Ret utroligt når der er så tørt hernede for tiden. 

Vandreklar. Til højre og ude i det fjerne ses marker med ananas.

De fleste af de familier vi besøgte, boede i disse runde afrikanske lerhytter, som man forbinder med Afrika. Det var virkelig en oplevelse at se! Selv om disse familier havde meget få midler, så var de utrolig gæstfrie, og vi blev pænt budt indenfor. Men når vi først fik lov til at sidde på sivmåtterne på jordgulvet, og fik en lille snak med kvinden eller manden i huset, så bliver man virkelig ramt af hvilke forhold de lever under. Det er jo ikke bare et lille sødt lerhus midt ude i ingenting. Der er jo faktisk nogle mennesker der har det som deres hjem. En af familierne vi besøgte havde 8 børn. Og dette er faktisk en forholdsvis beskeden flok i sådanne kræse. De kan godt have 10, 12 eller nogle havde helt op til 16 børn! Og husk så, at de stadig blot bor i sådan et lille lerhus.

Ronald, Nicoline og Herbert udenfor et af lerhusene

Taget var lavet af grene, og imellem var der plastic.
Her ses hvordan de gemmer bl.a. tandbørster oppe under taget. 

Alle de steder vi var, havde de en form for flasker/bøtter stående (kan desværre ikke huske hvad de kaldes). Disse bliver bl.a. brugt til at opbevare mælk i. De er lavet af udhulet træ, hvilket gør dem endnu mere fascinerede. 

Alle krukkerne havde låg, for at der selvfølgelig ikke skulle komme snavs og dyr i mælken. Lågene havde forskellige mønstre. Vi var så heldige at se en kvinde sidde og lave dem. De er lavet ud af en form for siv, og bliver syet sammen med en lille nål. Selv om vi synes det var spændende at se, så var det trist samtidig at tænke på, at denne kvinde ikke rigtig havde så meget andet at lave, end at sidde og lave disse fine låg, når hun ikke skulle lave mad til sin familie, eller passe det lille stykke land hun måske har udenfor. 

Alle kvinderne havde krukkerne stående  på en lille stenforhøjning.
På disse måtter sidder de også og spiser deres mad.  

En af kvinderne var ved at røge dem.
Herved kan mælken holde sig i op til to dage, selv om den ikke er på køl.

De fleste af familierne i sådanne områder lever af at have køer, og er meget selvforsynende. Dette betyder bl.a. at de ikke ser deres hjem som et fast sted, men når der ikke er mere græs, eller der kommer andet i vejen for at passe køerne, så flytter familien til nye egne. De fortalte, at der dog godt kan gå op til 100 år før de flytter, hvilket viser, hvordan de ikke bare ser på deres egen generation, men på slægten som helhed.

Køerne får vand. Normalt får de kun én gang om dagen.
Men på meget varme dage, som f.eks. i lørdags, får de to gange. 

En mand hælder vand op til køerne fra en lille sø. Han var meget stolt af hans trug.
Først kom han nogle sten i der indeholdte forskellige mineraler, og så bagefter vandet i.

De små kalve og hønsene har små hytter som disse, som de sover i om natten. 

Selv om jeg synes vi var utroligt langt ude midt i ingenting, så var der alligevel nogle af familierne der havde små boder hvor de solgte forskellige madvarer. Det var dog ikke alt vi synes var lige indbydende.

Her forsøgte de at sælge noget grisekød til os. Vi takkede dog pænt nej.. (:

Selv om vi var ved at være trætte efter at have vandret rundt længe,
så kunne vi dog godt modstå at smage disse fisk ( med øjne!). 

Hos en af familierne blev vi tilbudt Jackfruit.
Det er sådan nogle kæmpe frugter, der smager lidt som mango. Virkelig lækkert! (:

Der var utrolig mange børn, selv om vi var ude i ingenting. Derfor var det heldigt vi havde taget nogle karameller med, som vi delte ud, hvilket de var meget glade for(: Til de voksne havde vi et stykke sæbe med, hvilket de blev meget glade for, da det er noget de kan bruge, og derved sparer penge. Desuden havde vi blyanter med. De var meget taknemmelige, og en kvinde forklarede os, at hun nu ikke behøvede at købe blyanter til sine børn de næste par måneder. I mange skoler skriver læreren noget på tavlen, og så skal børnene skrive af. Derfor kan de hurtigt få brugt en blyant.

Her ses vi sammen med nogle af børnene fra en af familierne.
De havde et firkantet stenhus, og var derfor godt stillet ift. mange af de andre familier. 

Nogle af de søde børn hos en af familierne.
Bag ved denne halvt ødelagte mur, sov de fleste  familiens børn, og deres tøj lå ovenover muren til venstre.
Det var meget tankevækkende at møde dem og se hvor smilende de var, når de ingenting har. 

Vi fik tilmed også gaver med hjem fra en af familierne. Ronald og Herbert fik et sukkerør til deling, og Nicoline og jeg fik en. Jeg synes det er så smukt og tankevækkende at tænke på, når disse familier bare ingenting har! Man kan virkelig lære noget af dem, både som individ og som samfund i Danmark.

Her ses Ronald, en lille pige og Herbert sammen med de sukkerrør vi fik.
Da vi kom tilbage fik vi skåret dem over, så vi kunne have dem med hjem på vores boda boda. 

Her får man måske fornemmelsen af hvor øde familierne bor.

 Kl. 15:00 var vi igen tilbage på de lidt større støvede grusveje i "byen" Cornerstone. Oplevelsen har virkelig sat mærker i os. Fysisk fordi vi simpelthen lignede to tomater i hovedet der vandrede rundt, da solen hen på eftermiddaggen pludselig blev virkelig skarp. Men vi har virkelig også fået noget at tænke over. Hvoran kan folk leve her ude midt i ingenting. Uden strøm, toilet, køkken og vaskeforhold og med lange vandreture for bare at få noget vand at drikke? Og hvordan kan disse samme mennesker så alligevel være så gæstfrie, gavmilde og smilende? Det er en verden til forskel fra hvad vi kender. Og selv om vi selvfølgelig ikke skal begynde at leve mere som dem, så tror jeg alligevel vi har utrolig meget at lære af dem!