Et ægte afrikansk bryllup! (:

I lørdags var vi så fantastisk heldige at være blevet inviteret til et ægte afrikansk bryllup! Brudgommens forældre er naboer til Cornerstone school hvor vi underviser, så alle lærere var inviteret med, hvilket også inkluderede os(:

Min indbydelse til bryllup (:

De nærmeste var inviteret til selve vielsen i kirken, mens alle vi andre var inviteret til kl. 17. Dog mente læreren som vi fulgtes med, at vi først skulle komme kl. 18, da det jo er afrika.. (:

Vi har virkelig været spændte på det hele, og ja vi er jo piger; ”så hvad skal vi tage på?!” er et af de mange spørgsmål vi stillede i tiden op til. Hele fredag eftermiddag gik med at rende rundt i Masaka for at finde en kjole; ikke for ”almindelig”, ikke for fin osv. Men det var noget sværere end vi lige havde forestillet os. Måske også fordi vi ikke rigtigt vidste hvad vi gik efter, og den ene sælger efter den anden forsøgte at lokke os ind i lige præcis deres butik. Ja og så vil man jo gerne lige prøven kjolen inden man køber den, hvilket også er en oplevelse i sig selv.. Måske kan man være så heldig, at der er et tæppe/stof hængt op i det ene lillebitte hjørne af butikken, eller også står der lige to ekspedienter og holder et tæppe op, så du kan prøve løs bagved. Men de fleste små butikker har slet ikke noget prøverum, og ser lidt underligt på en, hvis man spørger om det er okay man lige går lidt længere ind bagved i butikken, i stedet for at stå helt ud til gaden og prøve tøjet. Til sidst gad vi ikke rigtig mere, men vi skulle jo have et eller andet at tage på, så det blev lidt sådan; ”okay så tager jeg bare denne, så må vi se om det er godt eller skidt i morgen” (:

Klar til bryllup (:

Vi kom afsted på boda boda med Josef, og ankom til festen. På afstand kunne det faktisk ligne et stort dansk havebryllup med hjemmelavede stoftelte og høj musik. Men som vi kom nærmere blev forskellen mere og mere markant. Vi havde gjort os de tanker, om der mon var bordkort eller hvordan det fungerede. Men dette blev helt slået til jorden, da vi blev ledt om bagved ”festsalen”  til et lille område, hvor der stod ca. 20 bænke på række, som om de var de stillet op til undervisning. Forrest stod 2 store baljer, en med ris og en med sovs. Ved siden af lå palmeblade hvori der var gemt matoke og til sidst en skål med kød. Som på fabriksmanér blev maden øst op, man fik anvist en plads og serveret (vi skulle jo selvfølgelig sidde forrest da vi jo er mzunguer..) Ja og så var det bare frem med fingrene og i gang med at spise.. Man havde ikke helt fornemmelsen af, at det var et bryllup man var til på dette tidspunkt. 

Bryllupsmaden øses op..

Der spises(:

Når man var færdig blev man pænt guidet ud igen, og de næste kunne komme ind og få et måltid. Jeg tænker på danske bryllupper, hvor man sidder time efter time og får den ene ret efter den anden. Her var det bare noget der ”skulle overstås”. Vi kom ind i festsalen, og blev ledt til vores pladser. Denne gang var vi dog noget overrasket over, at vi ligefrem også skulle sidde forrest. Helt oppe ved brudeparrets bord. Vi sad endda tættere på dem end parrets forældre! Vi prøvede at forklare en af lærerne, om det virkelig kunne passe vi skulle sidde her. Vi spurgte endda flere gange, da vi synes det faktisk var helt pinligt. Men han understregede at sådan er det her i Afrika. Hmm.. Ja og så måtte vi sætte os pænt til rette. Her sad folk så bare og ventede og ventede og ventede og ventede, på at parret skulle komme. 

Brudeparrets bord, med gavebånd, plasticblomster og blinkende lys  (:

Vi fik hilst på forskellige mennesker, gjort ørene døve at utrolig høj musik, så fik næsten ikke kunne snakke med sidemanden, og set på folk der rendte rundt, for at få plads til de flere og flere gæster der kom. Det sjove og meget anderledes er også, at her inviterer de næsten bare alle og enhver. Det er ikke så meget en privat fest, men mere en landsbyfest eller folkefest. Dette betød også, at mange folk kom til, og stod i deres hverdagstøj og så på, mens børn i alle aldre rendte rundt omkring. Vi var nok 200 mennesker samlet i ”teltet”, men en kæmpe flok stod udenfor og så til på det hele, og var lige så meget med til at skabe stemningen. Udenfor var der desuden små boder der bl.a. solgte drikkevarer og chapati. På nogle tidspunkter virkede det vildt højtideligt, mens det på andre tidspunkter kunne minde helt om en havefest på en markedsplads. sidstnævnte kunne også underbygges af den fulde mand i laset tøj der dansede rundt og lagde sig på gulvet inde i festsalen under ventetiden..

Da kl. blev lidt over 8 kom brudeparret endelig, og stemningen blev højere. Først skulle de klippe et bånd over, der var placeret i en lille bue, som de derefter skulle gå igennem, for at indikere at de nu var blevet gift. Herefter dansede de sig langsomt fremad, og bruden knælede sammen med sin 1. brudepige for sin nye mand.

Vi har fået fortalt lidt om ægteskaber hernede, hvilket er meget spændende. Heldigvis går de vidst ikke rigtigt ind for tvangsægteskaber mere. Men selve det at finde en partner er mange gange anderledes end i Danmark. Her siger mændene når de er klar til at blive gift, og fortæller det til en kvinde som de gerne vil giftes med. En kvinde får måske flere tilbud, og må så vælge imellem dem. Det virker derfor heller ikke helt som ægteskab af kærlighed altid hernede. Men hvordan deres situation er, kan vi selvfølgelig ikke vide noget om. 

På nogle punkter mindede det også lidt om et amerikansk bryllup. Med 5 brudepiger og 5 brudesvende i matchende tøj der på rækker klappede og dansede for parret mens de ankom. 1. brudepige og 1. brudesvend, der hjælper parret, tørrer sved af deres pander osv.

Pga. pladsmangel blev der sat ekstra bænke ind, og vi kom til sidst til at sidde på anden række, hvilket faktisk var ret rart! (: Dog betød det selvfølgelig at billederne blev mindre gode, kombineret med mørke og dårlig belysning.

Brudeparret ankommer

Parret dansede herefter videre mod deres bord, og der blev holdt nogle få korte taler for dem.

Desværre blev kl. hurtigt 21, og vi skulle hjem igen med Josef på boda boda. Pontiano vil helst ikke have vi kommer senere hjem, da det godt kan være lidt farligt at være ude i de små landsbyer om aftenen. Vi var dog godt nok noget trætte af, at vi skulle forlade festen allerede på dette tidspunkt. Vi havde ikke engang smagt bryllupskagen endnu – kun siddet og set på den i den lange ventetid.. (: 

Men vi kunne jo ikke tage afsted, uden at have givet dem vores gave. Pludselig sagde toastmasteren at de jo havde specielt besøg af mzunguer, og de vil gerne lige overrække deres gave til brudeparret. Så om vi venligst ville rejse os op og gøre det nu. Så vi måtte rejse os op foran de over 200 mennesker der alle stirrede på os 2 mzunguer,  og pænt overrække vores gave til brudeparret. Det var vildt pinligt! Men de var glade og klappede, og fotografen filmede med sit videokamera helt op i hovederne på os.. (:

I dagene op til havde vi selvfølgelig også spurgt ind til, hvad man giver i bryllupsgave hernede. Alle vi har spurgt har givet eksempler som kopper, tæpper osv. Men noget af det de fleste giver hernede i dag er penge, så det foreslog de også alle sammen, at vi skulle give. Spørgsmålet var så hvor meget. Vi fik igen fortalt, at de nærmeste venner måske giver 10.000 UGX, hvilket svarer til 24 kr.! Dog har de måske givet et lille tilskud til brylluppet tidligere også. Men det er godt nok en helt anden gavestørrelse end vi kender fra Danmark. 

Vi fik kreeret et fint kort til brudeparret, af de få midler vi havde(:

Men ja Josef mente det var tid til at køre, og så måtte vi jo følge med. Det første han sagde da vi kørte var; ”undskyld, men jeg kommer altså til at køre noget stærkt i aften”. Og det skal vi da lige love for han gjorde! Da vi spurgte ham hvorfor de helst ikke ser vi er ude om aftenen, sagde han det som vi snart har hørt utallige gange; hvide = penge. Det er sådan mange afrikanere ser på os. Derfor er der større risiko for at blive overfaldet om natten. Josef sagde, at hvis man blev stoppet og overfaldet, og de ikke synes man gav overfaldsmændende nok genstande af værdi, så kunne det være de slog en ihjel. Vi blev stille, og Josef suste afsted. Det er ikke for at skræmme nogen, og det sker vidst også meget sjældent. Men det viser også hvor meget Josef og Pontiano vil passe på os. Da vi kom hjem til farmen skulle vi gå helt ind af den store låge og låse den, før han ville køre igen. Godt vi har vores gode ven og bodyguard Josef! (:

Men ja vi kom godt hjem igen efter et skønt og meget anderledes bryllup! Det var virkelig en oplevelse, og jeg er utrolig glad for, at jeg fik chancen for at opleve det! (:

Brudeparret ved deres bord. Brudepigerne og brudesvendene ses på hver deres side af parret