Gudstjeneste i Village

Søndag var vi inviteret i kirke hos Headmasteren på Cornerstone School. Han er selv præst for en lille kirke i en lille landsby. Her lærte vi virkelig hvad begrebet afrikatid betyder! Han havde fortalt os, at kirken begyndte kl. 9, og da vi jo er blevet lidt kendt med begrebet hernede ankom vi ca. 9:15. Det eneste der mødte os, var et lille tomt fattigt hus, og nogle få børn der sad udenfor. Vi havde aldrig været der før, og som tiden gik, blev vi mere og mere skeptiske for, om vi overhovedet var på det rigtige sted. Vores søde boda boda chauffør var heldigvis så sød at insistere på, at han ikke ville køre før han vidste vi var i gode hænder hos præsten. Vi har vores egen ”privatchauffør” Josef, som vi altid kører med når vi skal noget. En god ven, som vi ved, at vi kan stole på.

Ventetid foran kirken

Vi ventede og ventede, og der kom flere og flere børn til. På et tidpunkt kom der endda også en voksen og vi fik fornemmelsen af at det måske var rigtig nok, at det var en kirke vi var ved. Da kl. blev 10:15 kom nogle unge med en bibel i hånden. Vi spurgte hvornår gudstjeneste begyndte, og de svarede kl. 9. Vi viste dem uret så grinede de bare lidt. Africa time!

Da kl. var 10:45 var præsten ankommet, undskyldte mange gange, og gudstjenesten begyndte. Det første der slog mig var, at der var så mange børn ift. voksne. Jeg forsøgte diskret at tælle, og kom frem til ca. 50 børn og kun 15 voksne! Præsten fortalte senere, at det var fordi mange forældre i landsbyen enten havde en anden religion, eller ikke kom i kirke, men at de blot lod deres børn tage i kirke. Skønt at de lader børnene komme selv om de ikke selv gør! I kirken var der et par enkelte bænke som de fleste voksne kunne være på, men ellers sad de på gulvet. Der var ingenting på væggene, og prædikestolen var nogle pinde hamret sammen til et lille stativ. Da den skulle anvendes var den dog så ustabil, at præsten gjorde brug af en skammel, hvorpå han lagde sin bibel.  Altså en helt anderledes kirke end noget jeg kender til. Ja og så var der da tilmed pludselig lige en høne der fløj ind af vinduet under gudstjenesten, for at være med (:

Inde fra kirken.  Præsten fortalte, at kvindens tøj viser, at hun har køer derhjemme

Vi startede med sang og dans (dog uden musik), hvorefter der var vidnesbyrd. En kvinde fortalte bl.a. hvordan hun havde fået konstateret kræft. Hun havde bedt rigtig meget, og da hun kom tilbage til sygehuset for at blive undersøgt, var kræften forsvundet! Gud er stor!

Mange af de voksne havde noget at fortælle, men de startede alle med at sige hvor glade og taknemmelige de var for at vi var kommet for at være sammen med dem. De smilede, kom og gav os hånden, og en ældre dame der knap kunne gå rejste sig og gik op til os og gav os et kram. Det var en stor oplevelse. Herefter mere sang og dans, og vi skulle præsentere os selv enkeltvis. Vi fortalte kort om os selv, hvad vi lavede her, hilste fra kirken i Danmark og fortalte hvor glade vi var for at besøge dem, og de klappede og smilede og var simpelthen så glade.

Præsten prædike om himlen, og det foregik jo selvfølgelig på lugandisk, men de forsøgte at oversætte det til engelsk så godt som de kunne..

Bagefter kom de syge og dem der ellers havde noget de gerne ville have bedt for op foran for at præsten enkeltvis skulle bede for dem. Han spurgte pludselig om jeg havde lyst til at bede for dem også. Først tænkte jeg lige wow, hvordan gør jeg lige dette godt nok, da de går meget op i bøn hernede. Men noget i mig sagde straks ja. Enkeltvis kom de hen til os, og præsten og jeg lagde vores hænder på deres hoved og skulder, og bad højt for dem. Da vi blot bad i munden på hinanden, så blev mine bønner en kombination af dansk og engelsk. Jeg ved jo Gud forstår mig, og det er jo det det handler om! Utrolig mange kom op for at blive bedt for. En kvinde kom med hendes helt lille spædbarn som hun bad mig holde mens jeg bad for det. Jeg tror ikke jeg kan beskrive hvor stor en oplevelse dette var. Her mærkede jeg virkelig hvordan troen på Gud som deres far og frelser skinnede igennem, og hvilken vedholdenhed og stærk tro de bærer rundt på. Jeg kunne lære meget af disse mennesker, og blev endnu engang mindet om hvor vigtig bøn er, og hvor meget jeg kan savne det i det ”offentlige rum” i Danmark. I Danmark har jeg ofte fornemmelsen af, at bøn er noget vi hopper lidt let hen over, og tager standardbønnerne nu og her, da det jo helst ikke skal blive for personligt, og da vi jo helst ikke skal gå og skilte med, hvis der er noget i vores liv som ikke lige er som det burde være.. Ift. bøn har jeg fået stor respekt for menneskene i Uganda!

Præsten havde kiks og bolcher med, som vi skulle dele ud til børnene efter gudstjenesten

Præsten sluttede gudstjenesten af med at sige, at de rigtig gerne ville have taget nogle billeder sammen med os. Selv om vi slet ikke havde haft vores kamera oppe af tasken, så har de måske fornemmelsen af, at vi mzunguer altid render rundt med sådan et på os. Heldigvis havde vi et med, og det varede ikke længe inden præsten havde taget det i hånden og begyndte at klipse løs, hvilket jo var skønt for os(:

Her ses nogle af hans værker:

Find mzunguerne.. (:
Nicoline og jeg med en masse skønne børn. 

En af de hovedansvarlige i kirken

Denne lille pige jeg står med, var meget syg. Hun havde virkelig høj feber, og lå og rystede flere gange under gudstjenesten. Nu har vi snart set en del tilfælde af børn med malaria, så vi begynder at kunne genkende symptomerne. Heldigvis havde vi en malariakur i tasken. Flere fortalte at de havde konstateret malaria, og da vi havde piller nok til 3 kure, blev de fordelt mellem dem. Jeg plejer aldrig at have panodiler med i min taske, men lige denne morgen havde jeg taget et par stykker med. Flere ældre klagede over hovedpine, og jeg gav dem en enkelt pille, der da så kunne lindre deres smerter for en stund. Tror det var Gud der lige sørgede for jeg havde dem med lige præcis denne dag. Men ja man følte sig i en kort stund helt som om man var på sygebesøg, og vi måtte forklare dem, at vi jo ikke var læger eller noget, men blot lige havde disse få piller med i tasken. Håber virkelig denne lille pige får det bedre!  

Headmasteren på skolen ved siden af kirken

Ved siden af kirken ligger en lille skole der lige er startet op. Der er 160 børn der bliver undervist af 8 lærere. Skolen er lige startet op i år, og har ikke mange midler. Håber virkelig vi kan komme ud at besøge dem en dag! Der er ikke mange skoler i nærheden, så Headmasteren fortalte, at børnene kommer meget langvejs fra. Nogle børn hernede går op mod 10 km. hver dag på deres små tynde ben, for at komme i skole!

Skolen ved siden af kirken. Her er 160 børn samlet hver dag!

Skøn lille prinsesse

En meget glad og taknemmelig ældre dame

Da fotoforestillingen var færdig var vi klar til at sige farvel til de søde mennesker. De udtrykte endnu engang deres glæde og taknemmelighed for at vi havde været der, og vi endte med at tage derfra med 9 ananasser, som vi fik i gaver fra dem! Vildt! Disse mennesker har intet, og så deler de alligevel ud af den smule de har! Tankevækkende og lærerigt!

Gaver fra kirkegængerne til os! 

Josef på sin boda boda.
Ved siden af Ronald der med et palmeblad binder for sækken med alle vores ananas

Efter kirke var vi inviteret til frokost hos præsten. Da han er Headmaster på Cornerstone School, så bor han i et lille hus ved skolen. Her fik vi lækker ris, avocado og ananas, og en hyggelig snak med præsten og hans kone, der desuden også er lære på Cornerstone School. Vi gav dem desuden de fleste af vores ananasser, da de har mere brug for dem end os, og 2 personer umuligt kan nå at spise 9 store modne ananasser.

Præstens eneste rum i hans hus. Til højre stod en seng, og det var så det der var. 

Præsten Josef (i sit præstetøj), hans kone Mary og deres datter Vicky.
Her er Mary i gang med at forberede vores frokost i deres køkken

Huset består af 3 rum, hvoraf præsten og hans familie bor i det ene. De to andre rum er til henholdsvis drenge og piger, der bor for langt fra skolen til at tage hjem hver dag. I disse 3 senge bor og sover 5 piger.
Rummet er ikke større end det ses på billedet..

Efter en rigtig god og hyggelig, tankevækkende og oplevelsesrig dag, og et ”God Bless you” vendte vi atter næsen mod vores hjem på Kamuzinda Farm. 

Man møder lidt af hvert når man kører rundt (: