Cornerstone School

Det er nu gået op for mig, at jeg faktisk slet ikke rigtigt har fået fortalt noget om, hvad det egentlig er jeg går og laver hernede i hverdagene.. Så det må jeg hellere få gjort noget ved(:

Tirsdag og torsdag underviser Nicoline og jeg på Cornerstone School ved byen Kitiiti. Det er en meget bakket tur på boda boda på ca. 15 min. fra farmen.

Skolen er placeret midt på en mark omgivet af ananas. Skolen har et godt ry, og mange elever går mange skridt hver dag i deres bare fødder, for at komme til undervisning. Utroligt så selvstændige små børn er hernede!

Man kan dog også tydeligt mærke, at hvis det har regnet om natten eller morgenen, så er børnene forsinket. Men det er jo helt forståeligt når man tænker på deres situation. Selv hvis det er overskyet og derfor lidt mørkere i vejret, så kommer mange lidt for sent. Lærerne forklarede os en dag, at det er fordi de pga. det mørke vejr, ikke har registreret at det er blevet morgen endnu.. Regner det om morgenen udskydes undervisningen, til der er kommet nok elever til at begynde.

En regnfuld morgen hvor vi venter på, at flere elever skal komme (:
Til venstre ses skolens klokke der bliver slået på med en pind..

Skolen bestyres af Pastor Vincent og ledes af Headmaster Josef (ham vi var i kirke hos den anden søndag). Af faktuelle oplysninger kan det siges, at der er godt 200 elever der undervises af 9 lærere. Da der som nævnt er 9 klasser i alt, så giver det for de hurtige en lærer til hver klasse. Nogle lærere følger en bestemt klasse hele tiden, mens andre har nogle bestemte fag i forskellige klasser. De små klasser går i skole fra 8:00-13:00, mens de ældre er der helt til kl. 17:00. De ældste klasser har desuden også undervisning om lørdagen. I tiden op til de forskellige tests kan de også finde på at tage aftenerne i brug. Tænk at jeg kunne synes jeg havde en lang skoledag i Danmark..

Miss Pauline underviser en af de ældre klasser.
Her har de endda både bænk og bord.

Hernede begynder nogle i skole allerede når de er 3 år! Dette giver navn til klassen for de mindste: ”Babyclass”. Dog er det ikke alle der starter så tidligt, og nogle er derfor et år eller 2 ældre. 

Babyclass. Her er rigtig mange elever!

Den næste klasse hedder ”Topclass”, og det er her Nicoline forsøger at holde styr på 30 elever sammen med Miss Josefine. De hjælper hinanden med de fleste fag; englisch, numbers, writing, drawing, rhymes osv.

Topclass stuvet sammen i et meget lille lokale..

 Herefter begynder Primary School. Cornerstone har klasserne P1-P7. Jeg har været så heldig at få lov til at undervise de skønne børn i P1 og P2. Igen kan alderen variere en del, da de kun kan rykke op i den næste klasse, hvis de består en test. Men størstedelen i P2 er omkring 9 år. I begge klasser underviser jeg i henholdsvis engelsk og matematik.

Skolen går meget op i, at eleverne skal blive gode til engelsk, og al undervisning på skolen foregår derfor på engelsk. Men de andre lærere slår selvfølgelig ofte over i Lugandisk, hvis der er noget deres elever ikke forstår. Her har Nicoline og jeg så lidt et problem, da vores  Lugandiske ordforråd ikke rækker ret langt (men det bliver da bedre og bedre..). Så det er lidt en udfordring nogle gange når de spørger om noget. De gentager og gentager, og jeg gentager ”English please, english please”. Men trods sprogbarriererne, så ender vi stort set altid med at forstå hinanden til sidst(:

Min søde P2 klasse (:

Hver dag startes med morgensamling udenfor, hvor eleverne står på rækker i klassevis. Der synges med fagter, vejret gennemgås og pinde osv. samles op i ”skolegården” så der ser ordentligt ud. Hver torsdag er der desuden ”Health Inspection”, hvor elerverne enkeltvis bliver tjekket; Har de vasket sig ordenligt, er neglene rene, er håret rent, er fødderne ikke for beskidte osv. Desuden tjekkes de også for Jiggers, som er små orme der kravler ind under huden, hvilket jeg synes er rigtig godt de også tager sig af. Jeg var lidt spændt på hvad lærerne kunne finde på, hvis eleverne ikke var rene nok, men heldigvis får de blot den besked at gøre det ordenligt når de kommer hjem og til næste gang.

En flok af de lidt ældre piger. De 2 elever yderst til højre bærer skoleuniform.
Man kan se på pigen nr. 2 fra venstre, at hun er i en af de ældste klasser, da hun bærer den fulde uniform.
Det er langt fra alle elever der har skoleuniform, da mange forældre ikke har råd til det.

 Klasselokalerne er også noget helt andet end hvad man overhovedet kan forestille sig sammenlignet med en dansk skole. P1 og P2 holder til i ”den gamle bygning”, sammen med babyclass og P3. Bygningen består af nogle træstolper der er forbundet med måtter, og taget er lavet af strå. Dog er mange af måtterne i stykker eller faldet ned. Murerne mellem klasselokalerne er ”meget luftige”, og de fleste steder blot halvmure. 

Den gamle bygning, hvori jeg underviser.
Fra venstre er klasselokalerne: P3, babyclass, P1 og P2. 

De ikke fuldendte mure mellem lokalerne betyder, at man kan se gennem alle lokalerne, og følge med i undervisningen rundt omkring. Dette går dog desværre også ud over undervisningen, da en klasse der larmer ikke kun forstyrer sig selv. Og sker der noget interessant ved siden af, går der ikke længe inden alles blik, forståeligt nok, er rettet mod dette. Derfor endnu en udfordring der til tider kan kræve en del tålmodighed og ord som ”quiet P2” og "sit down" kan flittigt blive brugt. På den anden side, er de også utrolig opdragene og artige; nejer når de afleverer deres hæfter, kalder mig ”Miss teacher Heidi”, kan den ene fine sætning efter den anden på rygradden. 

En flok piger fra P1 (:

Hver lektion startes med at jeg nævner ugedagen, datoen, måneden og året, og de gentager. Herefter spørger jeg hvilken skole de går på, og de nævner en lang remse. Derefter nævner de deres klasse og dagens fag og emne. Ja sådan starter alle timerne hernede, og herefter kan selve timen starte. Først skal der laves eksempler på tavlen, og eleverne råber i munden på hinanden: ”Me teacher, me teacher” og vinker med hånden i vejret, for at komme op til tavlen og forsøge at løse opgaven. Noget af det jeg også beundrer, er, at de er så ivrige efter at ville op til tavlen og for at lære noget. Skønt!

En af mine elever i P1 forsøger at løse en opgave på tavlen
(Da Nicoline kom ind med kameraet havde de andre i klassen lidt svært ved at sidde stille.. )

Efter eksempler er det tid til at dele alle deres hæfter ud. Her kommer mine sprogkundskaber igen på prøve, når jeg skal forsøge at udtale deres navne.. Heldigvis griner de ikke ret meget af mig.. Hernede skal de skrive alt ned; dvs. dato, skole, klasse osv. skal hver dag stå øverst på siden, derefter øvelserne der er lavet på tavlen, og så til sidst Exercise;  hvor dagens øvelse laves, for at se om de har forstået det ordenligt. Her kommer så en smule stilhed, hvor de hver især koncentrerer sig om at skrive. Klasselokalet indeholder kun små bænke og måtter til de resterende elever. Når der skal skrives, sætter eleverne sig ned på jorden bag ved deres bænk, og bænken bruges som bord! Blyanten spidses jævnligt med den ikke børnevenlige men musthave blyantspidser.

Når de er færdige, kommer de til mig for at få det hele rettet igennem, og de elsker når de får en ”High-five” eller ”Thumbs-up” (: 

Der rettes opgaver  i de små hæfter(:

En ulempe er dog, at de selvfølgelig ikke alle er færdige på samme tid, og det kan til tider godt kræve en del tålmodighed og opfindsomhed, for at blive ved med at holde styr og ro på klassen, så man ikke forstyrrer dem på den anden sidde af ”muren”. På den ene side ønsker jeg de har respekt for mig, men på den anden sidde ønsker jeg også at de får et mere afslappet forhold mellem elever og lærere, så det ikke altid skal være så stift og indikeret af hierarkiforskelle. Så jeg skal lige have fundet den rette balance. (:

Alle hernede vil gerne lære nogle danske gloser, også børnene. En dag vi var lidt før færdige, tog vi tallene fra 1-10 på dansk. Deres klasselære Miss Dalex var helt oppe at køre, og mente de alle skulle skrive det ned i deres hæfter så de kunne huske det og øve sig (:

Nogle gange føles det lidt som at gå tilbage i tiden, hvor eleverne kunne finde på at give læren et æble. Især de små elever vil utrolig gerne give noget ud, og vi har stort set hver dag ananas, passionsfrugter, appelsiner og avocadoer med hjem! De har så lidt, og så insisterer de alligevel på at dele ud..

Dagens gevinst ;D

Vi møder på skolen kl. 8. Efter morgensamling går jeg til P2 hvor jeg underviser indtil 10:30 hvor der er Breaktime. Lærerne samles på lærerværelset (topclass´ klasselokale), og vi får the eller porridge ( tyk”majsmælk”) samt en chapati. Dette serveres af eleverne, og indikerer igen den hierarkiforskel som hersker på skolen. En af de ting jeg har det lidt svært med at skulle se på.

Kl. 11 starter timen igen, og jeg underviser P1 indtil kl. 13 i henholdsvis engelsk og matematik. 

Jeg havde gjort mig mange tanker omkring det at skulle undervise. Det er jo ikke ligefrem noget jeg har erfaring med. Det er til tider noget af en udfordring, men jeg er virkelig positivt overrasket, og er faktisk blevet ret glad for det (: 

Den nyere hovedbygning.
Miss Josefine (rød trøje) står ved vinduet indtil Topclass, der også fungerer som lærerværelse

En eftermiddag var vi til forældremøde på skolen. Her var nok 50 forældre stuvet sammen i et lille lokale på små bænke, mens en flok sad opmærksomt og lyttede udenfor døren og vinduet. Vi skulle (selvfølgelig) sidde aller forrest, men hovedet rettet mod dem alle sammen. Mange ting blev fortalt og diskuteret, og vi skulle præsentere os selv og holde tale for forældrene. Vi roste skolen og opfordrede forældrene til at blive ved med at sende deres børn i skole. Det er nemlig ikke alle forældre hernede der kan se hvor vigtigt det er for deres børn at de får en uddannelse. Den største beskæftigelse hernede er landbrug, og mange føler derfor de har mere brug for deres børn derhjemme. Desuden fortalte vi dem også om vigtigheden af det engelske sprog og nogle personlige oplevelser. En god fornemmelse da det var godt overstået! (:

En flok glade elever (:

En sag der blev diskuteret meget på mødet, var den gamle undervisningsbygning, som babyclass og P1-P3 hører til i. Denne er i så dårlig stand, at det kan gå hen og gå galt hvis det trækker op til storm. Skolen er klar over problemet og ønsker at gøre noget ved det, men mangler midlerne. De opfordrede nu forældrene til at give tilskud til byggeriet; 10.000 UGX pr. forældrepar ( = 24 kr.). Det er dog langt fra alle forældre der har råd til dette, hvilket også blev diskuteret. Det lyder ikke som meget, men pengene har jo en helt anden værdi her, og de lever i en situation mange af os slet ikke kan sætte os ind i. Nogle forældre er dog begyndt at betale, og i dag kom der til vores overraskelse pludselig en håndfuld arbejdere der begyndte at grave ud til fundamentet. Headmaster Josef fortalte mig, at han godt ved de ikke har råd til det hele endnu, men at de beder Gud om hjælp. Endnu engang er jeg fascineret af deres tro og mod!

Udgravningen til den nye bygning er begyndt.
Det foregår med håndkraft med en lille hakke..

Vi har været så heldige at få sponsoreret en masse blyanter og nogle viskelædere fra ”Bøger og Papir” i Hedensted. De blev medbragt på en fin solskinsdag, og lærerne og eleverne var meget begejstrede for hver at få deres egen blyant. Sikke en glæde! Vi takker mange gange!

Blyanter i massevis blev pakket i kufferten(:

Eleverne stod på rækker, som til morgensamling, og vi fortalte om den sponsorerede gave

Der uddeles en blyant til hver elev

Pontianos kone Rogers har selv arbejdet som lærer og elsker børn. Derfor var det helt naturligt, at vi en dag inviterede hende med ud på Cornerstone, da hun aldrig havde været der. Skolen blev meget glade for idéen, og fortalte hvordan de ville arrangere dagen med sang, dans og frokost. Martin var her desuden også dengang, og deres glæde blev blot større over endnu en gæst, og så endda en mzungu (:
Sidst på formiddagen begyndte elever at stille bænke an ude i skolegården, og da vores gæster ankom var vi alle samlet udenfor.

Headmaster Josef taler til eleverne

Skolens kor synger for os

Der danses. Selv de små børn forstår at vrikke mere med hofterne end os stive danskere..

Herefter skulle Martin og Rogers tale til eleverne. Man bliver altid indbudt til at sige noget, når man kommer nogle nye steder. Rogers fortalte dem bl.a. hvor vigtigt det er, at de kommer i skole osv., og eleverne lyttede intenst. Da hun satte sig ned, kom en af eleverne hen til hende og fortalte, at hun ville kalde hendes førstefødte Hallelujah, ligesom Rogers førstefødte hedder. Wow.. (:
Herefter havde Martin lovet at spille fodbold, og hele skolen gik hen til fodboldbanen for at se med. Hernede er det oftest sådan, at drengene spiller fodbold, og pigerne spiller netbold (minder lidt om barsket). I anden halvleg mente de dog, at Nicoline og jeg skulle være med. Jeg takkede ja til en udfordring og til at gøre mig selv til grin, da jeg ikke ligefrem er der store spiller. Men en sjov oplevelse var det, også selv om mit hold tabte med et enkelt mål.. (:

Der spilles fodbold. Bar overkrop mod dem med trøjer..

 Pigerne kunne ikke helt koncentrere sig om fodbolden, og fik hurtigt startet andre aktiviteter:

Der sjippes (:

og hoppes i elastik (:

Mens jeg rendte rundt og svedte på fodboldbanen, var Nicoline travlt beskæftiget med at få flettet sit hår (:

Når vi er færdige med at undervise, bliver vi igen hentet af Josef på boda boda. Vi kører afsted med et smil på læben, mens hundredevis af børn vinker farvel og råber "see you" (: Kan man være andet end glad! (:

Glade og vinkende elever løber efter os når vi kører afsted (:

Et ægte afrikansk bryllup! (:

I lørdags var vi så fantastisk heldige at være blevet inviteret til et ægte afrikansk bryllup! Brudgommens forældre er naboer til Cornerstone school hvor vi underviser, så alle lærere var inviteret med, hvilket også inkluderede os(:

Min indbydelse til bryllup (:

De nærmeste var inviteret til selve vielsen i kirken, mens alle vi andre var inviteret til kl. 17. Dog mente læreren som vi fulgtes med, at vi først skulle komme kl. 18, da det jo er afrika.. (:

Vi har virkelig været spændte på det hele, og ja vi er jo piger; ”så hvad skal vi tage på?!” er et af de mange spørgsmål vi stillede i tiden op til. Hele fredag eftermiddag gik med at rende rundt i Masaka for at finde en kjole; ikke for ”almindelig”, ikke for fin osv. Men det var noget sværere end vi lige havde forestillet os. Måske også fordi vi ikke rigtigt vidste hvad vi gik efter, og den ene sælger efter den anden forsøgte at lokke os ind i lige præcis deres butik. Ja og så vil man jo gerne lige prøven kjolen inden man køber den, hvilket også er en oplevelse i sig selv.. Måske kan man være så heldig, at der er et tæppe/stof hængt op i det ene lillebitte hjørne af butikken, eller også står der lige to ekspedienter og holder et tæppe op, så du kan prøve løs bagved. Men de fleste små butikker har slet ikke noget prøverum, og ser lidt underligt på en, hvis man spørger om det er okay man lige går lidt længere ind bagved i butikken, i stedet for at stå helt ud til gaden og prøve tøjet. Til sidst gad vi ikke rigtig mere, men vi skulle jo have et eller andet at tage på, så det blev lidt sådan; ”okay så tager jeg bare denne, så må vi se om det er godt eller skidt i morgen” (:

Klar til bryllup (:

Vi kom afsted på boda boda med Josef, og ankom til festen. På afstand kunne det faktisk ligne et stort dansk havebryllup med hjemmelavede stoftelte og høj musik. Men som vi kom nærmere blev forskellen mere og mere markant. Vi havde gjort os de tanker, om der mon var bordkort eller hvordan det fungerede. Men dette blev helt slået til jorden, da vi blev ledt om bagved ”festsalen”  til et lille område, hvor der stod ca. 20 bænke på række, som om de var de stillet op til undervisning. Forrest stod 2 store baljer, en med ris og en med sovs. Ved siden af lå palmeblade hvori der var gemt matoke og til sidst en skål med kød. Som på fabriksmanér blev maden øst op, man fik anvist en plads og serveret (vi skulle jo selvfølgelig sidde forrest da vi jo er mzunguer..) Ja og så var det bare frem med fingrene og i gang med at spise.. Man havde ikke helt fornemmelsen af, at det var et bryllup man var til på dette tidspunkt. 

Bryllupsmaden øses op..

Der spises(:

Når man var færdig blev man pænt guidet ud igen, og de næste kunne komme ind og få et måltid. Jeg tænker på danske bryllupper, hvor man sidder time efter time og får den ene ret efter den anden. Her var det bare noget der ”skulle overstås”. Vi kom ind i festsalen, og blev ledt til vores pladser. Denne gang var vi dog noget overrasket over, at vi ligefrem også skulle sidde forrest. Helt oppe ved brudeparrets bord. Vi sad endda tættere på dem end parrets forældre! Vi prøvede at forklare en af lærerne, om det virkelig kunne passe vi skulle sidde her. Vi spurgte endda flere gange, da vi synes det faktisk var helt pinligt. Men han understregede at sådan er det her i Afrika. Hmm.. Ja og så måtte vi sætte os pænt til rette. Her sad folk så bare og ventede og ventede og ventede og ventede, på at parret skulle komme. 

Brudeparrets bord, med gavebånd, plasticblomster og blinkende lys  (:

Vi fik hilst på forskellige mennesker, gjort ørene døve at utrolig høj musik, så fik næsten ikke kunne snakke med sidemanden, og set på folk der rendte rundt, for at få plads til de flere og flere gæster der kom. Det sjove og meget anderledes er også, at her inviterer de næsten bare alle og enhver. Det er ikke så meget en privat fest, men mere en landsbyfest eller folkefest. Dette betød også, at mange folk kom til, og stod i deres hverdagstøj og så på, mens børn i alle aldre rendte rundt omkring. Vi var nok 200 mennesker samlet i ”teltet”, men en kæmpe flok stod udenfor og så til på det hele, og var lige så meget med til at skabe stemningen. Udenfor var der desuden små boder der bl.a. solgte drikkevarer og chapati. På nogle tidspunkter virkede det vildt højtideligt, mens det på andre tidspunkter kunne minde helt om en havefest på en markedsplads. sidstnævnte kunne også underbygges af den fulde mand i laset tøj der dansede rundt og lagde sig på gulvet inde i festsalen under ventetiden..

Da kl. blev lidt over 8 kom brudeparret endelig, og stemningen blev højere. Først skulle de klippe et bånd over, der var placeret i en lille bue, som de derefter skulle gå igennem, for at indikere at de nu var blevet gift. Herefter dansede de sig langsomt fremad, og bruden knælede sammen med sin 1. brudepige for sin nye mand.

Vi har fået fortalt lidt om ægteskaber hernede, hvilket er meget spændende. Heldigvis går de vidst ikke rigtigt ind for tvangsægteskaber mere. Men selve det at finde en partner er mange gange anderledes end i Danmark. Her siger mændene når de er klar til at blive gift, og fortæller det til en kvinde som de gerne vil giftes med. En kvinde får måske flere tilbud, og må så vælge imellem dem. Det virker derfor heller ikke helt som ægteskab af kærlighed altid hernede. Men hvordan deres situation er, kan vi selvfølgelig ikke vide noget om. 

På nogle punkter mindede det også lidt om et amerikansk bryllup. Med 5 brudepiger og 5 brudesvende i matchende tøj der på rækker klappede og dansede for parret mens de ankom. 1. brudepige og 1. brudesvend, der hjælper parret, tørrer sved af deres pander osv.

Pga. pladsmangel blev der sat ekstra bænke ind, og vi kom til sidst til at sidde på anden række, hvilket faktisk var ret rart! (: Dog betød det selvfølgelig at billederne blev mindre gode, kombineret med mørke og dårlig belysning.

Brudeparret ankommer

Parret dansede herefter videre mod deres bord, og der blev holdt nogle få korte taler for dem.

Desværre blev kl. hurtigt 21, og vi skulle hjem igen med Josef på boda boda. Pontiano vil helst ikke have vi kommer senere hjem, da det godt kan være lidt farligt at være ude i de små landsbyer om aftenen. Vi var dog godt nok noget trætte af, at vi skulle forlade festen allerede på dette tidspunkt. Vi havde ikke engang smagt bryllupskagen endnu – kun siddet og set på den i den lange ventetid.. (: 

Men vi kunne jo ikke tage afsted, uden at have givet dem vores gave. Pludselig sagde toastmasteren at de jo havde specielt besøg af mzunguer, og de vil gerne lige overrække deres gave til brudeparret. Så om vi venligst ville rejse os op og gøre det nu. Så vi måtte rejse os op foran de over 200 mennesker der alle stirrede på os 2 mzunguer,  og pænt overrække vores gave til brudeparret. Det var vildt pinligt! Men de var glade og klappede, og fotografen filmede med sit videokamera helt op i hovederne på os.. (:

I dagene op til havde vi selvfølgelig også spurgt ind til, hvad man giver i bryllupsgave hernede. Alle vi har spurgt har givet eksempler som kopper, tæpper osv. Men noget af det de fleste giver hernede i dag er penge, så det foreslog de også alle sammen, at vi skulle give. Spørgsmålet var så hvor meget. Vi fik igen fortalt, at de nærmeste venner måske giver 10.000 UGX, hvilket svarer til 24 kr.! Dog har de måske givet et lille tilskud til brylluppet tidligere også. Men det er godt nok en helt anden gavestørrelse end vi kender fra Danmark. 

Vi fik kreeret et fint kort til brudeparret, af de få midler vi havde(:

Men ja Josef mente det var tid til at køre, og så måtte vi jo følge med. Det første han sagde da vi kørte var; ”undskyld, men jeg kommer altså til at køre noget stærkt i aften”. Og det skal vi da lige love for han gjorde! Da vi spurgte ham hvorfor de helst ikke ser vi er ude om aftenen, sagde han det som vi snart har hørt utallige gange; hvide = penge. Det er sådan mange afrikanere ser på os. Derfor er der større risiko for at blive overfaldet om natten. Josef sagde, at hvis man blev stoppet og overfaldet, og de ikke synes man gav overfaldsmændende nok genstande af værdi, så kunne det være de slog en ihjel. Vi blev stille, og Josef suste afsted. Det er ikke for at skræmme nogen, og det sker vidst også meget sjældent. Men det viser også hvor meget Josef og Pontiano vil passe på os. Da vi kom hjem til farmen skulle vi gå helt ind af den store låge og låse den, før han ville køre igen. Godt vi har vores gode ven og bodyguard Josef! (:

Men ja vi kom godt hjem igen efter et skønt og meget anderledes bryllup! Det var virkelig en oplevelse, og jeg er utrolig glad for, at jeg fik chancen for at opleve det! (:

Brudeparret ved deres bord. Brudepigerne og brudesvendene ses på hver deres side af parret

Kaotisk, uorganiseret og massevis af mennesker

Jeg tror det er de 3 ”ord” der bedst beskriver mit første indtryk af Ugandas hovedstad Kampala. Pontiano og Martin er pt. til møde derinde, så da vi fik chancen for at køre med derind søndag aften, kunne vi jo ikke sige nej. Da vi først skulle i kirke, kørte vi først fra Kamuzinda kl. 4 søndag eftermiddag. Efter 3 timer i bil nåede vi Backpackers i Kampala, hvor Nicoline og jeg blev sat af for at overnatte til mandag. Vi havde helt følelsen af at have forladt Uganda, da vi stort set var omgivet af mzunguer. Men virkelig rart med noget mindre opmærksomhed. Backpackers - lækkert og fredeligt sted i en kaotisk og højrøstet by.

Lækker morgenmad (:

Efter en lækker toast med omelet at starte dagen på og Lonely Planet (rejsehåndbog) i hånden, var vi klar til at udforske hovedstaden. Selv en mandag formiddag var trafikken ren kaos; biler og boda bodaer slingrede ud og ind mellem hinanden. Ingen tager hensyn, og det er som om det bare gælder om at komme hurtigst muligt frem. I alle andre situationer her i Uganda, er det som om tid ikke rigtig betyder noget; når man det ikke i dag, så er der en ny dag i morgen. Men dette gælder bestemt ikke når vi snakker om trafikken.

Det meste af tiden bevægede vi os jo omkring i byen på gåben, og det var bestemt heller ikke nemt. Der var mennesker overalt.

Nu har jeg selv været så heldig at have oplevelsen af at være i New York, og i forhold til trafik og menneskemængde kan det nemt sammenlignes. Dog har de i New York i det mindste orden og logistik – det findes ikke i Kampala. Men ja, vi er glade for vi stadig lever, for blot det at krydse en vej var en oplevelse/udfordring i sig selv, og kunne tage en del tid. De fleste steder går de nemlig hverken ind for lyskryds eller fodgængerfelter..

En stille og næsten fredelig gade..

Pludselig var der en grøn plet midt i det kaotiske ræs, der nok skulle forestille en lille park

Men ja vi kom frem til vores første punkt på dagsordenen; Exposure Craft. Det er et stort marked med en masse små boder, der sælger forskellige håndlavede afrikanske ting såsom tasker, instrumenter, skåle, smykker, tøj osv. Materialerne var hovedsageligt træ, blade, kohorn og perler. Det var hyggeligt, spændende og tankevækkende at gå rundt til disse mennesker. Da de jo alle sammen stort set sælger det samme, så er det utroligt at de kan få noget ud af at sidde der dag efter dag året rundt. Men de har desværre formentlig ikke så mange andre muligheder..

Afrikansk shop med glade sælgere (:

Manden her lavede selv disse utrolig smukke billeder

De var derfor også meget glade for at byde os velkomne når vi kom; ”hello dear –  come and take a look inside” blev vi mødt med overalt. De hev ting ned af hylderne i desperate forsøg på at sælge os noget, og pga. de små udgange, kunne det være et helt projekt at få sagt pænt nej tak og komme ud igen. Men selv om de til tider var meget påtrængende, så havde de en utrolig glæde der skinnede ud fra dem der gjorde, at det virkelig var en hyggelig oplevelse at gå rundt og besøge dem. Ja og så var der jo så mange fine ting, som vi ikke kunne stå for(:

Skøn frokost med kød (:

Efter et godt måltid mad, med kød! på en god restaurant, begav vi os videre rundt i Kampala. Efter flere stop for at kigge på kort, forsøg på at lokalisere os selv og forespørgsel hos en parkeringsvagt, fandt vi vejen til et lille supermarked. På vejen derhen mødte os også endnu en side af Uganda, som vi ikke havde set så meget til endnu. Folk der sad sammenkrumpede i hjørner, lå ved trappenedgange eller midt på gulve og sov, folk der sad og tiggede eller bare sad og stirrede ud i luften. Et forfærdeligt syn, der blot er et lille udsnit af virkeligheden.

Vi fandt heldigvis supermarkedet hvor vi bl.a. fik købt en form for flourmelis. Dette kan nemlig være svært at få andre steder, da de ikke rigtig bruger glasur på deres kager. Så nu er vi klar, når der en gang kommer en anledning hvortil vi kan afprøve vores bagekunster.

Kæmpe shoppingcenter

Vi var godt overrumplede i vores hoveder af alle de nye indtryk osv. og det var herefter tid til at forsøge at finde en taxabus hjemad. Men ligesom stort set alt andet i Kampala, så kan ordet ”organiseret” heller ikke passe ind her. Efter at have vandret lidt frem og tilbage, fandt vi endelig en bus der kørte til Kampala, og som der tilmed var andre passagerer der ville med. Her er der nemlig ingen køreplaner. Busserne kører når de er fulde. Vi blev stoppet bagerst i bussen, og efter ca. 15 min. i en varm bus, og med sælgere der stort set konstant forsøgte at sælge noget gennem vinduet, kørte vi endelig afsted i en forhåbning om at vi var på rette vej.

Udsnit af taxaparken. Hvilken én skal vi mon vælge..

Vejene hernede er også af en helt anden standard. Mange steder har vi grusveje, mens de større veje er asfalterede. Dog er disse præget af utrolig mange huller og bump, hvilket man ikke kan undgå at mærke, da tiden jo som sagt åbenbart spiller en rolle ift. transport, og det gælder om at komme så hurtigt frem som muligt. Dog fandt vi ud af, at der faktisk er noget der hedder fartgrænser (80 km/t de fleste steder), da vi pludselig blev stoppet af politiet. Chaufføren måtte af med en bøde, og så fortsatte vi jo selvfølgelig hurtigt videre i samme hastighed som før.. Så vidt jeg kunne lade mig fortælle, skulle han kun af med 10.000 UGX, hvilket svarer til ca. 24 kr. Selvfølgelig er pengene meget mere værd hernede, men det kunne også være de måske lyttede lidt mere til færdselsreglerne, hvis de fik bare en lidt større bøde..

Taxaen..

Efter 2½ time i en varm bus, uden mulighed for at strække benene ud (eller blot sidde lige), et barn foran der kastede op (hvorefter moderen blot smed brækposen ud af vinduet), og mænd der råbte ind i deres mobiltelefoner, var vi endelig fremme i Masaka. Sikke en lettelse. Vi fandt hurtigt en taxa. Eller rettere, der var hurtigt en taxamand der fandt os. Dog skulle vi jo som altid vente til den blev fyldt op, hvilket denne gang tog utrolig lang tid. Da han mente der skulle sidde 3 store afrikanske kvinder på bagsæddet sammen med Nicoline og jeg, endte jeg med at sidde nærmest på hug helt sammenkrumpet midt i bilen, og ja så var der jo selvfølgelig som altid 4 voksne mennesker foran også. Her forstår man begrebet ”som sild i en tønde”. (:

Hjem kære hjem var de ord der bedst beskrev vores følelse af at være tilbage på Kamuzinda farm igen. Selvfølgelig havde det været en spændende, sjov og super hyggelig tur, men jeg tror det varer lidt inden vi selv begiver os derind igen.. Jeg har i hvert fald lært, at når det handler om Uganda, så er jeg meget mere farmergirl end citylover! (:

Gudstjeneste i Village

Søndag var vi inviteret i kirke hos Headmasteren på Cornerstone School. Han er selv præst for en lille kirke i en lille landsby. Her lærte vi virkelig hvad begrebet afrikatid betyder! Han havde fortalt os, at kirken begyndte kl. 9, og da vi jo er blevet lidt kendt med begrebet hernede ankom vi ca. 9:15. Det eneste der mødte os, var et lille tomt fattigt hus, og nogle få børn der sad udenfor. Vi havde aldrig været der før, og som tiden gik, blev vi mere og mere skeptiske for, om vi overhovedet var på det rigtige sted. Vores søde boda boda chauffør var heldigvis så sød at insistere på, at han ikke ville køre før han vidste vi var i gode hænder hos præsten. Vi har vores egen ”privatchauffør” Josef, som vi altid kører med når vi skal noget. En god ven, som vi ved, at vi kan stole på.

Ventetid foran kirken

Vi ventede og ventede, og der kom flere og flere børn til. På et tidpunkt kom der endda også en voksen og vi fik fornemmelsen af at det måske var rigtig nok, at det var en kirke vi var ved. Da kl. blev 10:15 kom nogle unge med en bibel i hånden. Vi spurgte hvornår gudstjeneste begyndte, og de svarede kl. 9. Vi viste dem uret så grinede de bare lidt. Africa time!

Da kl. var 10:45 var præsten ankommet, undskyldte mange gange, og gudstjenesten begyndte. Det første der slog mig var, at der var så mange børn ift. voksne. Jeg forsøgte diskret at tælle, og kom frem til ca. 50 børn og kun 15 voksne! Præsten fortalte senere, at det var fordi mange forældre i landsbyen enten havde en anden religion, eller ikke kom i kirke, men at de blot lod deres børn tage i kirke. Skønt at de lader børnene komme selv om de ikke selv gør! I kirken var der et par enkelte bænke som de fleste voksne kunne være på, men ellers sad de på gulvet. Der var ingenting på væggene, og prædikestolen var nogle pinde hamret sammen til et lille stativ. Da den skulle anvendes var den dog så ustabil, at præsten gjorde brug af en skammel, hvorpå han lagde sin bibel.  Altså en helt anderledes kirke end noget jeg kender til. Ja og så var der da tilmed pludselig lige en høne der fløj ind af vinduet under gudstjenesten, for at være med (:

Inde fra kirken.  Præsten fortalte, at kvindens tøj viser, at hun har køer derhjemme

Vi startede med sang og dans (dog uden musik), hvorefter der var vidnesbyrd. En kvinde fortalte bl.a. hvordan hun havde fået konstateret kræft. Hun havde bedt rigtig meget, og da hun kom tilbage til sygehuset for at blive undersøgt, var kræften forsvundet! Gud er stor!

Mange af de voksne havde noget at fortælle, men de startede alle med at sige hvor glade og taknemmelige de var for at vi var kommet for at være sammen med dem. De smilede, kom og gav os hånden, og en ældre dame der knap kunne gå rejste sig og gik op til os og gav os et kram. Det var en stor oplevelse. Herefter mere sang og dans, og vi skulle præsentere os selv enkeltvis. Vi fortalte kort om os selv, hvad vi lavede her, hilste fra kirken i Danmark og fortalte hvor glade vi var for at besøge dem, og de klappede og smilede og var simpelthen så glade.

Præsten prædike om himlen, og det foregik jo selvfølgelig på lugandisk, men de forsøgte at oversætte det til engelsk så godt som de kunne..

Bagefter kom de syge og dem der ellers havde noget de gerne ville have bedt for op foran for at præsten enkeltvis skulle bede for dem. Han spurgte pludselig om jeg havde lyst til at bede for dem også. Først tænkte jeg lige wow, hvordan gør jeg lige dette godt nok, da de går meget op i bøn hernede. Men noget i mig sagde straks ja. Enkeltvis kom de hen til os, og præsten og jeg lagde vores hænder på deres hoved og skulder, og bad højt for dem. Da vi blot bad i munden på hinanden, så blev mine bønner en kombination af dansk og engelsk. Jeg ved jo Gud forstår mig, og det er jo det det handler om! Utrolig mange kom op for at blive bedt for. En kvinde kom med hendes helt lille spædbarn som hun bad mig holde mens jeg bad for det. Jeg tror ikke jeg kan beskrive hvor stor en oplevelse dette var. Her mærkede jeg virkelig hvordan troen på Gud som deres far og frelser skinnede igennem, og hvilken vedholdenhed og stærk tro de bærer rundt på. Jeg kunne lære meget af disse mennesker, og blev endnu engang mindet om hvor vigtig bøn er, og hvor meget jeg kan savne det i det ”offentlige rum” i Danmark. I Danmark har jeg ofte fornemmelsen af, at bøn er noget vi hopper lidt let hen over, og tager standardbønnerne nu og her, da det jo helst ikke skal blive for personligt, og da vi jo helst ikke skal gå og skilte med, hvis der er noget i vores liv som ikke lige er som det burde være.. Ift. bøn har jeg fået stor respekt for menneskene i Uganda!

Præsten havde kiks og bolcher med, som vi skulle dele ud til børnene efter gudstjenesten

Præsten sluttede gudstjenesten af med at sige, at de rigtig gerne ville have taget nogle billeder sammen med os. Selv om vi slet ikke havde haft vores kamera oppe af tasken, så har de måske fornemmelsen af, at vi mzunguer altid render rundt med sådan et på os. Heldigvis havde vi et med, og det varede ikke længe inden præsten havde taget det i hånden og begyndte at klipse løs, hvilket jo var skønt for os(:

Her ses nogle af hans værker:

Find mzunguerne.. (:
Nicoline og jeg med en masse skønne børn. 

En af de hovedansvarlige i kirken

Denne lille pige jeg står med, var meget syg. Hun havde virkelig høj feber, og lå og rystede flere gange under gudstjenesten. Nu har vi snart set en del tilfælde af børn med malaria, så vi begynder at kunne genkende symptomerne. Heldigvis havde vi en malariakur i tasken. Flere fortalte at de havde konstateret malaria, og da vi havde piller nok til 3 kure, blev de fordelt mellem dem. Jeg plejer aldrig at have panodiler med i min taske, men lige denne morgen havde jeg taget et par stykker med. Flere ældre klagede over hovedpine, og jeg gav dem en enkelt pille, der da så kunne lindre deres smerter for en stund. Tror det var Gud der lige sørgede for jeg havde dem med lige præcis denne dag. Men ja man følte sig i en kort stund helt som om man var på sygebesøg, og vi måtte forklare dem, at vi jo ikke var læger eller noget, men blot lige havde disse få piller med i tasken. Håber virkelig denne lille pige får det bedre!  

Headmasteren på skolen ved siden af kirken

Ved siden af kirken ligger en lille skole der lige er startet op. Der er 160 børn der bliver undervist af 8 lærere. Skolen er lige startet op i år, og har ikke mange midler. Håber virkelig vi kan komme ud at besøge dem en dag! Der er ikke mange skoler i nærheden, så Headmasteren fortalte, at børnene kommer meget langvejs fra. Nogle børn hernede går op mod 10 km. hver dag på deres små tynde ben, for at komme i skole!

Skolen ved siden af kirken. Her er 160 børn samlet hver dag!

Skøn lille prinsesse

En meget glad og taknemmelig ældre dame

Da fotoforestillingen var færdig var vi klar til at sige farvel til de søde mennesker. De udtrykte endnu engang deres glæde og taknemmelighed for at vi havde været der, og vi endte med at tage derfra med 9 ananasser, som vi fik i gaver fra dem! Vildt! Disse mennesker har intet, og så deler de alligevel ud af den smule de har! Tankevækkende og lærerigt!

Gaver fra kirkegængerne til os! 

Josef på sin boda boda.
Ved siden af Ronald der med et palmeblad binder for sækken med alle vores ananas

Efter kirke var vi inviteret til frokost hos præsten. Da han er Headmaster på Cornerstone School, så bor han i et lille hus ved skolen. Her fik vi lækker ris, avocado og ananas, og en hyggelig snak med præsten og hans kone, der desuden også er lære på Cornerstone School. Vi gav dem desuden de fleste af vores ananasser, da de har mere brug for dem end os, og 2 personer umuligt kan nå at spise 9 store modne ananasser.

Præstens eneste rum i hans hus. Til højre stod en seng, og det var så det der var. 

Præsten Josef (i sit præstetøj), hans kone Mary og deres datter Vicky.
Her er Mary i gang med at forberede vores frokost i deres køkken

Huset består af 3 rum, hvoraf præsten og hans familie bor i det ene. De to andre rum er til henholdsvis drenge og piger, der bor for langt fra skolen til at tage hjem hver dag. I disse 3 senge bor og sover 5 piger.
Rummet er ikke større end det ses på billedet..

Efter en rigtig god og hyggelig, tankevækkende og oplevelsesrig dag, og et ”God Bless you” vendte vi atter næsen mod vores hjem på Kamuzinda Farm. 

Man møder lidt af hvert når man kører rundt (: