onsdag den 6. november 2013

Cornerstone School - En fattig skole laaangt ude på landet


Frustration og kaos er nok 2 af de ord der bedst beskriver vores skolestart her i Uganda. Der var rent ud sagt ikke styr på noget som helst. Da vi kom til Uganda i slutningen af august, havde skolerne stadig ferie, så vi havde først første skoledag d. 10 september. Første skoledag er der dog i praksis ikke rigtig noget der hedder, for børn og lærere kommer først når de lige er klar til det. Det er gået hen og blevet lidt en trend, at den første skoleuge bare er en opstartuge, og derfor ikke helt så vigtig. Dvs. at det kun er halvdelen af både elever og lærere der møder op.
Cornerstone School

Noget af det jeg havde frygtet aller mest da jeg skulle til Uganda for første gang, det var at undervise. Men med tiden blev det noget af det jeg kom til at holde aller mest af, og da jeg var tilbage i Danmark igen, var skolen og alle de søde elever og lærere noget af det jeg savnede aller mest.  Africa InTouch samarbejder med to skoler her i Uganda, men der var selvfølgelig ingen tvivl om hvilken skole jeg gerne ville tilbage til! Det blev hjemmefra bestemt, at Mathilde, Line og Jacob skulle til Pastor Fred school, og Sarah og jeg tog turen til skønne Cornerstone.
Morgensamling foran hovedbygningen på Cornerstone
Sarah og jeg var meget spændte, da vi den 10. september kørte med Joseph ud til Cornerstone. Da vi ankom lidt i 8, blev vi mødt af én enkelt lære;Joshua, og ca. 100 børn. Her skal det siges, at skolen normalt har 310 elever.. Flere og flere dukkede så småt op i løbet af formiddagen, men langt fra alle. Dog manglede der stadig flere lærere, så Sarah og jeg blev smidt ind i P1 og P2 (kan nogenlunde sammenlignes med 1. og 2. klasse i DK) og kastet ud i undervisningen med det samme! I dette øjeblik var jeg utrolig glad for, jeg havde prøvet det før. Og tror måske også Sarah var ret glad for at jeg havde en lille ide om hvordan undervisningen normalt plejede at foregå. Det var en meget hæsblæsende og overvældende start, men det faktum at være sammen med de skønne børn igen, overskyggede den kaotiske situation. Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, var det et fantastisk gensyn med skolen, eleverne og lærerne!
På lærerværelset hænger en liste over lærernes ansvarsområder.
Pludselig en dag opdagede vi, at de havde skrevet Sarah på som idrætsassistent,
og mig på som assistent ved nursery section. Sjovt(;
Senere på dagen fik vi lov til at overvære en matematiktime i P3+P4. Her var klasserne igen lagt sammen, pga. mangel på lærere denne dag. Vi fik fortalt, at lærerne ved, at De de næste måneder får meget travlt med at undervise fra morgen til aften, og derfor blev mange af dem hjemme og arbejdede færdigt i deres mark i denne uge, så de var klar til at gå i gang ugen efter. Mange forældre havde samme indstilling, og ville derfor heller ikke sende deres børn i skole før ugen efter, fordi de så lige kunne blive hjemme en uge mere, for at hjælpe til. Det virker som en meget underlig indstilling at have, for så kunne de jo lige så godt vente en uge med at starte skolen.. Flere elever kom langsomt til, og de fik også at vide, af de lærere der nu var kommet, at de skulle huske at få deres klassekammerater med den følgende dag.
Men ja, det var rart lige at se en undervisningstime, og få genopfrisket de afrikanske undervisningsmodeller. Dog begyndte det pludseligt at regne. Det styrtede ned, og man kunne intet høre inde i lokalet. Her skal det nævnes, at klasseværelset ingen døre eller vinduer har. Eleverne rykkede sig tættere og tættere sammen mod midten af lokalet, og undervisningen blev afbrudt ca. en halv time, indtil regnen var ovre. Velkommen til Afrika!
Ronald underviser P4 i matematik
En meget kaotisk, ustruktureret, lidt frustrerende og på nogle måder surrealistisk dag var nu ovre, og vi var spændte på, hvordan den næste skoledag mon ville blive. Vi fandt dog hurtigt ud af, at de samme tillægsord stadig var passende. Dog var der denne gang slet ikke kommet én eneste lære, da vi kom. Eleverne kom dryssende lige så stille, og da timerne skulle begynde, var der 3 lærere mødt på arbejde. Det betød, at Sarah og jeg igen blev kastet ud i livet som lærere. Vi havde egentlig fået lov til lige at se hvordan lærerne underviste, og så skulle vi snakke med lederen af skolen; Pastor Vincent, om hvilke klasser vi skulle undervise osv. Men som sagt: Ingen struktur! Så vi hoppede igen ind i de klasser, hvor de stod og manglede en lære, og improviserede en undervisningstime. Man bliver udfordret på mange måder her i Uganda, og en af tingene, er evnen til at improvisere! For pludselig står du med 25 små skoleelever der kigger på dig, og  blot venter på, hvad denne mzungu kan finde på at sige. Selv om situationen i starten altid virker meget kaotisk, så ender disse timer, på magisk vis, ofte som nogle af de bedste(:
Drengene tager et spil hjemmelavet ludo.
Pladen er tegnet op med kridt på gulvet, og brikkerne er sten.
En gammel dåse bruges som raflebæger, og 2 sten som terninger.
Jeg var ret fascineret!
Uden på nogen måde at have en yndlingsklasse, så fik jeg igen lov til at undervise P2 (; Jeg underviste dem også da jeg var hernede i foråret, og noget af det vi brugte en del tid på at lære, var navnene på de forskellige dele af kroppen, såsom ”Head, shoulders, knees, toes” osv. En af dem de havde svært ved var ”Elbow”, som vi bugte en del tid på. Hvilken fantastisk følelse var det så ikke, da jeg kom ind i klassen, og noget af det første de sagde var: ”Elbow”, og pegede på deres albue. Så bliver man da lige lidt glad(:
Jeg undervsiser dem både i engelsk og matematik, og ind til videre har vi arbejdet meget med begrebet "Tid", og det at kunne se på et ur hvad klokken er. De har meget svrt ved at forholde sig til hvad tid er, for i Uganda har tid jo ikke rigtig nogen betydning. Jeg kastede mig derfor ud i, at lave et pap-ur med visere til dem alle sammen. Det var ngoet mere tidskrævende end jeg lige havde tænkt i begyndelsen, men det var det hele værd! Glæden i deres øjne og ansigter da de fik deres ure, og selv skulle skriv tal på og farvelægge dem, var helt i top! SKØNT! (:
Der er fuld sving i farveblyanterne
Pigerne viser stolt deres ure frem
Min søde P2 klasse med deres færdige ure
Kan man blive andet end glad,
 når en elev kommer og viser bagsiden af dette ur?
Mirembe Ritahs færdige resultat
Whaswha viser stolt sit ur frem
Alle de fine ure pryder nu vores klasselokale
Vi har om plus og minus af penge, og leger "Butik"

Denne gang kastede jeg mig desuden ud i at undervise P3. Efter at have foreslået det, fik jeg stukket en bog i hånden, og at vide at jeg kunne gå ind og undervise dem om ”Liter”. ”Øhm ok” tænkte jeg så. Endnu en time der skulle improviseres. De havde ret svært ved at forstå sammenligning og addition af liter. Jeg fik pludselig øje på en jerrycan (en slags vanddunk), og nogle af deres små madkasser, og så begyndte vi at regne med dem: ”Hvis hver madkasse er 5 liter, hvor mange madkasser skal der så til for at fylde en jerrycan med 25 liter? Efter en masse forsøg, gik der et lys op for flere og flere af eleverne. En herlig succesoplevelse! (:

Desuden underviser Sarah og jeg sammen i idræt for P1 og P2, og i begyndelsen af timen er Babyclass og Topclass (sammenlignet med børnehaveklasse i DK) også med. Her skal man dog langt fra sammenligne med idrætstimer i DK! Der er ingen sportshal – alt foregår selvfølgelig udendørs. Og regner det, aflyses timen. Ingen omklædningsrum, for der er ikke nogle der har noget idrætstøj at skifte til. Dog har lærerne på de afrikanske skoler en idé om, at børnene ikke kan have idræt i deres skoleuniform, eller det tøj de nu har på i skole. Det betyder, at drengene skal smide deres skjorte/t-shirt, og pigerne skal smide deres kjoler eller bluser, for at de må være med. Man kan godt se på flere af pigerne, at de synes det er lidt ubehageligt blot at skulle rende rundt i underbukser eller et underskørt. Heldigvis gælder denne regel kun op til P2 (dvs. 7-10 år). Men stakkels piger stadigvæk.
Mine P2 drenge klar til idræt
Idræt 
Selve idrætsundervisningen består ofte af sanglege. En af de første lege vi blev introduceret til, var ”The train (toget)”. Og ja, her står børnene blot på en lang række og hopper fremad og siger som et tog. En hyggelig lille leg, men der er langt fra meget idræt over den.. Ellers leger de f.eks. ”Hoved, skulder, knæ og tå”, eller ”Katten efter musen”. Vi har lært dem forskellige lege, som f.eks. stafet, hvilken de var helt vild med. Især stafet hvor de legede trillebør. Den leger de stort set hver gang nu(: Det ender dog altid meget kaotisk, da de alle vil rende på en gang, og vi finder aldrig rigtig en vinder. Men de griner højlydt og løber alt hvad de kan. SKØNT! (:

Der skal her også lyde en stor TAK til min søde mormor! Hun sendte en lille håndfuld penge med mig, og for under 50 kr. kunne jeg købe tavlesvampe til alle klasserne på hele skolen. De blev modtaget med stor tak! tavlesvampe lyder måske ikke af meget, men når eleverne er vant til at skulle bruge en gammel slidt klud, en trøje eller måske en lap papir, til at rengøre tavlen med, så er en rigtig tavlesvamp guld værd! Tænk hvor lidt der skal til for at glæde dem. Hvert et lille skridt og hver en lille ting, hjælper denne skole mod en nemmere og lysere fremtid. Tusind tak mormor, jeg skulle hilse rigtig mange gange fra alle de søde elever!

Tavlesvampene med påskrevne klasser, klar til at blive afleveret
Tavlesvampene modtages med stor taknemmelighed

Klasserepræsentanten viser glad
tavlesvampen frem for hende P5 klasse
Den kaotiske situation med hvem der skulle undervise hvilken klasse og hvornår, fortsatte et godt stykke tid, og vi havde været på skolen i ca. 1 måned, inden vi fik fastlagt et skema. Men der er nu ved at være styr på det, og for at give jer en ide, ser mit skema ca. sådan ud:

                             Tirsdag:                                     Torsdag:
8:30 – 9:00       Matematik, P2                              Idræt
9:10 – 9:50       Matematik, P2                              Engelsk P2
9:50 – 10:30     Idræt                                            Engelsk P2
10:30 – 11:00      Break                                            Break
11:00 – 11:40   Matematik P3                               Engelsk P3
11:40 – 12:20   Matematik P3                               Engelsk P3
12:20 – 13:00   Engelsk P2                                   Matematik P2
13:00 – 14:00      Lunch                                             Lunch

Skoledagen for de små elever er dog langt fra slut kl. 13. For selv om de kun er 8 år, må de blive i skolen helt til kl. 16:30 hver dag! Stakkels små børn. Og eleverne i P6 og P7 (ca. 14 år), må ofte komme igen fra kl. 7-9. Og ofte om lørdagen også! Det er fuldstændig vanvittigt!
Sarah og hendes P1 klasse
Desuden får eleverne helt vildt mange tests. De fleste klasser har ”Test” på deres skema hver fredag, og ind i mellem finder de også lige på at give dem en ekstra test. Jeg mødte f.eks. op en morgen, og skulle give P2 en test i engelsk, som jeg så lige selv måtte finde på. Heldigvis havde Sarah fået en bog med forskellige tests, så jeg kunne få inspiration fra den. Det er dyrt for skolen at købe kopier med tests til alle, så ind i mellem skriver læreren blot testen på tavlen, og så må eleverne skrive dem af. Der er dog nogle tests som skolen som minimum skal give eleverne. Hvert skoleår er inddelt i 3 terms (perioder): februar – april, maj – juli og September – november. Det betyder, at skoleelever i Uganda kun har 3 ferier om året, men så til gengæld også nogle lange nogle. Derudover er der nogle få helligdage hvor eleverne har fri fra skole, men langt fra så mange som i Danmark. Tilbage til de mange tests som eleverne skal igennem, så skal de som minimum have 3 tests i løbet af hver term; en i begyndelsen, en i midten og en til slut. Deres skoleår følger kalenderåret, hvilket også betyder, at de er på vej mod skoleårets afslutning nu. Vi har netop fået udleveret de tests vi skal give dem som nr. 2 i denne term. Det betyder så, at de om ca. 1 måned skal op til den afgørende eksamen. En eksamen der afgør, om de får lov til at komme videre til den næste klasse. Her har de dog kun skriftlige eksamener, så jeg får ikke helt lov til at prøve følelsen af at ”sidde på den anden side af bordet” til en eksamen(; Dog er deres skriftlige eksamener langt fra nemme at komme igennem. Især i de højeste klasser, er det nogle vildt underlige ting de kan finde på at spørge om. Stakkels elever!
Sarah har test i P1
Der var ikke råd til papirer,
så eleverne må først skrive hele testen af fra tavlen,
inden de kan svare på spørgsmålene
Selv om skolesystemet er laaaangt fra hvad vi er vokset op med i Danmark, og selv om det hele er meget ustruktureret og uorganiseret, så står denne skole virkelig mit hjerte nært! Elever og lærere er simpelthen så søde og prøver at gøre det bedste de kan, i den situation de er i. Det er fantastisk at se, hvordan børnene virkelig prøver at forstå det man lærer dem. Hvordan de råber ”Me teacher, me teacher, me teacher” i munden på hinanden, når man stiller klassen et spørgsmål. Når de afleverer deres hæfter med opgaver, og  holder sig for munden i spænding på, om de har lavet det rigtigt. Og glæden i deres ansigt, når man giver dem en stjerne i deres hæfte, ”high five” eller ”thumbs up”. Så skønt! Eller når de kommer med en appelsin avocado eller sucarcan, og siger ”thank you for the good lesson”. Eller efter en time spørger, om man ikke lige vil blive inde i klassen og undervise dem lidt mere, eller de forsøger at undervise mig i deres sprog luganda. De er simpelthen så søde! Mange kommer fra fattige familier, og må kæmpe sig igennem en hård hverdag med mange pligter. Og alligevel er de så glade! Føler mig virkelig beriget af at være sammen med disse skønne skabninger!  Kan man andet end smile? (:


Ingen kommentarer:

Send en kommentar