De kloge hoveder siger, at det er sundt at overskride sine egne
grænser, og en gang i mellem springe ud af sin tryghedszone. Og det er helt
bogstaveligt talt hvad vi gjorde i sidste weekend. Turen gik mod Jinja –
Ugandas turistby og hovedstad for ekstremsport og adrenalin kick. Denne gang
fik vi hyggeligt selskab af 2 danske volontører fra UCC (Uganda Child Care);
Kamilla og Sigurd. Turen startede fredag over middag, efter at vi havde fået
lagt børnene på babyhjemmet i seng til middagslur. Sigurd har knap så stor
angst for den kaotiske trafik her i Uganda, som vi andre har, og kører ofte
rundt hernede. Det var derfor utrolig lækkert, at vi kunne leje en af UCC´s
biler, og selv cruise afsted på vores lille ferie. Som Sigurd selv sagde; Når
bare man har den indstilling, at man overhovedet ikke kan stole på nogen som
helst i trafikken, så kan man godt bevæge sig ud i trafikken.
Jinja ligger ca. 4 timers kørsel nord-øst for Masaka, og med et lille
stop i hovedstaden Kampala, var det aften inden vi nåede frem. Sigurds far og
stedmor er lige flyttet til Jinja, da de arbejder med forskellige projekter for
børn her i Uganda, så første stop var et kort besøg hos dem. En lille hus helt
ud til Nilen – bestemt ikke dårlig udsigt. Da vi tilmed blev budt på kage,
kunne aftenen jo snart ikke blive bedre. Ikke for at lyde kage-glad, men rigtig
kage er virkelig en sjældenhed hernede(; Da myggene på terrassen var ved at
blive for mange, kørte vi mod backpackers, hvor vi skulle sove. Måske
spændingen for morgendagens oplevelser var med til, at vi fik en begrænset
mængde søvn denne nat(;
|
Det første plasticjuletræ og tegn på jul - Vi nærmest hoppede og sprang af glæde(: |
Med en tår vand og to små chokoladebarrer til morgenmad, gik turen næste
morgen kl. 7:45 afsted mod riverrafting. Utrolig mange andre havde valgt at
rafte denne dag, så der var godt fyldt i huset og haven hos Nalubale Rafting (selskabet
vi havde bestilt riverrafting hos). Efter at have skrevet under på kontrakten
og betalt, fået en kort briefing, tildelt redningsveste og hjelme, samt fået en
rolex og en banan samt en masse sommerfugle i maven, var vi mere end klar(;
|
Kamilla og jeg er SÅ klar (; |
Vi
kørte afsted, og ankom efter ca. ½ time til startstedet. Med en padle i hånden,
hoppede vi nu sammen med vores (s)kønne guide Ashiraff i gummibåden. Den første
halve time bestod af forskellige øvelser, og forsøg på at ro i takt, samt ”what
to do” hvis - eller nærmere når, vi faldt ud af båden. Samt selvfølgelig
sikkerhedsmæssige instruktioner. For selv om det er sindssygt sjovt, så er det bestemt ikke helt
ufarligt! Inden længe sejlede vi afsted mod den første ud af 8 rapids. Når man
ikke er professionel, er det ikke forsvarligt at tage mere end op til grade 5
(sværhedsgrad). Og sådan en mødte vi selvfølgelig som det aller første(;
Kriblen i maven, spænding, adrenalin, og ja næsten blod, sved og tårer.
Grineflip og skrig, følelser som: ”Jeg kan ikke trække vejret under alle de her
bølger”, eller ”Hvilken vej er vandoverfladen?”, masser af sjov og spas, ømme
armmuskler og solbrændte lår, WOW-følelse og det fedeste Wuhuuu!! Yes; River rafting på Nilen er ikke mindre
end AWESOME!! Jeg tror her billeder siger mere end ord:
Det var dog langt fra hele tiden, at alle disse bølger skyllede ind
over os, og det blev også til rolige sejlture, hvor den vildt smukke natur
kunne nydes, enten fra båden, eller med en lille (frivillig) svømmetur i det
dejligt varme vand(; Sidst på eftermiddagen nåede vi igen i land, og kunne give
hinanden en ordentlig high-five. Det er ikke alle og enhver der tilbagelægger
27 km. på selveste Nilen i en gummibåd(;
Fyldt med adrenalin og livsglæde i kroppen og store smil i ansigterne,
satte vi kursen tilbage mod byen, og nød aftenen på backpackers.
Efter en overraskende god nats søvn, var de første ord der slog mig
efter jeg åbnede øjenene: Bungee jumping – arg... For selv om jeg overlevede
gårdsdagens adventure, kun med en enkelt lille bule i panden og nogle små blå
mærker, så synes jeg stadigvæk mit liv hang i en lidt tyndere tråd end det
normalt føles som.. Egentlig tror jeg, at jeg har en del højdeskræk, og de
vildeste adventureting eller blot rutchebaner i forlystelsesparker, har jeg
ofte takket pænt nej tak til. Men som sagt, det er sundt at overskride grænser,
og langt de fleste gange, kommer der jo også en positiv oplevelse ud af det.
Jeg havde egentlig ikke regnet med at jeg ville bungee jumpe, og bestemt ikke
regnet med, at jeg turde gøre det. Men noget i mig sagde, at jeg simpelthen
blev nødt til at gøre det(; Ja, og så har jeg en søster, der er total vildt med
så meget adventure som muligt. Så at kunne sige til hende, at jeg har gjort
noget, som hun ikke har gjort, det var helt sikkert også en drivkraft til at
tage springet(; Yes søster – I did it!! (;
Forestil dig at betale knap 600 kr. og derefter skrive under på, at
hvis du blev skadet eller døde ved springet, så ville hverken du eller din
familie sagsøge bungee jumping selskabet. En lidt underlig fornemmelse i
maven..(; Spændingen i maven steg, og mit hjerte begynde at hamre, da vi gik op
af de mange trapper. Jeg tror stadig ikke helt jeg havde fattet, hvad det var
jeg havde rodet mig ud i. Der var lige pludseligt ret langt ned til
vandoverfladen, og spændingen og nervøsiteten steg hele tiden!
|
Udspringstårnet på klippen Den lille gummibåd samlede os op når vi var komemt ned |
|
Udspringstårnet fra den anden side. På den anden side af bredden på klippen ses caféen, hvor vi havde god muligehd for at se, og ikke mindst høre, de andre springe |
Vi fik hurtigt
seletøj rundt om maven, der skulle bruges som ekstra sikkerhed, hvis nu man
skulle være så uheldig, at elastikken sprang. Herefter fik man lov til at sidde
i ”Kongestolen”. Ja sikke heldig man var (; En lille skammel blev nu sat frem,
og jeg fik bundet et håndklæde og derefter en tyk elastik omkring mine ankler.
Og ja, jeg fik vidst spurgt ret mange gange, om de var sikre på, at den var
bundet stramt nok og ordentligt fast. 3 mænd styrede det hele, og på en eller
anden måde følte jeg mig tryg nok ved situationen. For ja der skal ikke hver
nogen tvivl om, at selv om vi har gjort mange vilde og langt fra ufarlige ting
i denne weekend, så har sikkerheden virkelig været i top! Men da jeg så
pludselig stop med tæerne ud over kanten, og den søde mand forklarede hvordan
jeg skulle springe, var jeg virkelig kommet langt fra min tryghedszone! Han var
helt rolig og sagde ”Smil og vink til kameraet og dine venner”, men jeg følte
knapt jeg kunne bevæge mine arme, og mine ben rystede usandsynligt meget! Var
helt bange for at jeg skulle falde ned inden de fik talt ned, fordi mine ben
rystede så meget!
|
"Klar" til at springe.. |
Pludselig var det nu, og mændene råbte ”3-2-1-BUNGEE!!”, og
jeg lod mig læne forover. De næste sekunders oplevelse kan ikke beskrives! Det
var fuldstændig vandvittigt og sindssygt, og jeg skreg vidst også ret meget(;
Følelsen af at falde frit, som om der ikke er noget der holder dig fast, eller
kan redde dig. Det er for viiilldt! Men selv om jeg var fuldstændig
skrækslagen, så var det samtidig også en helt igennem fantastisk følelse, og
kunne ikke lade være med at grine for vildt! 44 meters fald med hovedet nedad,
og så lige dyppe hænderne i selveste Nilen! Hvad kan jeg sige: Det var så
AWESOME!!
|
"I believe I can fly..." |
|
Fik lige dybbet hænderne i Nilen.. - Kan det blive federe? (; |
|
Wuhuuu (: |
Bagefter synes det meget uvirkeligt at jeg har gjort det, og kan bliv
helt i tvivl, om jeg virkelig gjorde det. Men har da øjenvidner på, at det er
sandt (; Adrenalinen pumpede stadig løs i kroppen meget af dagen, og vi fejrede
livet med lækker middag, bestående af en sandwich med groft brød (En
vidunderlig smagsoplevelse når man er vant til helt hvidt brød hver dag!), og
den lækreste banan-chokolade smoothie(;
|
Besøg ved Nilens udspring Til venstre ses Victoriasøen og til højre Nilen |
Næste dag var vores ferie ved at være slut, og turen gik tilbage mod
Masaka. Inden da, var der lige tid til lidt shopping i Jinja, og endnu et stop
i det skønne supermarked i Kampala. En helt igennem fantastisk weekend var ved
at være ovre, og vi kom sikkert tilbage til vores farm i Kamuzinda. En helt
anden side af Afrika, end hvad vi havde levet i de sidste par dage. Jeg holder
virkelig af at bo i en lille landsby som Kamuzinda, og det var skønt at komme
hjem igen. Men det var samtidig også virkelig lækkert at se, at Uganda også er
meget mere end røde grusveje og fattige lerhuse. Ind i mellem kunne man helt
glemme, at man virkelig var i Afrika. Men det er også noget af det der er så
fantastisk ved Afrika; Man overraskes gang på gang!
Selv om jeg virkelig har forsøgt at beskrive denne weekend, så tror jeg
langt fra det er muligt. Det skal simpelthen opleves! (: - og jeg tager gerne
med, hvis der er nogle som skulle have lyst(;