18 skønne børn + 5 herlige mammaer = 1 kærlig familie

3 dage om ugen tilbringer vi vores formiddag/eftermiddag med 18 af Ugandas skønneste børn! Her er der tid til leg og hygge og til omsorg for det enkelte barn. Livsvigtige ting som babyhjemmets 5 mammaer, sommetider kan have svært ved at nå i den travle hverdag. For med så mange små drenge og piger, størstedelen under 10 år, er der bunkevis af tøj og sengetøj der hver dag skal vaskes, store gryder af mad der skal klargøres og koges, fysiske behov der skal tages af osv. Babyhjemmets 5 mammaer: Mamma Innocent, Mamma Winnie,  Mamma Sharon, Mamma Rose og Mamma Beatrice, gør alle et kæmpe stykke arbejde! Men intet menneske har mere end 2 hænder og ind i mellem kan det være rart for dem lige at hvile i 2 min. Derfor er vi så heldige, at få lov til at komme og lege og hygge med de herlige prinser og prinsesser! (: Disse børn kommer dog langt fra, fra noget der kan minde om en glad og lykkelig barndom! Hver i sær har de en barsk fortid og historie, der vidner om alt andet end et værdigt liv. Alle har de følt sig forladt og alene, oplevet omsorgssvigt og ikke mindst manglet kærlighed. Manglet følelsen af, at der er nogle der gerne vil være sammen med dem – nogle der holder af dem og elsker dem! Rettigheder som alle mennesker har krav på og ret til!

Lad mig fortælle hver deres historie:

Priscilla

Priscillas mor blev gravid med en ansat fra den skole hun gik på. Hun prøvede at skjule sin graviditet for hendes familie, men af naturlige årsager blev det selvfølgelig opdaget. Priscilla fik langt fra en dejlig velkomst til verden. Priscillas bedstefar var rasende på hendes mor, og ønskede ikke at have noget med den lille baby at gøre. Han prøvede at få Priscillas far til at tage sig af Priscilla. Samtidig ønskede han dog også at retsforfølge ham, da han havde gjort hans umyndige datter gravid. Priscillas far blev så skrækslagen, at han begik selvmord. Pricilla har derfor aldrig haft en far i sit liv. Priscillas mor stod nu helt alene med den lille baby, da ingen fra hendes egen familie ønskede at have noget med babyen at gøre. Priscillas mor forsøgte det første år at tage sig af den lille pige, men uden held. Herefter valgte Priscillas bedstemor at aflevere den lille pige på hospitalet, hvorefter hun blev kørt til UCCs babyhjem. Da hun ankom var det tydeligt at se at hun var underernæret, og manglede den kærlighed og omsorg, som ethvert barm har krav på. Selv om hun var omkring 1 år gammel, var hun af vækst ikke større end en baby på 1 måned. 

Priscilla er nu 3 år, og er blevet til en rigtig lille betuttet prinsesse. Hun elsker knus og kram og er en rigtig lille tryghedsnarkoman. Men så snart hun har fundet sin plads, er hun klar på en masse sjov og spas, og er ikke bange for at lave lidt drillerier.

Skønneste Priscilla

Timothy

Timothy blev født på Masakas hospital d. 13 oktober 2011. Denne lille charmetrold fik også langt fra en varm velkomst til verden. Hans mor ønskede af ukendte årsager ikke at have en baby. Så da sygeplejersken var gået,forsøgte hun at kvæle ham. Heldigvis kom sygeplejersken hurtigt tilbage, og fik stoppet den nybagte mor. Herefter fortalte Timothys mor, at hun tidligere i graviditeten havde forsøgt at fremprovokere en abort, men uden held. Dette havde resulteret i en voldsom infektion i hendes underliv, så lille Timothy måtte på antibiotikakur de første dage af sit liv. Pga. kvælningsforsøget truede hospitalets personale Timothys mor med at melde hende til politiet. Dette resulterede dog at i den nybagte mor flygtede, og lille baby Timothy var nu forladt og alene tilbage. Hospitalet fik kontakt til UCCs babyhjem, hvor han blev anbragt. Den første uge af hans liv var kritisk, da han havde svært ved at synke når han fik sutteflaske. Men heldigvis fik han det hurtigt bedre, og appetitten begyndte at komme. Hun har nu fået sul på kroppen, og er altid en af de første der kommer vraltende mod os, med et kæmpe smil i ansigtet. Han er en ægte charmetrold, og elsker at rende rundt i haven på hans små ben.

Altid glade Timothy

Miracle

Da Miracle var 2½ år, blev hun fundet efterladt i et landsbyområde i Kyabakuza, tæt på Masaka, hvor hun lå mutters alene. En lokal familie tog den lille pige til sig, og hun boede hos dem i over 2 år, og blev en del af deres familie. Desværre kunne familien ikke blive ved med at tage sig af hende, og hun måtte igen tage afsked med hendes kendte og trygge omgivelser. Heldigvis var det en barmhjertig familie, og de ønskede ikke blot at lade den lille pigen klare sig selv. Gennem deres præst fik de kontakt til UCCs babyhjem, og Miracle fik nu endnu en ny familie at skulle forholde sig til. Heldigvis er dette blevet et stabilt hjem for hende, og hun har fået en masse søskende at lege med. Hun er nu en af de ældste på babyhjemmet, og hjælper gerne til med at holde styr på sine mindre søskende, eller i ny og næ hjælpe mammaerne en smule. Sammenlignet med andre afrikanske piger på hendes alder, har hun dog en langt større frihed i hendes barndom, og hun har tid og plads til stadig at være barn. En periode i et menneskeliv, som ofte er meget kort for andre afrikanere, da barndommen er noget der skal overståes, så de kan hjælpe til i familien. Miracle er også så heldig, at hun hver dag kan tage af sted i skole. Og når hun sidste på eftermiddagen kommer hjem, er hun klar til en masse sjov og spas. Hun elsker at løbe rundt og lege fangeleg, og får det skønneste grineflip hvis man når at fange hende, inden hun løber rundt om det næste hjørne i haven.

Smukke Miracle

Gideon

Denne lille fyr er også langt fra født ind i en happy familie. Han kom til verden som resultat af incest mellem moderen og morfaderen. Denne situation bliver i Uganda regnet for en forbandelse, og moderen og mormoderen blev enige om at gemme den lille baby væk i huset, hvor det lyder at de forsøgte at sulte ham ihjel. Heldigvis bliver denne forbrydelse opdaget, og den lille udsultede dreng bliver fundet, og UCCs babyhjem tager imod ham med åbne arme. Faderen bliver meldt til politiet, men stikker af inden han når at blive arresteret. Moderen og bedstemoderen bliver dog begge arresteret, og har begge afsonet deres straf i fængslet. Den lille baby var et næsten skræmmende syn for mammaere på babyhjemmet. Han var totalt udmargret, og havde hævede ben og fødder, som tegn på underernæring og dehydrering. På trods af hans meget lille størrelse, viser det sig at han er 12 måneder. Ved hjælp af den rigtige kost, og masser af kærlighed og omsorg, er han vokset op og blevet til en sund, rask og stærk dreng, med masser af smil på læben. Et ægte bevis på hvilke mirakler en rigtig familie kan gøre for en sådan mishandlet lille dreng. Han er nu også startet i skole, og når han kommer hjem, er han klar til masser af sjov og leg på den dejlige legeplads. Han er en rigtige lille charmetrold, på trods af den ubegribelige og tragiske opvækst han havde det første år af sit liv, og man bliver helt tryllebundet af livsgnisten der lyser ud af hans øjne. En ægte figther.

Seje Gideon

Mutyaba

Af ukendte årsager levede han sammen med sine bedsteforældre de første år af si liv. Selv om han var hos sin familie, var hans vilkår meget ringe, og det blev opdaget, at den lille fyr var så underernæret, at han var i livsfare. Herefter tvangsfjernede myndighederne ham. Den lille dreng på 2 år blev herefter anbragt på babyhjemmet. Ved hans ankomst vejede hans blot 7 kg. Hvoraf de 2 af dem var væske. Alt denne væske i hans krop, gjorde at han var meget hævet, især på hænder og fødder. Nogle steder på sprækkede hans hud endda, fordi væsken pressede så hårdt mod hans hud. Hans indre organer var så belastede, at selv det blot at åbne øjnene var en kamp. Alt dettevar tegn på en meget farlig type underernæring, som skyldes meget stor mangel på protein. Tilmed havde dårlig hygiejne forringet hans tilstand, så hans lille hjerte var i fare for at blive udsat for stress. Mutyabas tilstand var deerfor meget kritisk. Efter den rigtige ernæring på babyhjemmet begyndte hævelserne at forsvinde, og han er nu en sund og rask dreng. Han er en rigtig herlig lille fyr, der elsker at tumle rundt. Især i sandkassen kan han få lange stunder til at gå. En rigtig lille ven, som er svær at forlade, når han ligger der i sin trammeseng og kigger op på en, inden han skal sove middagssøvn.

Mutyaba og Pricilla nyder udsigten fra muren

JB

John Bosco, eller i daglig tale JB er en rigtig fræk lille fyr. Ingen kender hans baggrund, før  politiet fandt den lille dreng alene og forladt. De forsøgte at f en lokal dame til at tage sig af ham, men uden meget held. Efter alt at dømme har hun ikke anstreng sig meget for at tae sig af ham. Man har regnet sig frem til, at han var ca. 1 år, da han i 2010 ankom til babyhjemmet. Ved første øjekast virkede han meget underernæret og dehydreret, men efter nærmere undersøgelser fandt man ud af, at han både led af malaria og lungebetændelse. Med den ruge ernæring, hjælp og omsorg, begyndte hans tilstand langsomt at forbedre sig, og han er nu vokset op og blevet en rigtig lille robust fyr. Når vi ankommer til babyhjemmet om morgenen, er han en af de første børn der kommer løbende os i møde med ordene ”mzungu, mzungu”. Når man spørger ham kan han sagtens vores navne, men det er som om han ofte finder det nemmere blot at sige mzungu. Smart ide til at få alles opmærksomhed på en gang, i stedet for at skulle remse 5 navne op. Når vi møder ham, tager straks vores hjelme og tasker, og bærer det pænt indenfor. Han er altid en rigtig lille hjælpsom fyr, der passer godt på sine små søskende. Han er dog også en rigtig lille drillepind, og med sin robuste størrelse, kan han så nemt som ingenting tumle dem alle sammen ned. Han er meget opsat på at få sin vilje, men er også en utrolig kærlig bror, der gerne deler med sine søskende.

Frække JB

Hope

Den. 26 februar 2010, blev denne lille pige fundet i en bananplantage nær Masaka. Pigen var retarderet, og kunne hverken tale eller gå. Her i uganda bliver handicappede børn set om en skændsel, da de ikke kan hjælpe til i familien, og tilmed blot giver flere udgifter. Pigen blev taget til hospitalet, hvor hun fik førstehjælp. Det blev herefter besluttet at hun skulle bo på babyhjemmet. Ikke fordi hun var en baby, men fordi hun her ville få de bedste levevilkår og de bedste chancer for ordentlig hjælp. UCC valgte at give hende navnet håb, da der er håb i alle situationer. De sidste par år på babyhjemmet, har virkelig forbedret Hopes tilstand, men et normalt liv vil hun aldrig kunne få. Tager man hende i hånden, kan hun nu selv gå rundt, og på en god dag tager hun også nogle skridt alene. Hun elsker at komme ud i haven i solskinnet, og et stort smil kommer frem i hendes spinkle ansigt. Desværre kan hun ikke tale, kun pludre. Men derfor kan man jo sagtens lege alligevel, og selv om hun desværre ikke selv kan være med til at rende rundt og lege, så holder hun af at observere de andre. Som f.eks. at sidde ved siden af gyngen og se på de andre der gynger. Hun holder af at udforske sine omgivelser og undersøger gerne området grundigt hvor hun er, for ting og sager. Trods hendes meget spinkle krop, kan man mærke livsgnisten gennem hende, og smiler hun, smelter ens hjerte.

Herlige Hope

Evas

Denne lille baby blev født ved kejsersnit, og var en sund pige på 3,5 kg. Dog gik der noget galt da lægen lagde kejsersnittet, og den lille pige blev skåret i ansigtet. Hendes første oplevelse i livet, var altså at blive syet. Det virkede til at alt andet var gået godt ved fødslen. Men efter kort tid døde moderen. Man regner med, at hun har haft en indre blødning, der ikke er blevet opdaget. Evas blev født ind i en fattig familie, og havde allerede 4 søskende. Faderen stod nu alene med disse børn, og havde ikke engang penge nok til at købe mælk til denne lille baby. Heller ingen af forældrenes familier havde råd til at tage sig af hende. Hun blev derfor afleveret hos politiet, hvorefter hun kom til babyhjemmet. Hun er en rigtig lille diva, der nu har lært at gå, og kommer os vraltende i møde, når vi kommer ind af lågen til babyhjemmet. Hun elsker at tilbringe tid i sandkassen, og har ofte sand over det hele, når hun forlader legepladsen. Til forskel fra mange andre af hendes søskende på babyhjemmet, har hun en familie hun kan komme tilbage til. Efter planen er hendes ophold på babyhjemmet derfor kun midlertidigt, og UCC håber hun kan komme tilbage til sin rigtige familie, når hun er blevet ældre. Selv om babyhjemmet er et helt igennem fantastisk sted, så er familien altid det bedste sted for børn at vokse op, hvis vilkårene er de rette. 

Lille diva Evas

William

Ingen kender til denne lille fyrs familie eller baggrund. Han blev fundet alene og forladt, kun 3 uger gammel, svøbt i et tæppe under et træ, uden for hospitalets indgang. UCC blev kontaktetm og herefter familieforsorgskontoret i Masaka, så overdragelsen kunne gå retsmæssigt. Ud fra hans vægt og hvor fint såret ved hans navle var helet, kunne de beregne hans alder til ca. 3 uger. Han virkede til at være en sund og rask dreng, og som om han havde haft en god start på livet. Så det virkede meget underligt, at han var blevet efterladt. Han er en super frisk dreng, deer gerne løber rundt på babyhjemmet, eller tager sig en tur på karusellen. Ellers er han også kendt som den bukseløsedreng, man altid lige skal hjælpe i tøjet, når vi ankommer om formiddagen. En skøn dreng med masser af krudt og samtidig masser af omsorg for sine søskende på babyhjemmet.

Skønne William

Henry

Lille Henry vandrede alene rundt, da han blev fundet af et venligt menneske. Han fortalte manden, at han ledte efter sin onkel. Manden tog ham med til et sted, hvor han kunne få noget hjælp. Herefter blev han bragt til babyhjemmet. Henry fortalte at hans far var en motorcykelmekaniker, og at han blot lod ham være alene og aldrig kom tilbage til ham. Han var ikke særlig gammel da han blev fundet, og det gør, at han ikke kan fortælle meget om sin baggrund. Da han kom til babyhjemmet var han meget syg af malaria, lungebetændelse, lavt blodindhold og underernæret. Tiden på babyhjemmet har hjulpet ham rigtig meget, men han bøvler stadig med flere forskellige sygdomme. Trods sygedage ind i mellem, hvor han må blive hjemme, er han nu begyndt i skole. På trods af hans tilstand, elsker han at lege, og spreder altid en smittende glæde omkring sig. Han er en rigtig charmetrold, og selv om han mangler en del tænder i sin mund, går hans kærlighed, omsorg og smil, lige i hjertet på en.

Skønne storebror Henry

Joshua

I år 2011 blev denne lille dreng fundet efterladt på et hospital. Han var meget underernæret. Myndighederne gjorde alt hvad de kunne for at finde hans slægtninge, men uden held. Han blev derfor kørt til babyhjemmet. Den lille fyr var ekstremt underernæret, hvilket bla. Viste sig ved de meget hævede fødder og hænder. Resten af kroppen var ekstremt tynd, og havde udstående ribben. Da han ankom til babyhjemmet beregnede de ham til at være mellem 18 og 24 måneder. Han vejede kun 7 kg, og selv om man kom i tøj i str. 6-9 måneder, kunne hans lille spinkle krop stadig ikke fylde det ud. Ud over den ekstreme underernæring, virkede han heldigvis sund og rask. Han kunne dog ikke helt de samme ting som børn i hans alder gerne skulle kunne. Men med en hjælpende hånd kunne han gå et par enkelte skridt, inden han hurtigt blev træt. Men en ordentlig kost og masser af kærlighed og omsorg fra mammaerne på babyhjemmet, har han nu masser af energi til at rende rundt og lege med de andre børn. Han holder rigtig meget af at udforske verden, og elsker at blive løftet op, så han kan se ud over muren, der er omkring babyhjemmet. Og han er bestemt ikke bange for at snakke med de folk der er på den anden side, og har helt styr på nabobørnenes navne. Når han ikke sidder og kigger over murren og vinker til de folk der kører forbi, kan han ofte findes på legepladsens gynge, eller i færd med at bygge et tårn af legoklodser. Han elsker at blive båret rundt på, og putter gerne en tommelfinger i munden, for at skabe ekstra tryghed. Han er en af de børn på babyhjememt der er bedst til engelsk, og elsker at stå foran plakaten med bondegårsdyr, og vise hvor dygtig han er til at sige dem alle sammen. En utrolig omsorgsfuld og hjælpsom lille dreng, der har øje for sine søskende, og gerne deler både af legetøj og mad. 

Joshua klar til tandbørstning

Winnie og Fred

Disse 2 børn er ikke blot babyhjems søskende, men kommer fra den samme familie og har de samme forældre. Fred var den første af de 2 der kom på babyhjemmet. Dengang var han 9 måneder. Deres mor levede et hårdt og barsk liv, med druk og mange forskellige mænd. Dette har gjort, at både moderen, og begge børn er HIV-smittede. Faderen til børnene boede ikke i hjemmet, og de har aldrig haft nogen kontakt til ham.

UCCs klinik deler gratis medicin ud til HIV-smittede, og her mødte de Winnie og Fred og deres mor. De fik desuden en snak med UCCs socialarbejder, og de fik snakket om den håbløse situation. Herefter blev der snakket med børneforsorgen, og i 2011 kom Fred kom ud på babyhjemmet. Han var i dårlig fysisk stand, og moderen viste ikke rigtig nogen interesse for børnene. Et år senere kom Winnie også til babyhjemmet. Hun var også underernæret, fejlernæret og syg. Ved sin ankoms var hun 4 år, men meget lille af vækst, og kunne knapt gå. Hun virkede som en pige der havde mistet håbet og troen på mennesker omkring hende. Nu er de 2 søskende forenet på babyhjemmet, hvor de får den rette kost, og masser af omsorg og kærlighed, og ikke mindst behandling for HIV. Winnie er vokset op, og blevet en bestemt lille pige, der ved hvad hun vil have. Samtidig er hun også en helt lille mor, og elsker at pusse om sine nye små søskende på  babyhjemmet. Især det sidste nye skud på stammen; baby David, får masser af hendes opmærksomhed, omsorg nusseri. Fred er en frisk lille dreng, glad vralter rundt med et kæmpe smil på læben. Og på trods af det snot der næsten aldit hænger ud af næsen på ham, er han en rigtig lille charmetrold, der altid bringer et smil frem på læben, og elsker at få en svingtur på legepladsens gynge.

Herlige Winnie

Line og fred fjoller

Jeremiah

Da Jeremiah var ca. 3 år, var han med sine forældre og en masse andre mennesker til et vækkelsesmøde. Pastoren, der havde stået for mødet, fandt efter afslutningen, den lille dreng siddende alene tilbage, da han var ved at rydde op. <manden tog drenge og gik rundt for at finde hans forældre, men ingen ville kendes ved den lille fyr, og det hat aldrig været muligt at finde hans familie. Jeremiah var for lille til at fortælle noget om sig selv, og ingen kender derfor til hans baggrund. Han kom til UCCs babyhjem, og har nu været der i flere år. Han er en frisk dreng, der altid er klar på sjov og ballade, og elsker at løbe rundt i haven. Han går nu i skole, men når han kommer hjem, er han klar til at lege, men også til at give mammaerne en hjælpende hånd, med masser af omsorg, tager han sig rigtig godt af sine små søskende.

Altid friske Jeramiah

Docas

Denne lille prinsesse er vokset op hos sin bedstemor, da hendes mor er psykisk syg. Myndighederne fik kendskab til familien, og fandt ud af, at bedstemoderen egentlig ikke havde overskud til at tage sig af den lille pige. Myndighederne kontaktede herefter UCC og spurgte, om de vil tage sig af den lille pige. UCC var dog lidt skeptisk, da Docas jo egentlig har en familie hun kan bo hos. Men myndighedernes svar var blot, at hvis ikke UCC vil tage hende, så ville de sende den lille pige et andet sted hen. UCC tog derfor imod den lille pige med åbne arme, og hun blev inddraget i familien. Den lille pige var ved første øjekast meget indelukket, og det var svært at få et smil frem i hendes ansigt. Kærligheden fra mammaerne har fået hende til at blomstre, og hun er blevet en rigtig nysgerrig lille pige. Hun vover sig nu selv rundt i haven på sine små ben, og smiler til verden. En rigtig lille solstråle.

Yasin

Yasin er en af de få børn på babyhjemmet, der faktisk har en familie. Men dette har langt fra kunnet mærkes. En sponsor var en dag ude at besøge sit sponsorbarn, og fandt Yasin, bror til sponsorbarnet, sidde helt alene, uden at få nogens opmærksomhed. Han virkede meget skræmt og indelukket. De spurgte ind til den lille dreng, og moderen havde bare sagt at han bare var sur. Men enhver kunne se, at det ikke var det der var galt. De fandt ud af, at der ikke var nogen i familien der tog sig af den lille dreng, og at han bare dagen lang sad alene for sig selv. Familien havde næsten ikke råd til mad, og Yasin var derfor både underernæret og meget omsorgssvigtet. Det blev besluttet, at det vil være bedst for alle, hvis Yasin kom med på babyhjemmet, og dette skete så her i sommeren 2013. Yasin er en meget indelukket fyr, og man kan se hvordan håbet er slukket i hans små brune øjne. Han er meget krumrygget, og kan hverken gå eller tale. Selv om Yasin stadig har det rigtig svært, så har han alligevel gjort fremskridt i de sidste måneder på babyhjemmet. Giver man ham en hjælpende hånd, kan han nu gå en tur rundt i haven, og nyder solskinnet. Man kan nu også være heldig at få øjenkontakt med ham, og han bruger sine små hænder til at gribe fat i forskellige ting omkring sig. Det bekymrede udtryk i hans ansigt og øjne, sidder stadig fastprintet, men hans nysgerrighed for verden omkring ham, viser at håbet spirer i ham.

Lille søde Yasin

David

Lille baby David blev en tidlig morgen i starten af september fundet i en rendesten ved siden af nogle toiletter. Det formodes, at moderen har haft planer om at drukne det lille barn i toilettet, men har fortrudt, og derfor valgt at ligge ham i rendestenen, i håbet om at nogle ville finde ham. Heldigvis var der et barmhjertigt menneske der fandt ham, og tog ham med, og det blev, gennem de mange processer der altid er, besluttet, at han kunne komme ud til babyhjemmet. Den lille fyr var kun 3 måneder da han ankom til sit nye hjem. Han havde udslet på kinderne, og det ene øje havde han svært ved at åbne. Kærlighed og omsorg fra de mange mammaer på babyhjemmet, er guld værd for alle børnene på babyhjemmet, og bestemt også for David. Desværre bøvler han stadig med et dårligt øje, men han pludrer og smiler som en rigtig lille baby, og man kan se ham vokse, og mærke livsgnisten i ham spire for hver dag. 

Som i nok kan se, har de disse børn allerede oplevet mere end rigeligt at barske ting i deres liv, trods deres unge alder. De er mærket for livet, og man kan sommetider se fortiden reflektere sig i deres øjne. Nogle kom til deres nye familie som helt små, og er derfor ikke selv er klar over hvad de har været igennem. Mens andre har tydelige minder om hvordan deres liv har været Men én ting er sikkert - De fortjener alle ALT den kærlighed og omsorg de kan få! Disse børn er virkelig guld værd!

Gensyn med de skønneste børn

Onsdag var lig med udflugtsdag. Vi mødtes med Ruth og Gavin fra UCC onsdag morgen, og kørte afsted for at besøge nogle børn, der tidligere har været på babyhjemmet. Mine 4 farm-venner glædede sig til at komme ud og besøge nogle børn og familier. Men for mig var glæden og spændingen ekstra stor! Disse børn var nemlig på babyhjemmet, da jeg var hernede i foråret, men er nu kommet tilbage til deres familier. Nogle få af børnene på babyhjemmet har stadig en af deres forældre. Men af forskellige grunde, har de ikke haft midler (psykisk og/eller økonomisk) til at tage sig af deres børn. Men bliver situationen bedre for disse forældre, så gør babyhjemmet hvad de kan, for at få børnene tilbage til deres familier. For selv om babyhjemmet er et fantastisk sted at være for børnene, så er familien stort set altid det bedste!

Først gik turen ud for at besøge søde James og Josephine. Begge deres forældre flygtede af økonomiske grunde, og lod deres 4 små børn klare sig selv. De forladte børn blev fundet, og de 2 mindste (James og Josephine) kom på babyhjemmet. Efter 1 måned kom faderen tilbage. Efter lang tid, har faderen nu fået genoprettet sin tilværelse, og han har nu recourser til at tage sig af sine børn igen. Derfor sagde James og Josephine farvel til mammaerne på babyhjemmet, og tog hjem til deres far.

Søde og smukke Josephine

Herlige James

Ruth havde sponsorgaver med til børnene og deres familier, samt lidt mad til det næste stykke tid. Dette blev modtaget med sot taknemmelighed! Desuden fik James og Josephine et stykke legetøj og en slikkepind, hvilket også faldt i meget god jord!

Gensynsglæde med Josephine!
Det var simpelthen så skønt at mærke at de kunne genkende mig!

Savner virkelig James fantastiske smil og evige glæde!

Familiefoto
Yderst til venstre ses James og Josephines far,
herefter Gavin, og forrest de 5 søde små børn

Herefter gik turen ud for at besøge Kyambadde og Jeramiah.  Det var et hårdt syn der mødte mig: 2 må forladte drenge, uden så meget som håb om et smil.

UCC hjalp faderen med at bygge et hus.
Før boede de under pinde og stof!

Kyambadde
Han plejede at storsmile.
Nu var der ikke andet end et tomt blik, da han åbnede døren til hans hus.

Ruth deler sponsorgaver ud til de 2 børn

Vi så ingen mad i huset! Så denne sæk var tiltrængt!

Børnenes far var i marken for at arbejde. Han tog afsted om morgenen, og kom først hjem ved 4 tiden om eftermiddagen. 2 drenge under 10 år - alene hjemme. Og i går var situationen den samme. Ingen tegn på mad. De fortalte dog at deres far kom hjem med et måltid om aftenen. Ingen tegn på leg med andre børn. Ingen tegn på hygge.

Gavin snakker med de 2 børn om hvordan de har det

Efter lidt tid fandt drengene tilliden frem, og endelig fik de et lille smil på læben!

Endlig fik vi et smil frem !

Sødeste Kyambadde og Jeramiah

Det var utrolig hårdt at sige farvel til disse to drenge. Deres livssituation er en kæmpe kontrakt til babyhjemmet! Håber sådan at kunne se dem igen!

High-five ! (:

 Dagen sluttede af med at besøge Sam, der er kommet på kostskole. Han kom løbende mod Ruth med ordene "Mamma Rutth Mamma Ruth!!" Kæmpe knus! Så sødt at se! Ruth spurgte ham om han kunne genkende mig der stod bag ved, og han vendte sig om og råbte "Heidi" og gav et kæmpe knus med det skønneste smil! Kan man blive andet end varm om hjertet?!

Sødeste Sam

Ruth, sam og jeg får os en lille snak (:

Skolen havde en kæmpe og helt dansk legeplads

.. og man kan da ikke besøge sådan en legeplads i Afrika,
uden lige at pøve rutchebanen.. til stor begejstring for børnene(;

Gruppebillede på legepladsen (:

 Det var virkelig utrolig hårdt at se de vilkår, som mange af børnene lever under! En kæmpe kontrast til hvad de har været vant til på babyhjemmet! Men det var også virkelig skønt at se, hvordan James og Josephine elskede at være tilbage ved deres far! Kyambaddes situation var dog meget anderledes. havde lyst til at tage ham i hånden og tage ham med mig! Er spændt på hvad der kommer til at ske fremover.
Med denne oplevelse i bagagen, har man bare endnu mere lyst til at give børnene på babyhjemmet alt den kærlighed, omsorg og glæde jeg kan! De fortjener det virkelig!

Sundhed, snobrød og sundhedsklinik

”Spis mindst 600 g. frugt/grønt om dagen. Varier din mad. Spar på kulhydraterne. Drik rigeligt med vand. Undgå for meget sukker”. Vi er vant til i Danmark, at blive bombarderet med regler for, hvordan vi skal leve sundt, hvad vi må, og hvad vi ikke må spise. Men i Uganda er det helt anderledes. Der er langt fra den samme folkeoplysning om sundhed, som vi kender til i Danmark. Mad er mad, og så længe det kan spises, så må det være godt. Ordene ”sundt, groft og varierende kost”, virker ikke til at være en del af deres ordbog. Men hvor skulle de også vide det fra?

”Gates of Happines Ministries Uganda”, er en nyoprettet organisation i Kyanamukaaka, nær Kamuzinda hvor vi bor. Som de selv udtrykker det, ønsker de, at bringe den tabte glæde tilbage det lokale folk. Især fattige og forældreløse børn, står deres hjerte meget nært. Direktøren for organisationen hedder Alengo John, og arbejder på kontoret på det lokale lægehus. Formanden er Herbert, lærer på Cornerstone skole, hvor vi underviser. De forsøger at lære børnene forskellige færdigheder, så børnene kan tjene lidt penge, og derved få råd til at gå i skole. Organisationen er kun godt 6 måneder gammel, men hjælper nu godt 30 børn, de fleste under 14 år, som gerne samles hver lørdag. Indtil videre har de lært børnene at lave forskellige smykker af papir, samt at lave håndsæbe af bl.a. urter.

Medlemmerne af bestyrelsen af Gates of Happines

 Da jeg stadig var i Danmark, blev jeg spurgt af Herbert, om jeg havde lyst til at lære dem om sundere brød, og hvordan de kunne bage det. En spændende udfordring, som jeg sagde ja til, uden rigtig helt at vide hvad jeg gik ind til. Til min glæde, havde mine rejsekammerater samme lyst som mig, til at hjælpe denne organisation, og da vi ankom til Uganda, fik vi aftalt en dag, hvor workshoppen skulle afholdes. Denne dag fandt sted i lørdags.

Vores fine plakater - klar til foredrag 

Foredraget og workshoppen kom først og fremmest til at handle om sund mad, og herunder bl.a. brød. Vi forsøgte at give dem noget meget basal viden om kulhydrater, fedt og proteiner, og hvordan en sund sammensætning af disse burde være. Desuden snakkede vi lidt om vigtige vitaminer, og lagde vægt på en varieret kost. Her i Uganda, spiser de et meget stort varmt måltid mad til middag. Et måltid, der ofte ligner det fra dagen før. Variationen kan ligge mellem ris og bønner, porcho og bønner eller matooke og bønner (dette er dog ret dyrt for tiden pga. mangel på regn). Kød er heller ikke billigt, og fås derfor kun til særlige lejligheder. Sommetider kan grøntsager, såsom tomater og kål, finde vej til deres tallerken, men de udgør en meget lille procentdel. Vi forsøgte derfor, at lære dem vigtigheden af en varieret kost og hvordan man kunne reduceret indholdet af de utrolig mange kulhydrater, som de indtager.

Foredrag - det foregik i kirken

 Selv om der ikke findes én eneste Mc Donalds her i Uganda, så forstår de virkelig hvordan man frituresteger. Mange ugandere bruger utrolig meget olie i deres madlavning. Vi forsøgte derfor også at lære dem lidt om olie, hvor usundt det er i store mænger, især når det bliver varmet op, og hvilken skade det kan gøre på ens krop.

Vi serverede hjemmeb(r)agt rugbrød
De synes det var lidt underligt,
og spurgte om der ikke skule noget mere sukker i.. (;

 Vi er langt fra eksperter på dette område, men selv en helt basal viden om sund mad, er mere end hvad de kender til. Bare at fortælle dem, at 3 teske fuld sukker i sin te hver dag, ikke er sundt, overraskede dem.

Efter foredraget, var det tid til den mere praktiske del. Og hvad gør man, når man blot har et bål til rådighed? Man laver selvfølgelig SNOBRØD! (: En ting som de aldrig havde prøvet før. Sammen med børnene og de voksne (der var mindst lige så interresserede), gik vi først i gang med at lave dejen. Som mange andre steder i verden, er det kun lyst brød der kan købes her i Uganda. Tilmed smager det utrolig sødt, som om der er tilsat ekstra meget sukker. I det hele taget, går de meget ind for at deres mad skal smage meget sødt! Da vi lavede dejen, fosøgte vi derfor at lære dem, at lave brød med kun en smule sukker. Desuden lærte vi dem, hvordan man bl.a. kan tilsætte revet gulerod, knuste g-nuts eller sesamfrø, for at gøre brødet sundere. Varianter de aldrig havde set før!

Der skrælles gulerødder
De var meget fascinerede af vores skræller og vores rivejern

Opskriften følges meget nøje

Et par af de søde børn (:

Vi fik tændt bål, sat brødet på pinde og fundet en ægte lejrbålsstemning frem. Jeg er gammel spejder, så det var helt nostalgisk at sidde her midt i Afrika og bage snobrød! Og jeg må sige, jeg har aldrig bagt et bedre snobrød end her! Alt bliver bare bedre her i Afrika(;

I dagens anledning, havde vi medbragt ketchup og marmelade, som de kunne få til deres hjemmebagte brød. De fleste havde aldrig før i deres liv smagt marmelade. Men det blev et hit(;

Bålhygge ! (:

For at være ærlig, så har jeg aldrig smagt så lækre snobrød!
Alt er bare bedre i Afrika (;

Mmm.. (:

Børnene sang for os, og den lokale politimester kom forbi,
for at sikre sig at alt foregik som det skulle (:

Efter at børnene havde brugt dejen op, og fyldt en pose med ekstra brød, var det tid til at spadsere hjem til John, hvor hans kone havde forberedt frokost til os. Et festmåltid med ris, poscho, matooke, bønnesovs, kød og forskellige grøntsager. Super lækkert. Men at omvende en afrikaner, fra at spise kæmpe portioner, når de får sådan en masse lækre ting serveret, tager vidst mere end en enkelt dag(;

Efter at vi var blevet propmætte af alt den lækre lokale afrikanske mad, fik vi en rundvisning på lægehuset, hvor John arbejder. En stor kontrast til det kliniske miljø vi kender fra Danmark! Billerder siger vidst mere end ord:

Sygeplejersken på lægens kontor

Tandlægestolen..

John og jeg i medicin-rummet

En lidt hård hospitalsseng..

På rundtur i lægeklikken.
Her er de ved at få istandsat en operationsstue..

Fødestuen ...

 En lang og indholdsrig dag var nu ovre. Det var vildt spændende, og ikke mindst udfordrende, at lære afrikanerne bare en lille smule om sundhed og mad. For som vi har vores spisevaner og normer i Danmark, så har de selvfølgelig også deres her. Men det var utrolig spændende at mærke deres interesse for at lære nyt om emnet. Og mange gange overraskende, hvor lidt de mange gange egentlig vidste, om det de hver dag kommer i maven! Glæden over dagen var gensidig, og det er allerede aftalt, at vi skal mødes igen senere på efteråret. Kan man være andet end glad for sådan en skøn dag, i dejligt selskab! 

En flok af børnene fra organisationen,
sammen med bestyrelsen og de hvide mzunguer