Heidi i Uganda: Fra skrot til "slot" på bare 1 uge

Mandag morgen mødte der os en frygteligt syn. Spørgsmålene strømmede ind i vores hoveder; Hvordan er det muligt for et menneske at leve her? Hvad får de at spise? Hvem passer på dem? De er jo så gamle. Hvad gør de når det regner og blæser? Det var lige før vi fik helt ondt i maven, og vi var ikke et sekund i tvivl om, at disse mennesker havde brug for hjælp, og det skulle være nu, inden det var for sent.

Den gamle ægtepar foran deres "hus.."

Soveværelset..

Køkkenet

Deres toilet..

Vores afrikafar Pontiano, er en mand med et meget venligt hjerte. Når han hører eller ser folk i nød, går han ikke bare forbi, men ønsker at hjælpe dem. Også selv om han er afrikaner og ikke har mange midler at gøre godt med. Så har han en tro på Gud om, at med bøn og hårdt arbejde, så skal tingene nok lykkes på en eller anden måde. Siden han så dette ægtepars boligforhold (hvis man overhovedet kan kalde det det!), så har han ønsket at bygge et hus til dem. Han fortalte selv, hvordan han flere regnfulde nætter har været vågen og bekymret for dem. Han har gennem lang tid samlet ind i kirken, for at få råd til at bygge huset til dem, og det er gået langsomt fremad. Med en donation fra hver af vores forældre, på under 150 kr. blev det muligt at starte byggeriet. Pontiano havde fået svar på sine bønner, og vi takker vores søde forældre rigtig mange gange!

Mandag gik byggeriet så i gang, og vi havde alle trukket i arbejdstøjet – nu skulle der bygges hus! Nu har jeg ikke helt styr på hvordan sådan noget foregår i Danmark, men jeg er 100% overbevist om, at det langt fra er som her. Ingen ansøgning om byggetilladelse, ingen dybe udgravninger, ingen rør skulle lægges, ingen strøm skulle indføres.

Først skulle grunden ryddes for bananpalmer og andre små træer og kviste. Havde ingen idé om at bananpalmer var så nemme at vælte; et hug, og så væltede den. Det var nærmest ikke andet end vand. Herefter kom bygmesteren, og skelettet til det nye hus skulle måles op. Et målebånd og nogle pinde fra plantagen blev anvendt, og så var det ellers bare med at måle lidt frem og tilbage til det lige passede. Herefter skulle der graves en rille/et fundament hele vejen rundt, hvor muren skulle bygges.

Grunden rydes for palmer mm

Line bruger alle sine kræfter på at grave

En bananpalme ligner næsten vådt bølgepap indeni

Der blev taget mål til huset

Den gamle kone gik tur med hendes gris, så den kunne få lidt frisk græs (;

Så skulle der graves

Her skete så det der ikke måtte ske; det begyndte at regne – styrtregne. Afrikanerne har lidt en frygt for regnen, men som hardcore danskere, arbejdede vi selvfølgelig videre med at grave og skovle. Vi blev dog hurtigt ret våd, og måtte erkende, at det nok alligevel var bedst at søge ly. Så trods ægteparrets sølle hus, var det alligevel bedre end at være ude i regnen.

Jacob søgte hurtigt ly for regnen.
Hvis de er i marken når det begynder at regne,
tager de faktisk blot et palmeblad og bruger som paraply, mens de går hjem - smart (;

Pontiano har søgt ly for regnen.
Til højre ses regnen der drypper ned gennem taget

4 våde mzunguer ser ind i huset gennem "væggen"

Pontiano mente vi skulle have inviteret avisen og givet overskriften ”fattig mand huset 5 mzunguer”. Det stak mig i hjertet at se, hvordan den gamle mand måtte finde skåle og bøtter frem, for at holde styr på regnen der dryppede ned gennem taget. Det bekræftede os blot i, at han virkelig havde brug for hjælp, og at regnen da ikke skulle stoppe os. Det varede heldigvis ikke alt for længe inden den stilnede af, og vi var hurtigt i gang igen. De afrikanske byggemænd var ikke helt imponerede over vores grave evner (der skulle altså også graves ret dybt..), så vi fik en ny opgave: slæbe mursten. De skulle bæres hen til huset, så det var nemt at nå dem når byggeriet rigtigt gik i gang. Omkring 500 mursten skule altså transporteres fra ”forhaven” til ”baghaven”. Selv om vi befinder os i Afrika, og derfor ikke har nogen vinter, kulde og skøjtebane, så skal jeg love for at vi alligevel fik skøjtet rundt. Ikke som man normalt gør om vinteren – men i mudder! Den kære regn havde efterladt en masse vand, hvilket gjorde det til noget af en balance udfordring at slæbe murstenene frem og tilbage. Pontiano mente, at vi i stedet skulle gøre det på afrikansk manér; kaste dem til hinanden. Vi stillede os derfor op på række, og murstenene fløj nu gennem luften. Dette må helt sikkert have givet os hård hud på fingrene! (; Efter lidt øvelse kom det virkelig til at fungere, og vi følte os helt gode, og

Pontiano var ret stolte af os(;

Vi slæber mursten

Murstenene fløj gennem luften (;

Så var murstenene "kastet" på plads, og byggeriet kunne gå i gang

En meget taknemmelig afrikaner, og nogle meget glade mzunguer (:

2 af de vigtigste elementer, for at bygge et hus her i Afrika, er mursten og cement. Efter at have kaset utallige mursten, var det næste punkt på dagsordenen cement. Dette er dog ret dyrt, hvilket gør, at mange laver deres egen. Hertil skal bruges to ingredienser: jord og vand. En anden betegnelse for det såkaldte cement er derfor mudder! Ja og en blandingsmaskine er selvfølgelig heller ikke inden for rækkevidde, så hvad gør man i Afrika; man bruger selvfølgelig sine fødder(; Det var derfor af med skoene, og så skulle der hoppes i mudder. Man har jo hørt at mudder skulle være sundt for huden(; En super sjov følelse!

Mudderbad.. (;

Girlpower - mudder skulle jo være sundt for huden.. (;

Halle får sig en lille svingtur (;

Af en eller anden grund fik vi startet en lille mudder-krig(:
Afrikanerne synes det var ret sjovt at se på (;

Man bliver beskidt her i Afrika..(:
Hvem mon beholdt sine gummistøvler på? (;

- Men fødderne kunne jo heldigvis blive rene igen.
Den søde gamle mand lavede en bademåtte af palmeblade til os (:

Når man ikke har sne må man jo benytte andre metoder.
Vi præsenterer: "Conrad the mudman!" (;

Alt var nu klar, og byggemestrene begyndte at lægge de første sten. Et virkelig herligt syn! Dagens arbejde var nu ved at være gjort, og godt beskidte og smurt ind i mudder, satte vi glade og forhåbningsfulde kursen mod Kamuzinda farm igen. De efterfølgende dage og aftener var det svært at lade være med at skænke dette gamle ægtepar en tanke. Tænk at sove i det usle lille hus. Det må være sindssygt uhyggeligt når det er mørkt. Alt kryb har mulighed for at komme ind, og uden lys har de ingen mulighed for at se, om en mus eller slange har fundet sig vej til deres seng. Pyh ha.

De første sten lægges - herligt syn!

Thumbs up for en virkelig god dag!

Vi var derfor helt klar, da turen igen gik ud til husbyggeriet i torsdags. Lastvognen med de resterende mursten, var gået i stykker på vej hen til grunden, så vi måtte gå frem og tilbage og hente mursten. Mange nabobørn kom nysgerrigt til, og gav med det samme en hjælpende hånd. Afrikanerne er simpelthen så hjælpsomme! Der var virkelig sket noget siden sidst. Huset havde taget form, og de 4 vægge var allerede muret halvvejs op. Jacob og jeg fik en murreske i hånden, og så var det ellers bare i gang med at bygge. Hmm.. ok. Det er godt nok ikke helt så nemt som det ser ud til. Mængden af mudder skulle doseres passende, det skulle være lige på både den ene og den anden led, og mellemrummene mellem murstenene skulle have en god størrelse, og fyldes ud.

High five for murrermestrene (;

Afrikanerne arbejdede virkelig hurtigt! Væggene blomstrede op, og det varede ikk længe, inden vi ikke kunne nå fra jorden. Hvad gør man, når man har brug for et stillads? Man byger det selvfølgelig selv, ud af grene og med palmeblade som snor. På den ene side så de ret stabilt ud, på den anden side havde man det fint nok med at have begge ben på jorden. Vi gik derfor i gang med at kaste flere mursten. Med en række på 8 mennesker, kunne vi hurtigt få smidt nogle mursten på plads. Afrikanerne er helt sindssyge til det job. De kastede virkelig hurtigt, og det var bare med at være vågen. De fortalte endda, at de normalt kastede to af gangen til hinanden. Pyh ha.., så langt kunne vi altså ikke være med(; Herefter var der blot tilbage for arbejderne at murre husets 4 vægge helt færdige for oven. De bygger husene utroligt høje. Det virker ved første øjekast underligt, da et hus jo bliver dyrere jo højere det bliver, da der skal bruges flere mursten. Men de afrikanerne har alligevel ret, da det giver en bedre og køligere luft i huset, da varmen jo stiger opad. Smart!

Der bygges stillads

Pontiano hade en ny seng og madras med til dem

Da murerne var færdige, kom en snedker forbi, for at sætte døre og vinduer i, og tirsdag stod huset færdigt. Sikke et smukt syn! Lige så fantastisk var det, at se det gamle ægtepar; hvordan glæden bare lyste ud af døres øjne, og de blev ved med at tage vores hånd, neje og takke! Hvor er det bare en fantastisk følelse at kunne gøre andre mennesker glade, og hvor er det trygt at vide, at de nu har et sikkert og tæt hus at bo i, med rigtigt tag over hovedet, og uden risiko for at kryb kravler ind om natten!

1 uge + 1700 kr. = 1 hus og et meget glad ægtepar

- Jeps, det er ikke løgn – så lidt skal der virkelig til!!