Murchison Falls

Med udsigt til Næsehornstrekking, gamedrive, bådtur, bestigning af Maurchison Falls og chimpanse trekking, var det ikke svært at komme tidligt op torsdag morgen og afsted mod Kampala.

Desværre skulle der lige fældes et par tårer inden, da vi skulle sige farvel til Pontiano og Mamma Halle. De har nemlig fået den fantastiske chance at komme til Danmark i en lille måned. Efter mange kvaler for at få deres visum i orden (har virkelig fundet ud af hvor strikse vi er i Danmark for at lukke folk ind i vores land – der skal udfyldes uendelig mange papirer!), kunne de endelig hente det i Kampala onsdag, og var klar til at tage af sted torsdag eftermiddag, som planlagt. Det er virkelig en underlig følelse at tænke på, at de er i Danmark nu, mens vi sidder her på deres farm i Uganda! Mindst lige så underligt og trist var det at skulle sige farvel til dem, da de jo ikke kommer tilbage hertil før vi er taget hjem igen. Havde helt fornemmelsen af at det var mig der skulle hjem, og kunne mærke hvor forfærdeligt det bliver om små 14 dage når jeg skal vinke farvel til Afrikas Perle!

Himlen fældede også tårer over afskeden, og Josef kunne derfor ikke kører os til Bukunda. Vi var dog så heldige at Pontiano havde et ærinde, og vi fik et lift. Efter 3 timer i bus med fødderne solidt placeret på sække med palmeblade, og ude af stand til at bevæge sig mere end et ar centimeter, kom vi endelig frem til Backpackers i Kampala, hvorigennem vi havde bestilt vores Safari til Murchison Falls.

Næste morgen holdt en minibus klar til at føre os ud på vores eventyr. Med os var en kvinde ved navn Nicki fra Irland, som rejser rundt alene som backpacker i nogle måneder her i Uganda. Hun var en rigtig enspænder, og kunne fortælle utrolig mange historier.

Efter ca. 4 timer var vi fremme ved Ziwa Rhino Sanctuary.

Under krigen i Uganda var alle næsehorn udryddet i 1983, hvilket var et stort tab for landet. I starten af dette århundrede blev Ziwa Rhino Sanctuary oprettet, og de købte et par næsehorn fra Kenya og USA, der siden hen er blevet til 12 næsehorn. De hører alle under gruppen White Rhinos. Forskellen på de hvide og de sorte er ikke farven, da de alle er grå. Men en white rhino har en meget bred mund, mens den hos en sort er mere spids. Navnet skyldes at englænderne sagde, at munden hos white rhinos var brede (wide), og på finurlig vis fik Uganderne det til white Rhinos. En sjov lille historie(:

Divaer i junglen..

Vi fik udleveret et par gummistøver, og så var vi ellers klar til at begive os ud på ukendt terræn. Vi fik en kort briefing som bl.a. lød på, at hvis et næsehorn kom mod os, så skulle vi stille og roligt gå hen til et træ eller noget buskads, og så ville den formenligt gå igen. Med en lille smule frygt for at det skulle blive en realitet gik vi afsted, og det varede ikke længe inden vi fik øje på 3 næsehorn der lå og dovnede under nogle træer. Forestil dig at stå ca. 25 m. fra et så stort og vildt dyr, den løfter lige hovedet engang imellem for at se om du stadig står og glor, og ser så væk igen som om den er fuldstændig ligeglad. Vild oplevelse. Helt ligeglade var de dog ikke, da der kom en flok køer forbi. Måske forstyrrede de deres skønhedssøvn. Det resulterede i hvert fald i, at de op til 3 tons tunge næsehorn kom på benene, og pludselig satte kursen mod os. 4 piger kan ikke helt lade være med at gå en smule i panik, og med lidt hastige skridt, og samtidig et godt øje på de store dyr, der nu pludselig kun var ca. 15 m. fra os, ledte vores guide os roligt om bag et lille træ, og fortalte at der slet ikke var noget at være bange for. Den havde formentlig troet det var os der larmede i stedet for køerne. Med vores guide ved vores side fulgte vi nu efter næsehornene, der hurtigt fandt en anden skyggeplads de kunne falde til ro under.

Næsehornene på vej op fra deres middagslur

For at vi som turister kan have denne mulighed for at komme helt tæt på disse vilde dyr, så har de folk ansat til at holde øje med hvor de befinder sig på det store område. Det betyder at i vagtskifter af 12 timer går der mænd rundt i ødemarken, og bare står og kigger på næsehornene! Det er virkelig fascinerende at komme så tæt på så stort og vildt et dyr. Men at stå og se på det samme næsehorn i 12 timer, der blot ligger og blunder under et træ, for måske lig at bevæge sig 100 m. for at få noget vand, og så derefter finder en anden skyggeplads, må alligevel kræve en del tålmodighed!

Næsehornet tager en slapper i skyggen

Fed oplevelse at være så tæt på vilde næsehorn!

Herefter gik kursen mod vores camp. På turen dertil kom vi bl.a. forbi Kuroma Falls, som er et virkelig smukt vandfald. Desuden passerede vi utallige små runde lerhytter. En del af dem hører til en flygtningelejr, hvor folk fra Congo har fået et sted at bo.

Gennem lianer på vej til Kuroma Falls

Kuroma Falls

Nicoline og Sofie ved Kuroma Falls

Afrikanske lerhytter

En lille dreng med ægte afrikanermave foran sit hjem

Lige før mørkets frembrud ankom vi til campen, hvilket var et noget andet sted end vi lige havde forestillet os. Det første der mødte vores øjne var små runde lerhytter, hvor der udenfor i små grupper sad afrikanere og spiste eller snakkede rundt et en bål. Til venstre lå et beskedent murstenshus, hvor taget knapt var færdigt, og hele vejen rundt, 360 grader, var der ødemark og savanne så langt øjet rakte. Det lå så langt ude i ingenting, at det var vores chauffør der medbragte ingredienserne til vores mad og brødet og frugten til vores morgenmad den efterfølgende dag. Efter at have spist aftensmad, hvor kokken må have tabt chilibøtten i sovsen, at have trampet sig gennem det høje græs for at skræmme slangerne væk, og dog alligevel have fundet en lille død slange uden for vores dør, var vi klar til at sige god nat. Dog var der hverken strøm eller lys i vores lille hytte, eller på det lille toilet et stykke væk, så det tog lidt ekstra tid inden man fik fundet sig tilrette. Det var dog den smukkeste stjerneklare himmel der bød os godnat, og himlen blev konstant oplyst af lyn fra et tordenvejr i bjergene langt væk. Det smukke gik dog af det, da regnvejret og tordenvejret nåede vores camp, og det gik op for en, at sådan et hjem bestemt ikke er lydtæt!

Vores lille hytte.. (:

Vækkeuret ringede 5:30, og mens vi fik vores morgenmad, stod solen op over ødemarken, og vidnede om hvor langt ude i ingenting vi befandt os. Det skulle dog ikke skræmme os fra, at vi var fuldstændig klar til dagens gamedrive. Vi var så heldige at køre i en bil med åbent tag, hvilket betød at vi kunne sidde oppe på taget af bilen og indtage savannen og synet af de mange vilde dyr på et helt tæt hold! Igennem 5 timer nød vi den smukkeste natur, hundredvis af antiloper, vortesvin, flodheste og elefanter, og de flotteste giraffer på spring. 

Smuk giraf

Giraffer på spring over savannen

Elefantfamilie

Elefant mellem palmerne

"Afrikanske elge" ved vandhul

Muddervej var også en del af vores safari..

Vandbøfler på række kom gående imod os..  

Sådan skal dyrene udforskes på safari! (:

Vi lever !

Noget af det fede ved safari er, at man ikke bare ser dyrene i bur, hvor de knapt kan bevæge sig, men man ser en giraf i fuld spring over savannen og ser hvordan den er i sit es. Desuden fik Sofie også pludselig øje på en hunløve i det lange græs, ikke mange meter fra os!

Løve i græsset

Pludselig fik vi også øje på et vortesvin der stod og prikkede til en helt lille babyantilope. Ved første øjekast frygtede vi, at vi skulle være vidne til et mord på savannen. Heldigvis fik vi dog forklaret, at vortesvinet blot prøvede at få den lille unge til at følge med sin mor der var gået. Fedt igen at se hvordan dyrene hjælper hinanden, men det så nu alligevel lidt voldsomt ud.. Efter denne lidt traumatiske oplevelse kom en hyæne pludselig slentrende over den hullede grusvej. Et dyr der vidner om, at savannen ikke er helt ufarlig, og at selv små dyr har magt.

En hyæne kom forbi 

Girls on tour!

Efter en halvt smadret ryg og halvt krampende hænder af at holde så godt fast på bilen for ikke at falde af gennem de mange hump gennem det meget ujævne terræn, ankom vi solbrændte i ansigterne til red chili camp. Her fik vi en lækker frokost inden turen gik videre til Victoria Nilen hvor vi skulle på bådtur.

Vi venter på båden sammen med aberne

Der var endda musik til ventetiden(:

Utallige flodheste prydede Nilen. Store tykke dyr med meget små ben, som man næsten fik lyst til at kramme. Denne lyst holdt dog op, da en krokodille der sad på bredden gled ned i vandet, og forsvandt fra overfladen. Flere krokodiller på turen vidnede om, at det var mest sikkert at blive i båden. De fleste lå på sten i vandet, hvor de med åbne gab viste deres store spidse tænder, og hvor deres lange og ufattelige tykke hale vidnede om, at man helst ikke skulle komme i diskussion med dem.

En krokodille holdt øje med os..

Krokodille med åbent gab tager sol på en sten(:

Bedste venner..

Vi nærmede os Murchison Falls, og et ufattelig smukt syn mødte vores øjne. Vi sejle indtil båden ikke kunne klare modstrømmen længere, og blev herefter sat af ved vandkanten. Foran os ventede nu en rask trekkingtur til toppen af vandfaldet. Den smalle sti gennem træer og skrænter, over klippestykker og med mange forhindringer på vejen blev ikke nemmere da det pludselig begyndte at tordne, og derefter stå ned i stænger. Men med vandfaldet forude der kom tættere og tættere på og luftfugtigheden der blev større og større, så gjorde regnvejret oplevelsen meget mere autentisk, og vi kunne ikke lade være med at grine helt vildt. At gå der fuldstændig gennemblødt, høre vandfaldet bruse, mærke dens kræfter og se Guds smukke natur gjorde, at man virkelig mærkede man levede, og jeg kunne ikke andet end at elske mit liv!

Første syn af Murchison Falls

Vejen var ikke altid helt let fremkommelig.. (:

På vej mod toppen (før det begyndte at regne)

Skovens uransagelige veje på vej op af Murchison Falls (:

Totalt gennemblødte på vej mod toppen (:

We did it! Ved toppen af vandfaldet(:

Desværre holdt livsglæden ikke helt så længe, da Sofie pludselig faldt og vred sin fod rundt! Nu følte man sig pludselig ret alene der midt på det store bjerg, og der var langt både til gruppen foran os og gruppen med guiden bag os.. Langsomt, humpende og utrolig sej bed Sofie smerten i sig, og med små skrig og samtidig en latter over, at det selvfølgelig nok skulle gå galt på et eller andet tidspunkt, begav vi os det sidste stykke mod toppen. Efter 1½ time var vi i mål, og den smukkeste udsigt var den bedste præmie vi kunne få. Det er ufattelig så kraftigt et vandfald er, og at se hvordan vandet blev slynget rundt mellem de store klipper vidnede om hvor stærke kræfter naturen har!

Det brusende vandfald mod en af klipperne i nærheden!

 Gennemblødte kørte vi afsted, og ankom til campen. Denne gang et par virkelig hyggelige træhytter med verandaer foran, placeret midt ude i regnskoven. Et bad i lunkent vand, tørt tøj og en lækker paneret steak til aftensmad, sluttede en fantastisk og utrolig oplevelsesrig dag perfekt af!

Tandbørstning i skoven..

Lækker morgenmad med bl.a. müsli, før vi gjorde os klar til chimpansetrekking

Næste morgen havde vores guider deres bekymringer omkring Sofies stædighed, da hun ville med på trekking trods en dårlig fod. Efter vi havde fået hendes fod bundet ind, og fået en kort briefing, begav vi os afsted længere ind i regnskoven. For ikke at skræmme nogle chimpanser væk, skulle vi gå i total stilhed, hvilket var lidt en udfordring med de mange indtryk vi fik gennem ”junglen”. I begyndelsen kunne man fornemme en sti, og turen gik under lianer og over små ustabile broer over vandhuller. Ind i mellem kunne man høre en chimpanse råbe i det fjerne, og vores guide stoppede op og så meget koncentreret ud, mens han brugte alle sine sanser. Pludselig sagde han ”And now we are going in to the bush”, og han drejede væk fra den lille sti og vi kæmpede os gennem det ujævne terræn og slingrede os gennem de mange træer og lianer der kastede deres lange arme gennem regnskoven. 

Det er ikke altid let at finde vej i en regnskov..

Pludselig fik vores guide held, og med nakken langt bagover sad en chimpanse højt oppe i et træ og nød sin morgenmad. At forstyrre ham midt i sin frokost betød, at der ind i mellem kom frugtrester flyvende ned. Selv om den tunge chimpanse sad ca. 45 m. oppe i et træ, så kunne man se hvordan den ind i mellem smurte sit store smil på, og viste sine tænder. Heldigvis ikke noget de gør for at vise aggressivitet. Men måske fordi den så 5 søde mzunguer.. (:

Måske fin han øje på os..

3 chimpanser i regnskoven..

Det varede ikke længe inden flere chimpanser kom til svingende fra gren til gren fra andre træer, og nu var 3 store chimpanser og en lille baby samlet i trækronen. Vildt hvordan sådan nogle store dyr kan svinge sig rundt mellem træerne så højt oppe, uden at flade ned, og uden at grene knækker! Imens vi nød synet vidnede høje lyde/råb og deres slåen på træstammerne om, at der var flere chimpanser rundt om i skoven. 

Chimpanse i trækronen

Vi fik spurgt os ind til hvad man gjorde, hvis en chimpanse pludselig kom for tæt på, og fik svaret: Sæt dig på hug, knyt hænderne og hold dem helt tæt ind til kroppen. En forklaring på hvorfor lød, at en chimpanse kan finde på at bide dine fingre af, og derefter slæbe dig væk.. Han fortalte desuden hvordan hans adrenalin engang var kommet helt ud af kurs, da en chimpanse pludselig var kommet mod ham, og havde stået nærmest ved siden af ham. Han havde siddet på hug med bankende hjerte og heldigvis skete der ikke noget. Vi blev en smule forskrækkede, og blev endnu engang fascinerede af hvor tæt vi var på disse vilde dyr. Vi befandt os jo på deres territorium.. Selvfølgelig skulle vi også mærke lidt adrenalin pumpe i kroppen, og pludselig begyndte chimpanserne i trækronen ved siden af os at ”skrige”, hvorefter chimpanser fra andre hjørner svarede igen. Vi følte os lidt omringet, og så hvordan træerne ved os rystede, og vidnede om at nogle af chimpanserne nærmede sig jorden. Pludselig fandt vi os 4 piger stående helt tæt sammen, kiggende op på trækronen og derefter på hinanden og lavede en blanding af små skrig og grin, mens vi prøvede at huske på at være stille(: Vores guider forsikrede os dog om at der intet skete. Chimpanserne blev i træerne og vi iagttog dem igen. Man ved aldrig hvad en regnskov kan byde på.

Chimpanse med sin lille baby

Chimpansen nyder sin morgenmad

Ja man ved aldrig hvad der kan ske, og pludselig var der en chimpanse der et stykke væk kravlede ned fra et træ og begav sig hen af skovbunden væk fra os. Vi fulgte stille efter den. Trods det faktum, at en chimpanse er et stort dyr, så bevæger den sig altså hurtigt gennem regnskoven, og det varede ikke længe inden at vores ene guide, Nicki, Mathilde og jeg nærmest var i løb efter chimpansen. Turen gik over store træstammer, under lianer, gennem krat, alt sammen i løb. Mens hænderne havde travlt med at flytte grene og lianer fra ansigtet, fødderne fokuserede på at komme over de væltede træstammer og hjernen var beskæftiget med at koordinere det hele og holde alle sanser åbne, jagtede vi chimpansen gennem regnskoven. Adrenalinen pumpede igennem kroppen og glimtene vi ind i mellem fik af chimpansen foran os gjorde det til et vildt eventyr! Chimpansen fandt sig til rette i et træ sammen med en kammerat, og vi iagttog vores nye ven der sad lige over vores hoved og kiggede ned. Da vi pludselig stod stille mærkede vi for alvor den høje luftfugtighed der er i en regnskov, og de kolde regndråber som chimpansen over os rystede ned, var måske en venlig hilsen(:

Chimpansen vi havde jagtet (:

Fulde af gejst og endnu engang med en følelse af virkelig at leve, begav vi os ud af regnskoven og kom tilbage til vores camp. Trods en dårlig fod klarede Sofie sig igennem den 2½ timers lange chimpansetrekking, og hendes fod var glad da vi igen var på vej mod Backpackers i Kampala, og den fik lidt længe ventet ro. Efter 4½ time var vi tilbage i hovedstaden, godt trætte og med hovederne fulde af oplevelser!

Lækker pizza på backpackers

Vi valgte at blive en dag ekstra i Kampala, og mandag blev brugt på shopping i Garden City og på Craftmarket. Førstnævnte sted kunne desuden fås lækker ægte kage og rigtig is, som er en sensation her i Uganda!

Tirsdag gik det igen mod Kamuzinda Farm. Vi var så heldige at få et lift af en fra backpackers hen til busparken. Han var desuden så sød at finde en god bus til os, hvilket betyder utrolig meget hernede, da busparkerne og taxaparkerne er et stort virvar og kaos, og man bliver omringet af chauffører og sælgere så snart man nærmer sig.

De afrikanske veje er ikke altid til at regne med..

Efter knap 2½ time i en overraskende god bus var vi tilbage i Masaka, fik en taxa og Josef bød os velkommen i Bukunda. Efter lidt besvær med at få alle vores indkøb med på boda bodaen, kom vi hjem til Kamuzinda Farm. Hjem kære hjem.

At opleve så meget på så kort tid; at blive forfulgt at et næsehorn på 10 m. afstand, opleve savannens vilde dyr i deres egen natur, sejle op af Nilen mens krokodiller ser til fra bredden, bestige det smukkeste og mest kraftfulde vandfald i silende regnvejr og jagte chimpanser gennem regnskoven, gør virkelig livet værd at leve!  Det er ikke uden grund, at Uganda kaldes for Afrikas Perle!