Indtryk fra Afrikas Perle

3 måneder til sommerferie, 3 måneder til den nye Iphone udkommer eller 3 måneder til jul, kan synes som uendelig lang tid. Men 3 måneder i Uganda flyver afsted, og er alt for kort tid!

Ja så er vi ved at have kørt vores sidste tur på boda boda, set babyerne og undervist på skolen for sidste gang, og spist vores sidste chapati. Alt i alt, det varer pludselig ikke længe inden kalenderen siger d. 22 april, og vi må vende næsen mod Danmark igen..

Selv om jeg synes min tid i Uganda er gået utrolig stærk, så kan jeg også se når, jeg tænker tilbage, at der i disse 3 måneder er sket utrolig meget. Jeg har udviklet mig selv, også personligt, og jeg har fået oplevelser for livet som jeg aldrig vil glemme!

Jeg har fået så mange nye indtryk, og lært så mange nye ting om Afrika, Uganda, kultur, mennesker, samfund, religion osv. , at jeg slet ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Et lille udpluk af mine oplevelser og indtryk har i kunnet følge med i her på bloggen, men langt fra alt!

Her til sidst vil jeg lige dele lidt flere indtryk. Måske det bliver til et par gentagelser ind i mellem fra tidligere indslag, men det må i lige bære over med(:

Tid:

I Uganda har tid rent ud sagt ingen betydning; hvad vi ikke når i dag, det når vi i morgen. Det kan derfor sommetider være svært at lave en aftale med en afrikaner , da han/hun ikke ligger så meget vægt på det aftalte tidspunkt, men mere at de overholder aftalen om  eks. at mødes. At holde hvad man lover, går de nemlig derimod meget op i.

Den anderledes tidsopfattelse betyder også, at der ikke er nogle tidsplaner, for hvornår f.eks. busser og taxaer kører, og at man sagtens kan komme en time for sent til gudstjenesten (også præsten), uden at det gør noget.

Selv om det bla. i transportsituationer godt kan være en smule frustrerende, og man sommetider får en del ventetid rundt omkring, så er jeg alligevel på en eller anden måde vild med deres tilgang til tiden. Hvorfor jager vi rundt efter det ene og det andet i Danmark, og har så travlt med alt muligt som vi har sat os ind i hovedet at vi skal nå, for at verden ikke går fra hinanden? Det gør ikke andet gavn end at give os selv stress, og jeg har virkelig nydt at leve her, hvor man har en så meget mere afslappet tilgang til tingene, og stadig indstillingen med, at et løfte er et løfte. Mange her går rundt med bekymringer om mad, tøj, skolepenge og at lappe hullet i taget så det ikke regner ind. Det burde være os i Danmark der tog det lidt mere stille og roligt..

Ingen hygiejne bekymringer selv om køkken, opvaskested, stald og tøjvask  er inden for de samme kvadratmeter..

De karakteristiske afrikanske runde hytter

Hierarki:

Mændene er øverst i hierarkiet, hvilket betyder, at de er overhovedet i huset, og det er dem der har det sidste ord. Det betyder, at kvinderne ofte nejer og går helt ned på knæ når de hilser på en mand.

Dette ses bl.a. også når der skal serveres mad, hvor det altid er mændene der får serveret først, og vi kvinder så pænt må vente til de har fået. Alligevel er jeg positivt overrasket over at se, hvor meget kvinderne alligevel har at sige, og hvor meget kvinderne tager deres ret til sig. En del kvinder arbejder offentligt og selv i Kamuzinda kirke viede præsten sin prædikestol til en kvinde på kvindernes søndag. De har dog stadig noget at kæmpe for, eks. må kvinderne ikke køre boda boda, og i de små landsbyer har de ikke engang ret til at cykle. Køre bil må de dog gerne, men det ses oftest i de større byer.

Børnene nejer når de afleverer deres hæfter i skolen

Høflighed og gæstfrihed:

Jeg har aldrig mødt så venligt, smilende, høfligt og gæstfrit et folk som her i Uganda. Man hilser pænt på dem man møder på sin vej og spørger hvordan de har det. Sommetider kan det dog godt føles noget overfladisk, når de er videre inden man når at få svaret, og det virker lidt blot som en rutine. Alligevel gør disse mange smil og hilsner bare noget ved en.

Jeg tænker på Danmark, hvor vi f.eks. kan tage ud at handle, og den eneste kommunikation ud af til, kan være et ”nej tak”, når kassedamen spørger om man vil have bonen med. Efter min mening lever vi alt for meget i vores egen lille verden, og det er så skønt at opleve hernede, hvordan man interesserer sig for hinanden. Denne interesse kommer også til udtryk, hvis man f.eks. en dag ikke har det så godt og er syg. De siger straks ”sorry sorry”, og fortæller at de vil bede for, at man må få det bedre. Ja og så bliver vi de ved med at tjekke op på, om man nu har fået det bedre de efterfølgende dage.

Ja og så er der jo også alle børnene, der råber mzungu efter en og vinker hvor end man går. Endnu en grund til at smile på sin vej(:

Skønne afrikanere i alle aldre

Børn:

Jeg har aldrig mødt så velopdragne, hjælpsomme og respektfulde børn som her i Uganda! Størstedelen må hver dag gå utallige skridt i bare fødder til skole, have undervisning fra 8-17, tage den lange tur hjem igen, passe sine små søskende, lave lektier, hjælpe med madlavning og rengøring eller markarbejde, oprydning og derefter i seng som deles med flere andre søskende. Hverdagen er bestemt ikke let for disse børn!

Børnenes hjælpsomhed har især også været tydelig i skolen og på babyhjemmet. Hver gang vi havde pause, var det børnene der kom med maden fra det lille kogested og ind til ”lærerværelset”. En gang sad jeg og snakkede med en lærer i et andet lokale, og de kom med middagsmaden til os der. Vi blev enige om at ville spise sammen med de andre lærere, men da jeg så ville tage min tallerken og bære den med mig over til det andet lokale, blev jeg hurtigt stoppet. Han kaldte på en elev der hurtigt kom løbende, tog vores tallerkener og bar dem hen til lærerværelset, imens vi pænt kom gående bagefter med hænderne tomme.. For mig virkede det virkelig forkert, for jeg kunne jo sagtens selv have båret den. Han forklarede at her ville det se meget underligt ud, hvis en lærer selv bar sin mad. På samme måde sender de også eleverne afsted efter kridt, bøger, blyanter, eller hvis de skal snakke med en anden lærer. Endnu en kulturforskel. Her ser man også hvor stor respekt eleverne har for lærerne, som de desuden nejer og går ned på knæ for. Dette var også noget der i begyndelsen var meget underligt for mig. At eleverne gik helt ned på knæ hver gang de afleverede deres hæfter til mig, så jeg kunne rette dem i slutningen af timen. Jeg er glad for, at jeg til sidst fik så fedt et forhold til mine elever, at de fandt ud af de ikke behøvede at neje for mig, så de forhåbentligt forstod, at vi er på ligefod.

Børn i topclass skriver notater fra tavlen i deres små hæfter

Selv om børnene har så mange pligter, og på mange måder en meget stram opdragelse, så har de alligevel en utrolig livsglæde! De smiler, griner og har det sjovt i skolen, og for mange tror jeg skolen, trods disciplinen, er et pusterum for dem. Et sted hvor de på mange måder kan få lov til at være børn og lege og have det sjovt med deres venner. Jeg håber dog inderligt, at de også får lov til at være børn derhjemme! Mange af dem har et glimt af håb i øjnene, som jeg virkelig håber varer ved!

Vi hygger med Evas, Emily og Winnie på babyhjemmet

Desværre er det jo langt fra alle børn der har eller får mulighed for at komme i skole. Disse børn kan ses langs vejene og ude foran husene, måske leger de med andre børn, eller måske sidder de bare og stirrer tomt i luften, og får endnu en dag til at gå. I utrolig mange af de små byer, er der på ”torvet” et lille halvtag med et poolbord. Her ser man hver dag utrolig mange unge hænge ud, som formentligt ikke har haft råd til at komme længere end primary school.  Et skræmmende syn når man tænker på, hvad fremtid de har foran sig.

Får børnene gennemført deres secondary school, og får et job, må de mange gange bruge en stor del af deres løn, på at betale for deres mindre søskendes skolegang. Endnu engang er det altså børnene der må træde til, for nu at hjælpe forældrene økonomisk. Det er stærkt at mærke dette ansvar som de føler og tager overfor deres familier. Utrolig smukt, hvordan man hjælper hinanden og deler hvad man har!

Natur:

Uganda kaldes ikke underligt for Afrikas Perle! Nu forstår jeg virkelig hvorfor. Menneskene, kulturen, religionen og naturen er bare noget helt specielt! Uganda har 2 regntider,  der for den sydlige del finder sted henholdsvis i efteråret og foråret. Det betyder, at landet er utrolig frodigt og grønt året rundt – ubeskriveligt smukt. Desuden er det også utrolig bakket – virkelig en modsætning til Danmark. Det mærkes især på boda bodaen, hvor det hele tiden går op og ned, og man lærer hvornår det er vigtigt man lige husker at holde fast(: Selv om landet har de 2 regntider, der hver varer godt 2 måneder, så er der stadig masser af måneder uden regn, hvor vejene bliver knastørrer, og støvet pisker i øjnene når man kører rundt på vejene. Jeg forstår ikke, hvordan der på denne tid stadig kan være så grønt over det hele.. Her spiller Victoria Søen formenligt en rolle, der som nævnt er den største sø i verden på den sydlige halvkugle. Her skal det da også lige nævnes, at det er her i Uganda man finder Nilens udspring. Dog er det kun ca. 5% af det vand der starter her, der når Egypten.

Pga. alt den sol, har de mulighed for at dyrke mange forskellige grøntsager og frugter på det større eller mindre stykke jord, som de næsten alle har.

Der er overraskende mange små og store vandfald her i Uganda

Ugandas smukke natur!

Religion:

Det har været en meget tankevækkende oplevelse at opleve og deltage i ugandernes religion og kirke. Som nævnt er de fleste i dette område Born Agains, hvilket ligger meget tæt op af protestantismen, og jeg kan derfor være enig i en stor del af deres synspunkter. Noget af det der fascinerer mig mest, og som jeg både har oplevet i og uden for kirken, er hvordan de ikke bare har deres religion i hjertet, men har den med sig helt uden på tøjet. De er ikke bange eller flove over at bekende deres tro; roser man f.eks. Josef for at køre godt, siger han straks, at det er Gud der hjælper ham til at gøre det godt. Er der en der er syg, eller håber man blot på godt vejr den næste dag, så siger de, at de vil bede for det. Spørger man til deres job, så kan de f.eks. svarer, at de er sælger, og at de derudover tjener Gud. 

Bøn og lovsang er utrolig vigtig for dem. Derudover også barmhjertighed for deres næste. De har så lidt, og alligevel deler de gerne med dem der har mindre. Der er offergang i kirken hver søndag, og endnu engang viser de hvor stort et hjerte de har, ved at give de 500 shillings, der kunne have været brugt på matooke til aftensmaden. Jeg beundrer dem virkelig, og håber inderligt at jeg vil huske på dette, når jeg næste år står i Danmark og føler mig som en fattig studerende, men på mange måder langt fra er det.

Kvinderne synger i deres fine Gomas i kirken 

Maden:

Hvis der er noget afrikanerne elsker, så er det kulhydrater! Og det skal gerne komme i nogle ordentlige portioner til frokost og aftensmad. Morgenmad går de ofte ikke så meget op i. De kan f.eks. tage en banan, måske et stykke brød, og så en kop blad-the. Desværre er det dog langt fra alle der får morgenmad, og i kirken havde Pontiano og Mamma Halle f.eks. en dag bananer med, så de var sikrer på børnene fik noget mad.

Kl. 13:00 spiser afrikanerne deres store kulhydratmåltid, som f.eks. består af en masse matooke (kogte moste bananer), porcho (majsmelblanding) eller ris. Hertil en smule bønnesovs, kødsovs eller hvis man ”er heldig” fisk. Er der tale om en fin middag, kan der f.eks. desuden være kogte snittede grøntsager, sweet potatoes eller kasava, og er det ekstra fint er der måske en smule spagetti. Den afrikanske mad mætter virkelig, og ligger utrolig tungt i maven. Men især matooken, er altså virkelig lækker!

Vi forsøgte en dag selv at lave matooke og bønnesovs.
Resultatet blev faktisk overraskende godt(:

Matooke, ris og sweet potatoes med bønnesovs, når det serveres på restaurant(:

Omkring kl. 20 får de heldige igen en portion af nogenlunde samme slags. Selv om jeg virkelig elsker den afrikanske mad, så kan det blive lidt ensformigt.. (:

Man kan ind i mellem komme til at savne lidt dansk mad, som f.eks. et stykke rugbrød, eller i det mindste bare noget groft brød. Lyst brød til morgenmad bliver man hurtigt trær af, når man er vant til lækker yoghurt med müsli og frugt. Desuden er et godt stykke kød også savnet en smule, når man næsten har levet som vegetar i 3 måneder.. Men kød som hænger på gaden i den varme sol en hel dag, med støv flyvende omkring, er ikke så tiltalende, og man mister lysten..

Slagteren..

Men en anden lækker afrikansk delikatesse jeg virkelig kommer til at savne, er chapati (form for pandekager med lidt løg eller grønt peber). De er virkelig super lækre som snacks eller kan bruges til aftensmad med grøntsager i. De kan også købes under navnet rolex, hvorved man får en chapati rullet sammen med en omelet og tomater. Mmm..(: Jeg må forsøge mig med lidt afrikansk kogekunst når jeg kommer hjem(:

Avocadotræ ved Pastor Fred School

På mange måder, er Danmark og Uganda som nat og dag, og man kan virkelig føle sig langt væk hjemmefra. Alligevel har vi så meget mere til fælles, end vi går og tror. I mange situationer, er jeg virkelig blevet overrasket over, hvor langt fremme Uganda er, eks. med mobiltelefoner, som utrolig mange unge og voksne ejer. Selv om jeg har levet side om side med afrikanerne i 3 måneder, har jeg dog kun set et lille udpluk af landet. Som de selv siger, er der nogle i Uganda, som er frygtelig rige, mens andre må gå sultne i seng aften efter aften. Urimeligheden har ingen grænser her. Uganda, og Afrika har stadig brug for en hjælpende hånd, og vil utrolig gerne tage imod, når vi rækker ud til dem. Men vi skal stadig huske at give dem tid, og lade dem bevare deres kultur. Vi har ingen ret til at ændre på dem. Man møder dog alle steder et stort ønske om at lære fra os og samarbejde med vesten. 

Jeg kan ikke beskrive hvor stor en oplevelse denne rejse har været for mig. Det er virkelig en af de bedste ting jeg har gjort for mig selv! Man lærer så meget mere når man får lov at opleve tingene, end når man må sidde og læse i en tør bog omkring det. Jeg har fået så mange nye indtryk, mødt så mange mennesker og lært så meget, som jeg vil tage med mig hjem og som aldrig vil blive glemt! 

Uganda vil virkelig altid være i mit hjerte!

Billeder fra min afrikanske hverdag (:

Der sker så utrolig mange ting hernede hele tiden, at jeg desværre ikke har tid til at fortælle om det hele. Her kommer så lige lidt billeder fra hverdagen i Uganda. Som man siger; billeder siger mere end ord (:

Morgensamling med morgengymnastik på Cornerstone

Idræt på Cornerstone for de ældste klasser

Opvarmning. Desværre begyndte det at regne efter 10 min. så de nåede ikke  til det egentlige idræt.. (:

Morgengymnastik rundt om skoleklokken

Når regnen slår ned samles børnene i de små lokaler på skolen

Miss Dalex underviser

Kjabadde og jeg øver alfabetet og tallene(:

Gyngetur med Pricilla, Maria og Evas

Pricilla får flettet sit hår(:
For de voksne kan det nemt tage 4 timer at få flettet deres hår!

Formiddagsmad i sandkassen

Stakkels vaskekone! Forfærdeligt meget vasketøj på babyhjemmet..

 Uganda er et utroligt frodigt land, og derfor har det også brug for regn ind i mellem, som det får gennem sine 2 regntider. Den ene finder sted fra marts til maj, og vi er derfor midt i den nu. Det betyder at der ind i mellem kan komme nogle ordentlige regnskyld, mens der på andre tidspunkter heldigvis stadigvæk er masser af lækker solskin(: En dag vi kom hjem fra skolen, fik vi os dog desværre lidt af en overraskelse, da lejligheden var fyldt med vand..

Oversvømmelse i lejligheden

 D. 18 marts fejrede vi Nicolines fødselsdag. Næste dag i skolen sang hendes topclass for hende, og havde alle forskellige frugter med til hende. Så smukt!

Nicoline med hendes gaver

Vi fejrer Nicolines fødselsdag sammen med familien og lækker pizza bagt i familiens stenovn(:

Hurra for Nicoline! Vi havde endda fået bagt kagemand(:

Kirkebesøg og lækker afrikansk middag!

Søndag var vi til Gudstjeneste ved Pastor Vincent, der er leder af Cornerstone school, hvor vi underviser. Sang, bøn og prædiken er som altid det mest centrale i gudstjenesten. Mændene ved trommerne svedte som et vandfald mens de hamrede løs på de store skind og leverede en fantastisk rytme til forsangerne, der med en indlevelse med hele kroppen formåede at få hele kirkesalen med.

(undskylder på forhånd for den dårlige kvalitet af mange af billederne - det var en dag uden blitz)

De store trommer giver en fantastisk rytme og ægte afrikansk stemning!

Forsangerne  med stor indlevelse

Bøn og lovsang

Under bønnen går de alle ned på knæ og beder højt i munden på hinanden

Igen er hovedparten i kirken børn. I alt var vi ca. 50 mennesker samlet i det lille murstenslokale, hvoraf knap 20 af dem kunne kaldes for voksne. Da prædikenen skulle til at begynde blev jeg igen mindet om, at jeg sad i Afrika uden nogen form for mikrofon til præsten, da regnen pludselig slog så hårdt ned på det tynde bliktag, at man ingenting kunne høre. På en måde gjorde det jo ikke så meget for vores vedkommende, da vi jo alligevel ikke kunne forstå hvad han sagde. Alligevel var det dog dejligt, da det heldigvis hurtigt holdt op igen, og der var et venligt menneske der oversatte prædikenen for os. Pastor Vincent talte om livet som troede her på jorden, og hvordan vi har ansvar overfor hinanden og om at fortælle det gode budskab videre. Som mange andre i dette område i Uganda, så er han Born Again. Trosretningen ligger meget tæt op af den protestantiske. Born Agains tager blot bibelen meget mere bogstaveligt. Derfor var det også lidt hårdt at få slynget i hovedet, da de diskret fortalte, at de troede vi ville komme i helvede, når vi ikke var Born Agains.. Et sted i bibelen står der, at man skal genfødes. På engelsk kaldes det for Born Again, og de mener derfor det kun er dem som frelses.

Pastor Vincent prædiker

Vores to boda boda chauffører John og Josef (grøn og rød jakke) nød gudstjenesten.. (:

Der var selvfølgelig også afsat tid til, at vi skulle op foran i kirken og præsentere os, som altid når vi kommer nye steder. Da vi igen var tilbage ved de små bænke sagde præsten, at de nu ville synge en takkesang til Gud, og takke for at vi var iblandt dem. Det er virkelig stort gang på gang at opleve og mærke hvor stor pris de sætter på at vi kommer og blot er sammen med dem. Ubeskriveligt!

Skønne børn vinkede udenfor vinduet i kirken

Nicoline, Mathilde og Sofie sammen med nogle børn foran kirken

Efter ca. 3½ time, hvor ryg, bagdel og ben var godt ømme efter at have siddet på de små træbænke uden ryglæn, var gudstjenesten slut. Herefter var vi inviteret hjem til Pastor Vincent til middag. Her blev vi budt velkommen af hans kone og de af deres 10 børn der stadig bor hjemme. Ja de går ind for store familier hernede! Vi blev budt plads i den snart sammenfaldne sofa, og den ældste hjemmeboende datter Praise (der er elev i P6 på Cornerstone School) kom med en kop og balje, så vi kunne vaske vores hænder. Herefter var det også hende der bad en bøn og takkede for maden og for at vi var kommet på besøg. Vi fik nu serveret den lækreste afrikanske middag! Først fik vi 2 pakker af palmeblade, hvori der var henholdsvis en bønnesovs og kød med tynd sovs. I denne lille skål af palmeblade, man nu havde efter at have bundet den op, kunne man så tilføje krydret ris, matooke, spaghetti og kogte krydrede grøntsager. Mmm det var virkelig godt. Jeg er virkelig blevet vild med den afrikanske mad – især matooke. For dem der ikke har smagt det, vil jeg godt indrømme, at det godt kan lyde ret ulækkert med kogt most banan. Men det smager altså virkelig godt! (:

Den mindste af hans børn er 5 måneder, og var slet ikke til at stå for med sine store brune dådyrøjne. Hans kone gav mig den lille prinsesse, og det var lige før jeg fik lyst til at tage hende med mig.. (:

Samlet til skøn afrikansk middag!
Pastor Vincent, Josef, Nicoline og jeg spiste ved bordet, mens hans kone og børnene måtte tage plads på måtterne på gulvet. Endnu et billede på afrikansk kultur.. 

I disse poser af palmeblade var henholdsvis kød og bønnesovs - Mmm.. (:

Efter det skønne måltid var indtaget, varede det ikke længe inden der blev tændt for det lille fjernsyn og vi så hvordan Manchester United og Manchester City kæmpede på fodboldbanen. Eller vi fulgte ikke rigtig med den korte tid der var tilbage. Men Pastor Vincent og Josef, der som altid er med os på tur når vi skal rundt på boda boda, havde da øjnene fæstnet på skærmen ind i mellem. Det var helt som at være tilbage i Danmark hvor mange mænd driver søndagen af med en fodboldkamp i tv.. (:

Endnu engang var det Praise der kom med baljen så vi kunne vaske vores hænder, hende der tog alt maden og tallerkenerne af bordet og hende der fejede gulvet. Mange børn hernede er virkelig utroligt pligtopfyldende, og man mærker ingen klagen over deres opgaver. Det er helt indgroet i kulturen at børnene hjælper meget til i hjemmet. Helt anderledes end hvad man mange steder ser i Danmark, hvor bare det at sætte sin tallerken i opvaskemaskinen, kan synes urimeligt..

Efter endnu en dejlig dag i selskab med afrikanerne satte vi sammen med Josef kursen hjemad. Her blev de sidste timer af eftermiddagen brugt på at nyde soles stråler, der heldigvis stadigvæk finder vej hertil, selvom vi er midt i regntiden (:

Transport i Uganda..

Logistik, struktur, afgangstider og færdselsregler kan man hurtigt vinke farvel til her i Uganda. Til gengæld skal man ofte erhverve sig en stor portion tålmodighed når man skal rundt!

3 gange om ugen er vi med taxa fra Bukunda til Masaka. Her bliver man stoppet i en bil, og når der er mindst 5 på bagsædet og 2 passagerer foran, så kører man. Her kan der altså godt gå en del ventetid.. Nogle gange har de virkelig lyst til at tjene lidt ekstra penge, og man føler sig som aber i et bur når man til sidst sidder 12 personer i en almindelig personbil.. Dvs. 2 på førersæddet, 2 på assagersæddet og resten på bagsæddet.. Når man stiger ud af bilen kan man knapt mærke sine ben og fødder, og det varer lidt inden man glemmer turen..(:

Vi sidder ofte meget tæt og kringlet i taxaen.
Her en dag hvor vi havde god plads (:

Skal man lidt længere, f.eks. til hovedstaden Kampala, så kan man tage en Matatu, som er en minibus, eller en stor bus. Her har man for det meste et sæde for sig selv, men det skal dog siges, at man snildt alligevel kan komme til at sidde utrolig tæt, og benpladsen er det bestemt også sparet på!

Indefra en matatu..

Sælgere omringer busserne når de holder stille

Når vi skal på kortere afstande, kører vi boda boda, der er en nem måde at komme hurtigt omkring på.

Sofie og Mathide på boda boda

Seje Halle med vores boda boda hjelm (:

For afrikanerne virker det ikke til, at der er nogen grænse for hvor meget der kan læsses på en cykel eller en boda boda:

Kurve bag på en cykel

En mand havde ca. 50 dunke bundet bag på sin boda boda..!

Balance..

Børn på cykeltur (:

Når afrikanerne ikke har en cykel eller en boda boda at komme deres ting på, så bærer de det på hovedet, hvilket sommetider er et ret vildt syn!

En kvinde bærer strå på hovedet

Han havde nok lige brug for at få en madras med sig

Mor og datter bærer kartofler i baljer

Pigerne bærer rundt på deres små søskende

Man får ofte nogle sjove oplevelser når man kører rundt. En dag vi kørte med Pontiano, hørte vi pludselig en underlig lyd fra bagagerummet. Vi kiggede derom, og så til vores store overraskelse en lille gris titte frem fra en sæk. Vi skreg en smule, og Pontiano beroligede os og fortalte, at han blot skulle levere den til en familie der havde fået den sponsoreret(:

Den lille gris i bagagerummet

En bil med Jesus-fisk i Uganda (:

Seje Sofie og Halle foran farmens van

På babyhjemmet kan vi også lege hest (:
Rigtige heste ser man dog ingen af her i Uganda

Køer transporteres i lastbiler helt fra Tanzania til Kampala.
De står  bundet så tæt, at mange er døde når de når frem.. Frygteligt syn!

Det er ikke altid rart at være tvunget til at skulle bruge et offentligt toilet når man rejser langt..

Dette er bare et meget lille udpluk af transporten i Uganda, men kan måske give et lille indblik i hvordan vi hver dag kommer rundt hernede, og hvad vi ser på vores vej(:
Tålmodighed og balance er i hvert fald 2 ord der kendetegner afrikanerne rigtig godt! (: