En uge er nu gået

Efter en god nats søvn vågnede vi op i vores nye land! Da vi bor på en farm, så bliver vi hver dag vækket af hanerne der galer om kap. De starter dog utrolig tidligt, så man skal lige lære at ignorere det de første par timer(: Men Pontiano siger, at han bruger dem som vækkeur(: 

Nicoline sammen med én af de haner der vækker os om morgenen .. (:

De første par dage er gået med rengøring, indflytning og småture rundt i nærområdet. Pontiano har også et gæstehus, som han lejer ud til forskellige mennesker, så ved siden af bor også en anden dansker, Marianne, og så har han tilmed også her den første uge, haft en dansker, Jenna, til at bo inde i sit eget hus. Så der har været to andre hvide mennesker, til at tage bare en lille smule af al den opmærksomhed fra én, som man får som hvid! 

Udpakning..

Vi har bl.a. været en tur i Bukunda, der er den nærmeste lille by ca. 4 km væk, hvor vi fik handlet lidt mad ind i de små boder som nærmest alle uganderne har. Torsdag var vi med Pontiano i Masaka, som er en noget større by, der ligger ca. 25 km. væk. Her besøgte vi kort babyhjemmet, hvor vi skal hjælpe til. Her mødte vi også Ruth og Carsten, der ejer restauranten ”Café Frikadellen”, hvor vi kan få et dansk/europæisk/ikke afrikansk måltid, hvis vi trænger til det(:

Børnene fra landsbyen nyder at komme forbi for at lege(:

Her sammen med farmens søde hund Chester (:

 Fredag tog vi selv en tur til Masaka, hvor vi forsøgte at huske på alt det vi havde fået at vide, og finde rundt i den nye by. Turen dertil er en helt oplevelse i sig selv. Først skal vi med Boda boda (knallert/motorcykel) fra Kamuzinda til Bukunda, og derefter med taxa til Masaka. Her kører taxaen først, når de mener der er nok mennesker med. Dvs. her kan man godt forvente en del ventetid;b Men efter et kvarter i stegende varme, kom vi afsted. I Masaka fik vi købt vores første afrikanske tøj, og oplevede den første smule regnvejr. Selv om det kun regnede en smule, og i meget kort tid, så tog alle deres ting ind i butikkerne, og det var som om de gik helt i stå. Men da vi som danskere, jo er vandt til lidt stille regn, så gik Nicoline og jeg jo bare videre, og havde næsten vejen for os selv ;D Hjemad var der flere der ville med taxa, og vi endte med at sidde 5 voksne mennesker på bagsædet, 2 på passagersædet og 2 på førersædet. Og ja det var ikke ovenpå hinanden, men ved siden af hinanden, så vi sad virkelig i spænd. Måske er det derfor de ikke mener sikkerhedsseler er nødvendigt i bilerne..;b Og ja, så skal jeg da også lige pointere, at der ikke rigtig findes nogen færdselsregler hernede. Man stopper så mange i bilen som man kan, og så kører man lidt som man har lyst til. Spændende! (:

I søndags var vi med familien i kirke for første gang – hvilket var noget af en oplevelse. Kirken begynder ikke på et bestemt tidspunkt, men folk kommer bare dryssende lige så stille. Først snak/diskussion i mindre grupper, derefter sang, dans og skuespil, og en dejlig velkomst til os, hvor vi var oppe ved scenen for at præsentere os. Herefter prædikede præsten, og så var der stående bøn oppe foran scenen, hvor alle bad i munden på hinanden, og holdt hænderne i vejret. Efter knap 5 timer! var gudstjenesten færdig. Herefter trængte man virkelig til frisk luft, efter at have været samlet godt 100 mennesker i et lille lokale i ca. 25 graders middagsvarme.

Det har været rigtig skønt med en uge til at se nærområdet, falde lidt til, og suge alle de nye indtryk til sig.Uganda er virkelig et smukt land, på utrolig mange måder! Men det skal i nok få mere at høre om(: 

Herunder lidt billeder fra nærområdet og Ugandas smukke natur:

Nicoline og jeg sammen med nogle af alle de ananasplanter der er på farmen (:

Uganda - here we come

Så kom dagen hvor vi skulle afsted mod Afrika! Først gik turen til Vejle banegård, hvor der blev sagt farvel til familien. Kl. 9:12 med tog til Kastrup, hvor Nicoline i det øjeblik dørene lukker, opdager hun har glemt sin mobil.. UPS, men godt vi har en til deling, så må vi bare ikke blive væk fra hinanden ;b 

Ankomst til Kastrup

Efter ompakning af bagage midt i lufthavnen, pga. ”nye regler”, var vi klar til den 6 timer lange flyvetur til Qatar. Her havde vi et par timers ventetid, inden det næste fly lettede mod Entebbe, Uganda. Tirsdag morgen kl. 7:00 landede vi så i dette fantastiske land! Pontiano og hans kone Rogers, der ejer den farm vi skal bo på, stod klar sammen med deres lille søn Solmon, og tog imod os. Vi blev budt rigtig godt velkommen, og varmen hernede overvældede os med det samme. Vi kørte nu afsted mod Kamuzinda farm. Først et kort visit gennem hovedstaden Kampala, som overbeviste os om, at biler og kø, også findes i massevis i Uganda! Her fik vi også vores første afrikanske måltid, der bestod af ris, sovs og matoke (moste bananer, der smager som kartoffelmos). Virkelig lækkert! Hertil et glas varm mælk med the i..

Herefter gik turen til Masaka, hvor vi, trods en hel nat i et fly uden rigtig søvn, forsøgte at suge alle de nye indtryk til os. I Masaka fik vi vekslet vores medbragte dollars til ugandisk shillings. Det føles helt forkert pludselig at stå med over 1 million i tasken.. ;b Men ja, pengene er jo ikke meget værd, så der skal medbringes mange tusind for at købe bare en smule ind. 

Man føler sig som millionær her i Uganda ;b

Midt på eftermiddagen ankom vi til Kamuzinda Farm, der de næste 3 måneder er vores hjem. 2 drenge havde brugt deres eftermiddag på at gøre lejligheden klar, redde senge, sætte myggenet op og gøre rent - de er utrolig hjælpsomme hernede. Trods det faktum, at afrikansk rengøring dog ikke er helt efter danske standarder;b Om aftenen blev vi inviteret på aftensmad hos Pontiano og Rogers, og mødte hele deres børneflok, der består af Hallelujah (Halle) 7 år, Christina (Tina) 5 år, Enog 3 år og Solmon 1 år. Vi var omringet fra start, og de elsker at lege, spille og danse – skønt(:

Efter nogle lange dage, var vi herefter klar til at kravle ind under vores myggenet, og få en god nats søvn, med et smil på læben (:

Ps. Beklager det første blogindlæg først kommer nu, men vi har været uden internet. Vi havde lidt lørdag eftermiddag, og i dag har vi så lidt igen. Ligesom vi den første tid også var uden køleskab og komfur. Og ja, så går strømmen jo også ind i mellem, og vand har vi heller ikke altid.  What can I say – this is Africa! (:

 Herunder lidt billeder fra turen fra Entebbe til Kamuzinda Farm:

Rigtig mange familier har en lille shop ud til vejen, hvor de sælger alt muligt forskelligt

Her bærer de næsten alt på hovedet!

Naturen er virkelig smuk!

Boda bodaer (mellemting mellem knallert og motorcykel) ses overalt

Man skal lige vende sig til, at de her kører i venstre side af vejen

Solmon sov under det meste af turen

Lad eventyret begynde ...

Så varer det ikke længe inden flyet letter på vej mod Uganda!

Sidste uge bød på forberedelseskursus på Diakonhøjskolen i Århus. Her var vi 15 forventningsfulde unge samlet, for at høre hvilke ting vi har i vente, og hvordan vi skal tackle forskellige situationer. Vi blev først rystet godt sammen og fik tips til lege vi kunne lege med afrikanerne. Vi var endda så priviligeret at skolen havde besøg fra Sierra Lone, så vi fik prøvet nogle af legene af.

Senere på ugen hørte vi bl.a. om undervisning og sundhed, og vi er klar over, at vi kommer til at møde mange udfordringer i mødet med en anden kultur. Ugen sluttede af med udsendelsesgudstjenste, og kan man blive sendt bedre afsted, end med en bøn i ryggen? Herefter gik turen hjem igen med hovedet fuld af indtryk, ting man skal forholde sig til, og ikke mindst huske undervejs i de forskellige situationer vi kan komme ud i. Dog går man alligevel med tusind spørgsmål, forestillinger og forventninger, som bare venter på  at blive udforsket.

Kufferten er pakket, vaccinationerne i kroppen, passet fundet frem, og jeg er klar.

Så der er kun tilbage at sige; Lad eventyret begynde! (:

4 forventningsfulde piger i den danske sne på vej mod Uganda. Fra venstre mig, Mathilde, Sofie og Nicoline