Øst, vest, hjemme bedst.. men..

Alt i alt vil hjemme altid være bedst, men jeg er kommet til at holde så meget af Uganda, at det nu må benævnes som mit andet hjem.

Jeg er nu atter godt hjemme igen, og må da hellere med lidt forsinkelse, få sluttet det hele ordentligt af. Selv om det skal siges, at jeg på ingen måder håber, at jeg har besøgt Afrika og Uganda for sidste gang!

Last night in Africa - enjoying the sunset from our house

Mandag kom den frygtede dag så, hvor vi skulle tage den sidste afsked. Ikke bare med Uganda og Kamuzinda og alle de fantastiske mennesker vi har mødt der, men også ikke mindst med vores 2 fantastiske rejsekammerater, som vi måtte efterlade dernede 1½ måned endnu. Det var en meget underlig morgen. Der var ikke meget grin, smil og latter som sædvanlig, men i stedet var det stilheden og tårerne der havde taget over.. Det taler vidst for sig selv. 

Nyder de sidste friske appelsiner, passionsfrugter og bananer med scramble eggs til morgenmad  

Trist morgen..

Så er kufferterne pakket

og værelset er tomt..

Vi fik sagt farvel til huset og til farmens skønne medhjælper Francis, og satte kursen mod lufthavnen. Da Pontiano jo ikke var hjemme til at køre os, blev vi kørt af en af hans venner Gerad. Turen gik fint, selv om stemningen var meget underlig..

"Klar" til afrejse

Sidste gruppekram i lejligheden

Tilbage i storbyen. Her en rundkørsel

På vej til lufthavnen..

Der er utrolig meget sikkerhedstjek i deres lufthavn, og vi måtte alle 4 mzunguer ud af bilen og tjekkes én for én, inden vi overhovedet fik lov at køre ind i lufthavnen. Det mest underlige var, at voes  chauffør Gerad, ikke behøvede et sikkerhedstjek..

Herefter kunne Sofie og Mathilde ikke få lov til at komme med længere, og afskedens time var kommet. Det var meget underligt at skulle efterlade dem der, da vi har delt så mange oplevelser sammen, og jeg på mange måder havde lyst til at blive hos dem.

Vi måtte have 32 kg. med hjem hver, og med 31 kg. i min kuffert, uden en vægt på farmen til at tjekke med, synes vi selv vi var ret seje. Vi fik udfyldt diverse papirer, cheket ind, og spist et frygteligt dyrt lille måltid mad. Ja og så blev ventetiden da også lige brugt på at få fat i noget længeventet Haribo slik – Mmm ;D

Maden er pludselig frygtelig dyr igen..

Yahh, vi fandt Hariboslik! 2 meget glade mzunguer (;

Først ca. 6 timers flyvetur mod Qatar og herefter 3 timer i lufthavnen, hvor vi trods den lange ventetid alligevel var lige ved at komme for sent til flyet.. ups.. 

SMUK solnedgang over Afrika fra flyet

Nicoline fryder sig over, at de sidste grønne monstrer af malariapiller skal sluges (;
Nåh nej, de skal jo også tages 4 uger efter man er kommet hjem.. suk.. ;b

Gratis natbriller, tandbørste og hyggesokker i flyet - slet ikke så dårligt ;D

Ventetid i Qatar. Pludselig var alle mennesker væk..
Fandt senere ud af vi også burde være gået på dette tidspunkt..

Efter godt 6 timer i flyet igen var vi på Dansk grund. Det var virkelig underligt. Selv om vi på mange måder ”kun” havde været afsted i 3 måneder, så var der alligevel sket så meget, og det var mærkeligt pludseligt at vær omgivet af så mange hvide og dansktalende mennesker. Det tog en uendelighed før vores bagage kom, men pludselig stod vi med det hele, og kunne gå ud gennem dørene i lufthavnen til det fantastiske syn af vores familier der stod med flag og åbne arme. 

Så tæt på som aldrig før de sidste 3 måneder.. Spænding i maven!

Første syn af dansk grund.. Det ser nu noget koldt ud..

Venter på bagagen..

Endelige kom den!

Genforenet med min skønne familie!
Desværre mangler min far der skulle arbejde

Det var så skønt at se dem igen og give dem en ordentlig krammer! Samtidig med var det også utrolig underligt, da Nicoline og jeg havde fulgtes ad i nærmest alting i 3 måneder, og nu skulle hver vores vej. Nu var vores rejse pludselig slut, og vi måtte hver til sit igen. Selv om vi vidste vi hurtigt ville se hinanden igen, var det alligevel sådan lidt underligt.

En fantastisk og uforglemmelig rejse er slut

Hjemme igen til et glas frisk koldt vand fra hanen, et varmt bad, rugbrød, garanti for strøm og lys osv. Pludselig mange ting som man værdsætter mere og forstår man ikke skal tage forgivet! Tænk hvor heldige vi er at være født i Danmark. Født ind i et velfærdssamfund hvor vi har så mange og frie rettigheder, kan blive behandlet på sygehuset når vi har brug for det, gratis uddannelse, et sted at bo. Selv om vi hurtigt herhjemme kan finde noget at brokke os over, så er det småting sammenlignet med det de kæmper med i andre lande!

Jeg er glad og taknemmelig for at være godt hjemme igen hos familie og venner. Det har virkelig været en helt igennem fantastisk rejse og oplevelse! Jeg rejste ud med et åbent sind og med en positiv indstilling overfor hvad der ventede mig, og det har virkelig givet pote! Selv om jeg ved jeg som individ ikke kan gøre den store forskel i kæmpe Afrika, så har jeg taget et meget lille bitte skridt, og hjulpet til hvor jeg kunne. Og jeg kan garantere for, at jeg har fået mindst lige så meget igen! Jeg har udviklet mig på rigtig mange måder, fået udvidet min horisont, fået gravet huller i min vestlige firkantede tankegang hvor alt skal puttes i bokse, og fået en indsigt i en fuldstændig anderledes kultur. En kultur og et samfund, der ved første øjekast på mange måder virker utallige skridt bagud, men som når man ser nærmere på det, møder befolkningen på tæt hold og lever side om side med dem viser, at de på den anden side har fat i mange vigtige aspekter, som vi mzunguer desværre lidt har sluppet taget i. For hvorfor haste rundt fra det ene til det andet, hvorfor forsømme det vi virkelig holder af og det der virkelig betyder noget, til fordel for.. ja til fordel for hvad? For hvad er det egentlig vi stræber imod? Det var en kæmpe omvæltning pludselig at skulle leve under afrikanske præmisser, men det er så sandelig også en omvæltning at komme hjem til Danmark igen. Min rejse til Uganda har virkelig sat tankerne i gang, som man formentligt også har kunnet fornemme her på min blog. Jeg takker alle der har haft lyst til at følge lidt med, og håber det har været interessant. Selv om Afrika må siges, at være noget alle burde erfare på egen hånd, for det er intet mindre end FANTASTISK!

Min søster havde kreeret den smukkeste "velkommen-hjem-kage" til mig! (:

Herlig velkomstkurv med savnede sager, fra mine søde faster, onkel, kusine og fætter!
Herlig familie jeg har! 

Søskendeflokken samlet igen<3

Snøft snøft snøft...

Det er vidst på tide at få sluttet denne blog ordentligt af! Så jeg må hellere lige få fortalt lidt om de sidste dage i Uganda, og senere om turen hjem til lille Danmark! (:

Den sidste uge var en vaske ægte tude-uge, og blev brugt på at sige farvel til alle de skønne mennesker vi har delt vores hverdag med i 3 måneder. Sidste tur i taxa, sidste tur på Frikadellen, sidste tur forbi de stinkende ”slagtere”, sidste handel på det lækre frugt og grøntmarked, sidste tur i poolen, sidste kolde brusebad, sidste omgang matooke, sidste chapati, ja jeg kunne blive ved.. Noget vil selvfølgelig blive savnet mere end andet, men de største tårer blev fældet ved afsked med babyhjemmet, skolen, familien, farmen og så selvfølgelig vores to skønne rejsekammerater Sofie og Mathilde!

Torsdag var sidste skoledag. I Danmark er det normalt altid en dag jeg ser virkelig frem til, men her var situationen noget anderledes.. Joseph kørte os som sædvanligt afsted til kl. 8, og her blev vi mødt af en skole i fuld sving! Et klasselokale var lavet om til køkken, hvor røgen fra bålet sivede ud, en gruppe børn sad udenfor og skar kål, eller hjalp med andre ting, mens der for andre børn var tid til dans og leg.

Skema over klassernes eksamener, som de fik en pause fra denne dag

Et klasselokale var lavet om til køkken.
Her er Miss Pauline i fuld sving ved gryderne over det lille bål.

Maden holdes varm under palmeblade

Dans og store smil mens maden forberedes.
Miss Dalex jubler med på bænken

Dagen bød på utrolig mange gode og rørende oplevelser. Alle klasser sang og dansede hver især for os op til flere gange. Sange som bl.a. indeholdt ordene: “Thank you teacher Heidi”, ”We will miss you teacher Heidi”, ”Don´t forget Cornerstone”. Disse sætninger taler vidst for sig selv!

Da den ældste klasse sang deres sidste sang, trak de pludselig Nicoline og jeg op enkeltvis, og vi skulle danse for dem. Som sagt før, så er min krop utrolig stiv i forhold til deres, men de grinede og klappede, og mit forsøg på afrikansk dans faldt vidst i god jord(:

En drengegruppe giver den gas (;

Der danses og svinges med hofterne.
Læg også mærke til de store fantastiske trommer i baggrunden som eleverne mestrede!

Sandra fra min P1 klasse synger for i det lille kor

Sej gut lavede et fantastisk solonummer til stor begejstring for alle

Nicoline fik lov at danse med

Vi havde det virkelig mega sjovt alle sammen!

Den ældste klasse, P7, sang en meget rørende sang for os,
hvor søde Praise sang for

Miss Pauline, Miss Josephine og Miss Mary viser hvad de kan

Miss Pauline og Mr. Joshua danser til stor begejstring

Senere var det tid til fodbold, hvor de forskellige klasser dystede mod hinanden, og flere gange måtte ud i straffesparkskonkurrence til stor jubel for tilskuerne.

Herefter fik vi serveret et rigtigt festmåltid med ris, kød, lækker kålsalat og sodavand til. At lærerne denne dag fik sodavand, var noget af en sensation for dem, og til stor glæde.

Ikke alle var lige interesserede i fodbold,
så Nicoline fik pyntet håret virkelig smukt (:

Spændende straffesparkskonkurrence

Pauline og jeg hepper på sidelinjen

Raymond bærer bænken tilbage fra fodboldbanen til skolen

Vi ville gerne give noget til lærerne, som tak for at have taget så godt imod os, og Nicoline kom med den, synes vi selv geniale ide, at give dem en personlig kop. En meget dansk inspireret ide, men noget som de også kunne få nytte af. De synes det var enormt sjovt, og gaven var en succes(:

Kopperne vi havde lavet til lærerne.
På den ene side havde vi skrevet deres navne

og på den anden side af kopperne havde vi lavet en lille tegning,
 med noget der kendetegnede dem

Nicoline og hendes søde lære Miss Josephine

Herefter var der mere sang og dans med både elever og lærere, og alle hyggede sig virkelig gevaldigt! En af de mest rørende øjeblikke afsluttede dagen, da eleverne en efter en kom hen til os, og lagde et stykke frugt eller grøntsager foran os, der hurtigt blev til en kæmpe bunke! Det var så rørende og jeg kunne slet ikke få ord frem. Vi var virkelig taknemmelige! En af lærerne sagde: ”Det er ikke en stor gave, men de giver virkelig hvad de har”. Det var virkelig et stort og rørende øjeblik for mig, og jeg var meget taknemmelig.

Gave fra alle eleverne! Ubeskriveligt rørende!

Vi måtte have fat i en ekstra boda boda for at få at frugten med hjem!

WOW!
Vi fik talt os frem til 65 avocadoer og 17 ananas
samt appelsiner, sukkerstænger, kål, auberginer og utallige passionsfrugter mm.! 

Tiden var nu desværre inde til at sige farvel til alle eleverne og lærerne. Det var virkelig svært og hårdt, for selv om vi her på skolen virkelig er blevet udfordret på mange måder, så har jeg her også lært utrolig meget, både personligt men også i mange andre sammenhænge. Det at hjælpe til på skolen og arbejde sammen med afrikanerne, har virkelig givet mig en stor indsigt i deres kultur. Jeg er virkelig dybt taknemmelig for tiden der, for mødet med de helt igennem fantastiske børn, og de hårdt arbejdende lærere! TAK!

Jeg ved jeg har lagt dette billede ind før.
Men det var sådan et syn, bare med  mange mange mange flere vinkende og smilene børn,
der blev vores sidste syn af Cornerstone!
Kan man andet end savne dem?

Fredag var endnu en tude-dag, da der nu skulle siges farvel til alle ”vores børn” på babyhjemmet. Om formiddagen var vi alle 4 derude, og fik rigtig hygget, leget, spillet fodbold, gynget osv. En super god dag! Her måtte vi allerede sige farvel til Kyambadde, som skulle tilbage til sin familie. 

Skønne Kyambadde!

Det er sjovt at se sig selv i spejlet (:

Der samles puslespil

Nicoline og Mutjaba

Sam styrer den fuldt læssede cykel

Skønneste James

Louise, Ida og Tabita (volontører ved UCC) kom forbi med en farvel-kage.
Super sødt af dem!

Alle krummer skal med!

Da børnene var klar til middagslur, tog vi til Plot 99, (en form for mzungu cafe/restaurant), og fik en lækker frokost, inden Nicoline og jeg om eftermiddagen igen tog ud til babyhjemmet for at sige farvel. Vi fik delt slikkepinde ud, leget kildekamp og hygget en masse, mens vi nød de sidste minutter med børnene. 

Skønne Henry

Søde lille Freddy med en ægte afrikanermave

Josephine nyder sin slikkepind mens hun låner et par af mammaernes sko (:

Så var der dømt kildekamp (;

Aftensmaden serveres

Det var virkelig underligt at gå ud af lågen for sidste gang og tænke på, at mange af de skønne børn får man nok aldrig mulighed for at se igen.. Pyh ha, det er hårdt at tænke på! De er virkelig alle og en helt igennem fantastiske!

En lille betuttet skønhed!

Min lille pige Pricilla

Farvelkys fra sødeste James

Herefter var det aftensmadstid, og vi satte for sidste gang kursen mod Frikadellen, hvor vi mødtes med Sofie og Mahilde, samt de andre danske tøser vi har været sammen med dernede. Her stod den på barbeque hygge, og for første gang i 3 måneder, indtog vi en ægte salatbar med friske majs, rosiner og endda fetaost osv. Meget længe ventet! ;D En skøn aften, men som desværre også skulle afsluttes med at farvel til de mange skønne danskere vi har mødt, og med en stor tak til Ruth og Carsten, for alt de gør dernede og for at gøre det muligt for os at blive en del af det!

Lørdag havde vi inviteret et par lærere på besøg til danske pandekager. Det blev en super hyggelig formiddag, hvor en af dem bl.a. for første gang fik smagt marmelade. Det var med stor forsigtighed de kom det på pandekagen, og de var meget bange for det skulle blive for sødt. Synes nu det lyder lidt underligt, når de selv kommer mindst 2 tsk. Sukker i en kop the.. Desuden blev det også til kortspil, som den ene også måtte prøve kræfter med for første gang. Efter stor succes med spillet ”President”, fik vi også lært et afrikansk spil(: Pludselig kom Joseph ind af døren, og var med til at gøre formiddagen endnu bedre med hans herlige grin(:

Herbert og Joseph forsøger at spille kort til stor morskab! (:

Efter nogle skønne timer i godt selskab, kørte vi med Joseph til Bukunda og derefter videre til Masaka. Her mødte vi Mathilde og Sofie ved poolen, og fik sagt godt farvel til den. Det var en herlig solskinsdag midt i regntiden, og især Mathilde vendte hjem så sød som en dansk postkasse, og kunne knapt vende og dreje sig.. ups.. (: Denne aften havde vi også den sidste tur med Joseph på hans boda boda. Det var virkelig trist at sige farvel til ham, han er bare en herlig gut, og har virkelig passet godt på os når vi har været rundt omkring i lokalområdet! Han fortalte han havde en gave til os, så vi kunne vise vores familie og venner i Danmark at vi havde været i Afrika. Så han kom med det fineste tæppe lavet af farvede palmeblade samt en lille pung af perler! Så smukt!

Joseph i Bukunda.
 Hvor han sammen med massevis af andre boda boda guys,
 ofte venter dagen lang på kunder han kan køre med.

Den fine gave fra Joseph pakket ind i palmeblade

Joseph, Nicoline og jeg på hans fine boda boda (:

Om aftenen var det pludselig tid til at begynde at pakke vores ting sammen. Det var frygteligt underligt, og virkede helt forkert! Aftenen blev brugt på tøsehygge med film, is, chips og cola(: Selv om der er mange ting der kan være svære at få fat i i Afrika, så er der mange måder at overleve på;b Måske med lidt for mange kulhydrater og lidt for meget sukker ind i mellem for vores vedkommende.. ;D

Det var på alle måder hårdt og en smule uoverskueligt at pakke..

Søndag blev det så tid til den sidste Gudstjeneste i Kamuzinda Victory Church. En meget underlig fornemmelse, især når Pontiano, Mamma Halle og familien jo ikke var der. Men det var fedt lige at synge og danse med dem en sidste gang, og ikke mindst at holde søndagsskole med alle de kære børn igen. Vi fik igen fortalt bibelhistorier for børnene og farvelagt en masse. Den anden søndagsskoleleder der hjalp os med oversættelse i stedet for Mamma Halle, var mindst lige så begejstret for tegningerne med bibelfortællinger, som børnene var. Den voksne kvinde var straks i fuld gang med at farvelægge, og fik samlet en god bunke farvelagte tegninger sammen til sidst, som hun vil tage med til sin skole, og bruge i sin undervisning. Endnu engang overvældende hvor lidt der skal til for at gøre dem så glade!

Lovsang og bøn i kirken

Søndagsskole med farvelægning

Vi havde slikkepinde med til børnene til stor begejstring

Herefter begav vi os ud på den sidste gåtur gennem den lille Kamuzinda ”by”, og nød omgivelserne med den smukke natur, de støvede grusveje og den snak og latter der kunne høres alle vegne. Hjemme igen på farmen blev der pakket videre, og vi nød den sidste sol samtidig med jeg måtte erkende, at jeg ikke ville kunne nå at blive færdig med den bog jeg lånte dernede.. En indskudt sætning, så handlede den om børnesoldater i Uganda under Idi Amins militære diktatur i slutningen af 1900 tallet. Ikke nok med at Uganda på mange måder er et fattigt land, så har det også en utrolig barsk fortid! Håber jeg en dag får mulighed for at læse slutningen.

Smuk gåtur på vej hjem fra kirke

Sidst på eftermiddagen kom Tina og Halle forbi for at sige farvel. Det var virkelig en underlig fornemmelse, og tror ikke rigtigt de forstod, at vi ikke skulle se hinanden igen. Men hygget det fik vi i hvert fald! Sofie har lært dem at neje og bukke på rigtig fornem vis, og sige ”tak for mad”. Det havde vi det super sjovt med, og vi fik lavet skønne prinse og prinsessekroner og klistret klistermærker i hovederne på hinanden(: 

Halle og hans  naboven tegner

Skønt minde!

Sidst på eftermiddagen måtte vi desværre vinke farvel til dem, da Francis hentede dem på sin boda boda for at køre dem hjem til deres bedsteforældre. Det mest sørgelige var, at vi aldrig fik mulighed for at sige farvel til Enog og Solmon.. Selv om de til tider er meget drillesyge, så er det uden tvivl 4 fantastiske unger, der er meget savnet herhjemme!

Good bye my prince and princess - miss you!

Tiden i Uganda var nu pludselig ved at være slut, og vi gik til ro for sidste gang under vores ”elskede myggenet”, med en meget underlig fornemmelse i maven og en hjerne og et hjerte der havde svært ved at forstå hvad morgendagen skulle bringe.. Men samtidig også ubeskriveligt taknemmelige for alt vi havde fået lov til at opleve de sidste 3 måneder!