fredag den 3. januar 2014

SOMETIMES you will never know the true value of a MOMENT until it has become a MEMORY!

Det startede med den mest fantastiske gensynsglæde; mennesker, landet, kulturen. Nye venskaber blev knyttet på tværs af hudfarve, men også ikke mindst mellem os 5 hvide mzunguer, der heller ikke alle kendte hinanden, inden vi drog ud på vores fælles eventyr. Trods vores fælles hudfarve, var vi dog meget forskellige. Men med en fælles indstilling til, at dette skulle blive godt, endte det med at blive helt igennem fantastisk – ja unikt!

Sammen har vi mødt utrolig mange mennesker; unge og gamle, fattige, mere fattige og meget fattige, arbejdere, skoleelever, familier, forældreløse, fællesskab og ensomhed. Alt sammen noget der har printet sig ind i vores hjerter.

Smil og grin fra de kære børn på babyhjemmet, når legotårnet væltede, når de måtte overgive sig i ”ta´-fat”, når man (selvfølgelig med vilje) ikke kunne gribe bolden, når de fik et trøstende kram på en ”træls-dag”, når sandet i sandkassen var ud over det hele eller når kildekampen var på sit højeste! Nogle helt igennem fantastisk og unikke børn, der trods deres barke fortid har en smittende livsglæde og kærlighed der altid strømmer ud fra dem! I mine forsøg på at give dem et smil i hverdagen og et varmt knus, har de givet mig mindst lige så mange smil og varmet mit hjerte utallige gange!
Den kære familie på babyhjemmet
Altid søde og smilende Henry
De ivrige og helt igennem fantastiske børn på Cornerstone School, der suger alle de indtryk til sig de kan! ”Me teacher, me teacher..” kan jeg stadig høre, de råber i munden på hinanden, når de mente at have svaret på dagens engelsk- eller matematikopgave. De er godt klar over, at de har fået en mulighed for at gå i skole, som ikke alle børn i deres land har fået. Det betyder, at de virkelig værdsætter deres skolegang, og deres mulighed for at lære. Selv i den lille pause de hver dag havde, kom søde lille Daphine fra min P2 klasse hen til mig og sagde ”Will you teach me some more mathmatics?” (Vil du lære mig noget mere matematik?). Jeg glædede mig virkelig over deres lyst og gejst for læring, for det er på mange måder vejen frem for Afrika. Men samtidig glædede jeg mig virkelig også over at se deres leg og sjov i frikvartererne. I Uganda, og formentlig mange steder i Afrika, mener de voksne, at barndommen er noget der bare skal overstås. Børnene skal gerne blive voksne så hurtigt som muligt, så de kan ”bruges til noget og gøre nytte”. En skræmmende tanke! For mig handlede deres skolegang og min undervisning selvfølgelig om at lære dem en masse, og med andre læringsmetoder end de ellers har været vant til. Men samtidig handlede det også om at give børnene en masse gode oplevelser og smil på læben, i deres ellers travle og hårde hverdag. Hvem ved hvad de har at komme hjem til når skoledagen er slut?
Jeg glæder mig over alle de fantastiske oplevelser jeg har haft med dem, og håber inderligt at de bliver ved med at bevare den samme gejst, positive indstilling og kærlighed til livet som de har mødt mig med!
Børnene jubler over alle at have fået en kuglepen
De søde og seje fra P7
Min skønne elever fra P2
Det troende folk i Uganda, i Masaka, i Kamuzinda, der har mødt os med åbne arme, kærlighed og forbøn. Man kan vise sin religion og tro på mange måder. En ting vi let kommer til i vesten, men som de langt fra kender til i Uganda, er at gemme troen væk. Her bærer de troen helt uden på tøjet, og er ikke bange for at bekende den og dele ud af den til alle og enhver. Vi har tilbragt 3 timer i kirke stort set hver søndag, for det meste i vores lokale kirke ”Kamuzinda Victory Church”. Mennesker i alle aldre mødtes, og her var virkelig plads til alle. Lovsang og bøn var 2 af de mest centrale elementer i gudstjenesten, og man kunne tydeligt mærke, hvordan ordene kom fra det inderste af deres hjerter. Det var ikke bare noget de sagde, det var noget de virkelig mente! På en eller anden måde skræmte det mig helt.. Den sidste søndag vi var i kirke, holdt Pontiano (vores afrika-far) og Pastor/Bishop Daniel tale for os, og takkede os for tiden vi havde tilbragt med dem. Herefter rejste hele menigheden sig og, og sammen med præsten bad de alle for os. En virkelig rørende oplevelse. Som en anden ven en dag sagde til os; ”Vi har ikke andet vi kan give jer end vores forbøn for jer”. Kan man få en større tak og blive sendt bedre afsted? Det tror jeg ikke!
En gudstjeneste i Kamuzinda Victory Church
Lovsang og bøn
"Alt formår jeg i Ham der giver mig kraft" Fil. 4, 13
Disse 3 grupper af mennesker udgjorde en stor del af vores hverdag. Det betyder dog langt fra at vi ikke har mødt flere. Jeg kunne blive ved at fortælle om alle de fantastiske mennesker vi har mødt, i stort og småt, og alle de vidunderlig ting vi har delt og oplevet sammen! Vi har holdt ”Mad-og-bage-workshop”, været til biskopindvielse, besøgt venner fra mit første ophold i Uganda, besøgt andre skoler, fejret dansk-afrikanske fødselsdage både for mzunguer(hvide) og mugandaer (ugandere), bygget 2 huse til to fattige familier og har nu faktisk samlet penge nok ind fra familie og venner til at byggeriet af et tredje hus går i gang i januar!, været til introductionparty (forlovelsesfest), familieudflugt med Pontiano og hele familien til en strudsefarm med picnic og tur på hesteryg til børnene, besøgt vores søde afrikanske venner der har lært os stort og småt om Uganda og om det at leve i en afrikansk kultur, spist utrolig mange bananer, ananas, chapati og rolex, fået flettet ALT vores hår – bare for at lege afrikaner for en dag, fået det vildeste adrenalinkick ved riverrafting og bungeejumping, set det kaotiske liv i hovedstaden, købt de flotteste håndlavede lysestager, masker, tasker, tøj osv., set savannens vilde dyr på helt tæt hånd, arbejdet hårdt i marken med både gødning, majs, sweet potatoes og kaffe og slidt vores hænder ned, haft besøg fra Danmark der gav anledning til en sviptur til skønne Tanzania med alverdens herlige oplevelser, nydt livet i poolen under den varme sol, besøgt Ssese Island og dens skønne strand, været til et ægte afrikansk bryllup, forsøgt at lære at vrikke med hofterne og danse den lokale ”Buganda-dans”  - uden meget held, haft fantastiske øjeblikke med de sødeste og herligste børn, set fiskere komme i land med nattens fangst, besøgt store familier i små lerhytter langt ude i ingenting, knækket vores egne kaffebønner, kørt kilometer efter kilometer på boda boda – for det meste med vores søde chauffør Joseph, siddet fastklemt i taxaen, fejret december i Afrika med et forsøg på at introducere dem til alle vores mærkelige traditioner, erfaret at strøm og vand ikke er en selvfølgelighed, og at koldt vand i bruseren er hverdag, nydt livet på en farm i en lille afrikansk landsby med den mest hjertevenlige familie..  og jeg kunne blive ved og ved og ved…   

Boda-boda tur med Joseph.
Denne tur har vi taget hundredevis af gange
Vores nogenlunde faste boda-boda chauffører; Gefrey, Joseph og Fred 
Vi havde en helt uge bestemt os for at lege afrikanere,
 og måtte derfor kun spise med fingrene(;
Vores faste chapati og rolex mand Henry,
hvor vi købte rigtig mange af vores måltider
Så kom vi også til bryllup. Her ses brudeparret.
Bryllupskagen!
Et ud af utallige billeder hvor afrikanerne bærer ting på hovedet
En mand sælger lækre ananas på gaden
Og så var der lige en bil fuld af høns..
og ja de var også på bagsædet..
Der var altid mange der gerne ville sælge ting til os
Vi nyder de majs vi selv har plantet (:
Hele gruppen samlet foran det 2. hus vi fik bygget.
 Her skulle denne kone og hendes barnebarn bo.
Hendes datter var død af en sygdom
Pontiano og Mamma Halle holdt "Tak for i år fest"
for arbejderne på farmen kombineret med en afskedsfest for os.
Lækker afrikansk middag, hvorefter vi serverede risengrød
 med mandel og mandelgave. Det synes de var vildt sjovt (:
Pontiano og børnene var ellevilde,
 da vi på vores strudseudflugt kom forbi et gyngestativ(:
Udsigt over Tanzania
Solnedgang over Ssese Island
Seje Halle leger kriger,
 med hjemmelavet krone, sværd og skjold
Min lille prinsesse Tina 
Enock elskede at lege med lego
Søde lille Solomon i haven
Halle og Tina piller bønner
Vores lille nissepige Tina
Inden vi fik set os om sagde kalenderen d. 18 december, og vi måtte vinke farvel til Uganda. Så er man pludselig hjemme i Danmark igen. Livet går hastigt videre, og studielivet er nu lige om hjørnet..! Et helt andet liv og en helt anden hverdag er forude. Er spændt på hvad der venter i 2014!

Det er hårdt at rejse..
On the way home.
Starbucks og julestemning i Bruxelles
Jeg takker alle dybt fra mit hjerte for nogle helt igennem fantastiske, rørende og livsbekræftende oplevelser! De er gemt sikkert i mit hjerte! Har nydt at kunne dele et lille udpluk af alle mine oplevelser med jer. Men de bedste øjeblikke kan hverken forklares eller ses på billeder – de er gemt inde i mig!
At tiden i Uganda er slut betyder derfor også, at bloggen her har nået sin ende. Håber dog inderligt, at en ny mulighed en dag byder sig, så jeg igen kan tage ”hjem til Uganda! Jeg har i hvert fald ikke sagt farvel, men blot ”På gensyn!” <3

Kaffebønner kan bruges til mange ting (: 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar